Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mislykkethed som metode

Helt i digteren Nikolaj Zeuthens ånd anbefales halspastillen Lakritol her til læsere med mundbind og dårlig ånde
Nikolaj Zeuthen er en inkarneret og uforbederlig grinebider, men samtidig et følsomt gemyt og en tænksom intellektuel med tiltagende dragning mod troen.

Nikolaj Zeuthen er en inkarneret og uforbederlig grinebider, men samtidig et følsomt gemyt og en tænksom intellektuel med tiltagende dragning mod troen.

Martin Lehmann

Kultur
4. februar 2022

Skal der i poesien findes et lille fristed for det gakket groteske og det kejtet koksede? Det har mange ment gennem tiden, de fleste dog uden at drive det til ret meget mere end lokale vitser og punktuelt pjat. Anderledes forholder det sig med Nikolaj Zeuthen (f. 1977, debut 2009, forsanger på Skammens Vogn), der ganske vist er inkarneret og uforbederlig grinebider, men samtidig et følsomt gemyt og en tænksom intellektuel med tiltagende dragning mod troen.

At han i denne tid må være inde i en raptus og en digterisk stime, demonstrerede han i fjor med sine elegante og stilfærdigt absurde Sommerferiedigte (anmeldt her i avisen den 4.6.2021) og gennem suiten Fattigmandssystemer, der udkom i november, og som vi skal vende tilbage til om lidt. Men et herligt højdepunkt nåede han for nylig i samlingen Langt fra Gud, en vidunderlig, decideret besynderlig bog, som forener situationsbunden, reportageagtig hverdagsrealisme med en vild og visionær komik.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her