En gigantisk læbestift troner over udstillingssalen. Den knaldrøde stift ligner noget fra en kæmpedames håndtaske. Måske er den blevet tabt på et tilsvarende enormt badeværelsesgulv; måske har den haft en kamp med sine indre dæmoner, for den er flækket i to. En underdel ligger besejret langs gulvet, mens sminkestiftens øvre del med den skrå flade, der skal føres langs mundvigene, knejser som sejrherre.
Den danske billedhugger Julie Stavad (f. 1987) besjæler sine skulpturer – og lader hverdagstingene tage magten. Her er en nylonstrømpe i færd med at fortære et udtræksbord, en sofa bliver piercet af en forstørret strikkenål.
De genkendelige, men forvandlede objekter, der er spredt rundt på udstillingsstedet for samtidskunst Overgadens første sal, ser ud til at lege stopdans. De holder vejret og vil genoptage deres narrestreger, så snart man går igen.
Genstande, der som et indkøbsnet i marmor antyder husarbejdets åg, eller som læbestift og nylonstrømper peger på en domesticering af kvindekroppen, vil ikke længere lade sig diktere af mennesket hos Julie Stavad.
Sådan er det også på Galleri Susanne Ottesen i Indre By i København, hvor billedhugger Fredrik Tydén (f. 1985) viser nye værker. Tydéns former er ikke så genkendelige som Julie Stavads. Hans afstøbninger af flamingo, metal og plastik i sort bronze ligner brokker fra præsidentpaladser eller omsmeltede mindesmærker af store mænd – rester af magtdemonstrationer, som fremtidens mennesker en dag vil finde. Hvor Julie Stavad zoomer ind på intimsfærens genstande, tager Fredrik Tydén sig af civilisationens affald. De to kunstnere arbejder fra hver deres vinkel med materialer, der i sig rummer alt det, der er galt med verden af i dag.
Ørken af sort bronze
Det menneskelige perspektiv er i modvind. Det filosofiske spørgsmål om, hvorvidt et træ, der falder i skoven, virkelig falder, hvis intet menneske hører det, virker efterhånden komisk. Det afslører noget om, at vi for længe har bildt os selv ind, at vi var de eneste sansende skabninger på planeten.
Billedhugger Fredrik Tydén arbejder med civilisationens affald ved udstilling på Galleri Susanne Ottesen i Indre By i København.
Der skal andre fortællinger til, andre måder at være i verden på. Her vil jeg påstå, at billedhuggeriet kan spille en væsentlig rolle.
Det kan lyde paradoksalt, for billedhuggeri er ellers kunstens ældste genre; mennesket har i årtusinder formet figurer i sten, træ, sand og ler. Igennem kunst- og kulturobjekter har mennesket, groft sagt, kredset om sig selv som verdens navle.
Ligesom et landskabsmaleri eller en pænt brændt keramikvase nok kan være yndige objekter, men også utidssvarende, i og med at de bevarer en kulturhistorisk status quo, kunne man foranlediges til at sige, at skulptørernes tid er forbi.
Skulptur adskiller sig imidlertid fra maleri ved ikke bare at gribe blikket, men hele kroppen. Man kan ikke bare kigge, men bliver nødt til at bevæge sig rundt om en skulptur, se lys og skygger vandre, og fornemme formens udfoldelse i rummet. Og vores menneskekroppe kan måske rystes lidt i deres opfattelse af, at de er centrum i universet ved at blive budt på nye kropslige perspektiver – i netop skulpturkunsten.
Fredrik Tydén.
Perspektivforskydende er i hvert fald de matsorte metalskulpturer, som Fredrik Tydén udstiller i det københavnske galleri Susanne Ottesen.
Tydén arbejder i farver og materialer, jeg umiddelbart opfatter som maskulint kodede: Sokler af grov cement og tung, sort bronze. Indimellem er bronzen belagt med sølv eller pudset blank. Uanset ligner den noget, man kan slå sig på: Metallet er skiftevis våbenblankt eller mørkt som en kanonkugle.
Men ved nærmere eftersyn ligner Tydéns materialer snarere fossile rester end krigsmaskinel. For man aner formspor fra antikke blomsterrelieffer, middelalderligt udseende drager såvel som afstøbningsflader fra flamingo og polyfilla i de smeltede former. Hvad er det for en undergrund, disse klodser er hevet op af, spørger Tydén; hvad efterlader vi os til fremtidens dybdeboringer, når vores tids katastrofe er forbi?
