Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Marie Munks navlestrengstempel er mere barokt end Gl. Holtegaards barokke udstillingsrum

Der er en politisk nerve i de svulstige, grim-pornografiske teksturer, som Marie Munk udstiller på Gl. Holtegaard, og som det vil blive spændende at følge i fremtiden
Munk stofliggør noget immaterielt. Hun gør det klamt og superkropsligt. Årsagen må være, at det, vi ikke ser, rummer noget forvrænget, vi bør se.

Munk stofliggør noget immaterielt. Hun gør det klamt og superkropsligt. Årsagen må være, at det, vi ikke ser, rummer noget forvrænget, vi bør se.

Hannibal Andersen

Kultur
8. februar 2022

I Gl. Holtegaards udstillingsrum føles det, som om salene forbinder sig uendeligt. Gennem de store vinduer ser man den symmetriske barokhave strække sig vidt. Enhver udstillende kunstner må forholde sig til arkitekturens historiske benspænd. Enten gå helt ind i – eller prøve at udfordre det barokke. Det kan ikke være en nem opgave, men det lykkes indimellem på interessante måder. Sjældent ser man dog en kunstner, der virker mere barok end bygningen selv.

Marie Munk er forholdsvis ny på den danske kunstscene, uddannet ved designskolen i Kolding og Royal College of Art i London. I Danmark brød hun igennem med udstillingen Great Pets på Tranen i 2019, og i en sidebemærkning samarbejder hun blandt andet med generationsfællen Stine Deja. Begge er kunstnere, der udforsker fremtidighed og bioteknologi i et plastisk formsprog.

Især Munk har en voluminøs og grotesk-poppet stil, hvis tidstypiske bevidsthed om sin egen dekadence måler sig med bruskbarok og kirkekupler. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her