I Gl. Holtegaards udstillingsrum føles det, som om salene forbinder sig uendeligt. Gennem de store vinduer ser man den symmetriske barokhave strække sig vidt. Enhver udstillende kunstner må forholde sig til arkitekturens historiske benspænd. Enten gå helt ind i – eller prøve at udfordre det barokke. Det kan ikke være en nem opgave, men det lykkes indimellem på interessante måder. Sjældent ser man dog en kunstner, der virker mere barok end bygningen selv.
Marie Munk er forholdsvis ny på den danske kunstscene, uddannet ved designskolen i Kolding og Royal College of Art i London. I Danmark brød hun igennem med udstillingen Great Pets på Tranen i 2019, og i en sidebemærkning samarbejder hun blandt andet med generationsfællen Stine Deja. Begge er kunstnere, der udforsker fremtidighed og bioteknologi i et plastisk formsprog.
Især Munk har en voluminøs og grotesk-poppet stil, hvis tidstypiske bevidsthed om sin egen dekadence måler sig med bruskbarok og kirkekupler.
Udstillingen hedder Big Energy og er en immersiv, teatralsk og filmisk totalinstallation. En drøm om en verden, der måske er en fremtid, måske en fantasi, måske vrangsiden af vores nu? Som gæst bevæger jeg mig gennem én lang gang, der bugter sig gennem Gl. Holtegaards mange rum som en indsat kulisse. Gangen er påtrængende opbygget af vandrette, kontrollerede rækker af navlestrenge – tarme, kunne det også ligne – lavet af silikone. Gummiindvoldene er kødfuldt, ulækkert og hyperrealistisk bemalet. De holdes i spænd af sølvfarvede metalliske rør. Her er de klemt hårdt fast til en struktur, der strækker sig gennem næsten samtlige udstillingsrum, så jeg er omsluttet.
Ved indgangen til gangen slås et sakralt tema an: Kødenderne er snøret til. De løfter sig inviterende og symmetrisk i halve buer. Lidt som kandelabre. Der sidder også små elektriske lys i enderne, et kitschet motiv fra alverdens religiøse rum.
Da jeg har bevæget mig halvt gennem installationen, brydes gangen af en kæmpestor lysekronelignende cirkulær metalform. Den prydes også af lys, og kødet slynger sig grandiost i ornamenterede buer ud over den. Den religiøse tone er mere grotesk end Scientologys kitsch; storladen som katolsk decor. Munk virker interesseret i at overdrive det rituelle som urovækkende. Svælge lystfuldt i riternes fascisme.
Så sendes jeg videre. I loftet samler navlestrengene sig i noget, der ligner ventilationsskakte malet i en slidt rød. Det blæser genkendeligt, en susen fra et kontor, en computer, en fremmed planet.
Ind i magtkernen
Inden man kommer ind i udstillingen, kan man se en formidlingsvideo med Marie Munk. Det er en interessant video, der dog er installeret som det første, man møder – en guddom større end udstillingen – og sammen med det pædagogiske formidlingsmateriale bliver jeg ærgerlig over, at der er så meget, der skal udpeges for mig, inden jeg når værket.
Men altså: I videoen lærer jeg, at Munk er optaget af globale datacentre som vores samtids hellige haller. Overalt i verden findes de, som enorme energiudladninger, og vi almindelige mennesker har aldrig besøgt dem. Munk er også optaget af de usynlige algoritmer, der umærkeligt styrer vores liv og krop – og lægger ansvaret for denne optimering over på individet. Og så er Munk interesseret i at give disse diffuse, inderliggjorte kontrolmekanismer en fysisk form. Helst også en form, der bryder skønheden og helheden. En form, der viser det grimme frem.
Det er også den fornemmelse, jeg får: At Munk stofliggør noget immaterielt. Hun gør det klamt og superkropsligt. Årsagen må være, at det, vi ikke ser, rummer noget forvrænget, vi bør se.
Jeg tænker over, om Munks stil er abjekt? Filosoffen Julia Kristevas klassiske 1980’er-begreb for det, der findes i et stadie mellem det organiske og det døde: negle, hår, også navlestrengen. Måske er Big Energy især abjekt, hvis begrebet også kan bruges om halvdøde følelser eller endnu varme energier fra levende kroppe?
Der er en politisk nerve i de svulstige, grim-pornografiske teksturer, som det vil blive spændende at følge i fremtiden.
Hos Munk er vi som i Alien i et fremmed territorium. Vi har vovet os ind i en magtkerne – og her giver den rituelle æstetik mening, idet den peger på undertrykkelsen – hvor det nu endelig afsløres for os, at disse navlestrenge ikke leder os mod næringen af organiske væsner, men transporterer en uhåndgribelig viden om det inderste af mennesket. Som bærer de vores privatliv i sig.
Akkurat som data gør, når techgiganterne bruger den information imod os, som vi selv har givet dem. Så ja, det kunne være data, der flyder gennem Big Energy. Det kunne sådan set også være DNA – det kunne være næring fra en udsultet klode – medisterpølse produceret fra dyr uden agens. Visuelt forstår man, at her finder en transaktion sted. Kødet er slavegjort. Det er tydeligt i kraft af Munks sjove, perverterede, legesyge og elegante formsprog, der ikke frygter det latterlige, at Munk vil eksponere noget. Udstillingen er i gang med at kollapse en distance mellem, hvad vi tror findes, og hvad vi tror ikke findes.
På den måde er værket egentlig stærkere end sin referenceramme, og det er det, jeg mener, når jeg er småkritisk over for formidlingens pædagogik, hvor værket låses fast i en specifik fortolkning og på den måde risikerer at virke mere allegorisk, end det behøvede.
Et okkult tempel?
I udstillingens sidste rum skrues der op for det poppede. Her står en række enorme silikoneskulpturer i orange og røde pangfarver. Vitterligt svulstige, med våd-ækle overflader, som kæmpe hundelorte eller zombiekransekager fra Versailles, boltrer de sig ved siden af en stor bunke navlestreng. En klode står i midten. Det er lækkert og bizart, lidt som en affaldsgrund, vi ikke har lyst til at kende til – en styremekanisme – det laboratorium, hvor vores stjålne følelsesliv er endt, og står og lugter og glimter.
Den ulmende kompositionsmusik skruer lidt for meget op for patossen. Big Energy fungerer bedst, når symbolikken enten er nedtonet eller så sammensat, at den kammer over. For eksempel er spændingen mellem kødets vidunderlige tekstur og ventilationsskaktens ambiente blæselyd, der gør Gl. Holtegaard til et futuristisk kontorslagteri, fint ramt.
I Big Energy har Munk sans for, hvordan vores samtid spejler barokken: En overdreven materialistisk skønhedssøgen, en længsel efter det guddommelige, der driver os mod newage og wellness i offentlige templer. Og ikke mindst – en hel del usynlig magt.
Selv om Munk kalder Big Energy et »okkult tempel«, er vi langt fra den relativt apolitiske designæstetik, der ofte spottes i kunst, som typisk leger med det okkulte: For eksempel smukke tempellignende trekanter inspireret af den svenske kunstner og teosofist Hilma af Klint.
Det er tydeligt, at Munks okkulte tempel også er et fascistisk tempel. Der er en politisk nerve i de svulstige, grim-pornografiske teksturer, som det vil blive spændende at følge i fremtiden. Munk overbeviser ved sin teknik og sin verdensvendthed. Sin lyst til at tumle med (tech)strukturerne, der fanger os, samtidig med at de er skabt af vores eget (ulækre) kød.
Marie Munk: Big Energy. Gl. Holtegaard. Indtil 20. marts