Liljer og olieudslip
Hos Tydén er en af de mange former, som bronzen kan antage, formen af en lilje. Blomsten har ofte i den vestlige kultur symboliseret jomfruelighed og uskyld. Den betydning vender Tydén om ved at gengive liljens former ved siden af plastikaftryk og i et fedtet og sort materiale, der giver mindelser om olieudslip. Men han rykker også ved blomstens memento mori-symbolik: Vi skal ikke bare dø for at blive til muld, som noget nyt kan genopstå fra. Måske vil der slet ikke vokse noget efter os, synes Tydéns døde bronzeliljer at sige.
Galleriets store baglokale er ved første øjekast tomt. Men egentlig vender Tydén blikket på den anden led, for på gulvet ligger fire stykker gulv, som det ser ud til, at nogen er midt i at spartle og male. De fire gulvstykker har tidligere været staldgulve, og de domesticerede dyrs fravær spøger – ligesom bronzeliljerne, der ikke kun vidner om naturlig overflod, men også om forarbejdning ved ekstreme temperaturer. Og liv, der ikke er mere.
Fortællinger om læbestift
Julie Stavad arbejder i sin udstilling på Overgaden også med at få materialer til at ligne noget andet end det, de er. Knækkede voksstumper fra kæmpelæbestiften ligger mellem de to halvdele og ligner blodstænk eller fedtmarmoreret kød.
En sort nylonstrømpe kan, som slangen fra Disneys Junglebogen, åbne gabet så vidt, at der kan være et helt spisebord i buksebenet. Nylon er et klogt materiale at gøre forslugent. Som strømpebuksebærende mennesker vil vide, går de ulideligt let i stykker. Det er absurd, for nylon er en af den moderne industris mest slidstærke fibre, det bruges til bilhjul og i våbenindustrien. Nu tager den kvindelige pynteting sin hævn over den brug-og-smid-væk-kultur, der ikke har gjort meget godt for vores planet.
Julie Stavad.
Generelt er der en feministisk og kapitalistisk kritik i Stavads udstilling, som måske er lidt mindre interessant, end de Alice i Eventyrland-scenarier, skulpturerne selv indgår i. Langs gulvet og under de andre skulpturer ligger et langt, hvidt papirstykke, som ligner en kæmpemæssig bon. På papiret er langdigt skrevet med rød læbestift. Et ’jeg’ skribler dagsbogsnoter om stress og huspligter og sætter trumf på, da det diagnosticerer sig selv som »en udmattet, overworked, low-energy arbejdsbi, der har slugt pesticider, men møder verden som en dronning«.
Digtet bliver en smule didaktisk, for teksten gør kunstværkerne til noget, der først og fremmest skal illustrere en pointe om et behagesygt kvindeliv. Et indkøbsnet og en kabinekuffert støbt i marmor peger i samme retning. Vi skal forstå, at hus- og omsorgsarbejde er en tung bagage.
Også i Fredrik Tydéns udstilling medfølger en tekst. Den korte novelle af den amerikanske science fiction-forfatter Mark von Schlegell »Ship called Squid« handler om to besætningsmedlemmer, som spejder ned på jorden fra et rumskib styret af en blæksprutteagtig kaptajn.
For Julie Stavads vedkommende kommer det menneskelige digterjeg til at overdeterminere de former, der ellers endelig havde fået liv selv. Som skulptur er papiret med rød skrift ikke interessant. Der føles som en science fiction-novelle, man kan læse som én værkfortolkning ud af mange, mindre dominerende.
Både hos Julie Stavad og Fredrik Tydén fungerer deres bud på en moderne billedhuggerkunst bedst, når de gør verden mindre genkendelig og mere mærkelig. Som Stavads læbestift, der forlader sin pynteskuffe og bliver monstrøs. Og hos Fredrik Tydén, når han får bronze til skiftevis at ligne præfabrikat og antikvitet.
Begge understreger, at billedhuggeriet langtfra har overstået sin tid. Der er underlige verdener at bygge endnu.
Julie Stavad: ’I am here for pleasure but it is no fun’. Overgaden. Til 13. marts.
Fredrik Tydén: ’Weird Tales’. Galleri Susanne Ottesen. Til 12. marts.
Kunst = når du er ekspert ud i retorik!