Pig er fortællingen om en genial trøffelgris og en fænomenal kok.
Robin Feld har forladt storbyens overfladehysteri og den for ham håbløse jagt på mening i oplevelsesøkonomien. I stedet har han fundet en form for ro i relativ ensomhed – i selskab med sin gris – langt ude i skoven i en lille rektangulær, vakkelvorn hytte.
Han lever af at sælge de sublime trøfler, som hans elskede so er så unikt god til at finde til ham.
Men en dag bliver grisen helt enkelt kidnappet, forlydenderne om dens uovertrufne evner har nået de forkerte ører.
Grisens hvin fortoner sig i det fjerne, mens Robin Feld ligger slået i gulvet i hyttens skidt og snavs.
Da han vågner, trækker blodet slimede tråde mellem gulvet og hans ansigt. Og det er sådan, vi ser Robin Feld resten af filmen: Med blodigt forslået ansigt, mens han forsøger at finde sin trøffelgris.
Gammelt brød til arme riddere
Pig er amerikanske Michael Sarnoskis debutfilm, og den er fremragende, stramt skåret. Den spilder ikke tiden, den ødsler ikke med ordene.
Sporet efter trøffelgrisen fører til Portland, Oregon. En storby – der i hvert fald gennem Felds blik – er et afmægtigt mylder af meningsløse nydelser, af mennesker, der udnytter hinanden, mens de mister deres drømme og selvrespekt af syne.
»Vi behøver ikke bekymre os,« siger han til sin hjælper i byen, den unge Amir (intenst spillet af Alex Wolff), der er Felds eneaftager af trøflerne. Og så forklarer Feld ham tålmodigt, at Portland befinder sig et sted, hvor der kommer et enormt jordskælv hvert 200. år. »Der er et på vej.« Og flodbølgerne vil blive ti etager høje. Da han er færdig med historien og morgenmaden, som Amir har lavet, siger han: »Brug gammelt brød til arme riddere.«
Amir er søn af en restaurantmogul, som det viser sig, at Robin Feld kender alt for godt. Ja, i det hele taget er det en arret historik fuld af sorg, tab, nid, nag og rovdrift på de svage, som Feld ser sig nødsaget til at genbesøge i byen, hvor han engang var en legendarisk kok.
En vildt teatralsk skuespiller
Nicolas Cage har hovedrollen, og det skader heller ikke Pigs seværdighed.
En mand med en karriere i stærk søgang, engang superstjerne, nu arbejdshest med roller i lidt af hvert, gerne voldelige film. Fra 2017 til 2019 spillede han i 18 film, de fleste af dem angiveligt forglemmelige. Dog stikker den kulørte horrorfilm Mandy ifølge anmeldere ud som ret så fremragende.
Cage udviser en arbejdsmoral a la Werner Herzogs fast tilbagevendende skuespiller, Klaus Kinski, og måske også med dennes forestilling om, at det sværeste job for en skuespiller er at løfte en middelmådig film. Det har Cage i hvert fald haft rig mulighed for at bevise.
Men Cage står også som en unik skuespiller, der har insisteret på – og måttet tage mange kampe – for at vælge teatralske, konceptuelle tilgange til skuespillet. Ikke noget mumblecore eller nogen naturalisme, der for eksempel blev knæsat i tiden omkring Pusher og dogmefilmene her til lands. Nej, i stedet har Cage ætset sig i vores hukommelser for fuld sturm und drang som den dødsromantiske Sailor i David Lynchs Vilde hjerter eller i gakket komik som barnløs, infertil barnekidnapper i Coen-brødrenes Arizona Junior.
Han er et larger than life teatertordenvejr af en skuespiller.
Han accepterer volden
Der har ofte været en trussel om vold i Nicolas Cages roller og skuespil. I hans mesteroptrædener i Vilde hjerter eller Face/Off, men selvfølgelig også i mere råt underholdende actionbrag som Conair og The Rock. Men egentlig også i den romantiske komedie Lunefulde måne over for Cher. Der var altid et raseri i hans ellers så sørgmodige øjne.
Der har også været indædt selvdestruktive, uforglemmelige roller som dødsalkoholiker i Leaving Las Vegas eller som selvdetroniserende forfatter i Orkidétyven.
I Pig er volden hverken vendt indad eller udad. Robin Feld har sluttet fred – måske ikke med sin fortid, men i hvert fald med tilværelsen som helhed. Han vil bare have fred derude i sin Thoreau-rønne. Hans forslåede ansigt er hans accept af volden i samfundet, også det kan han rumme. Og han bærer blodet og sårene som en klar besked om, at han ikke længere er en del af normaliteten.
’Intet af det her er sandt’
»Shamanic nouveau,« ville Cage måske selv kalde sit skuespil i Pig, det er i hvert fald en term, han har brugt om en af sine mange stilvarianter.
»Shamanic volcano,« kunne man også kalde det, han bedriver. For han spiller stadig en mand, der føles som en trussel. Men her er han en trussel, ikke mod folks fysiske velbefindende, men mod deres selvbilleder, deres drift mod stadigt mere magt og anerkendelse.
»Intet af det her er sandt,« siger han til stjernekokken, som han engang fyrede, da denne var hans lærling. Feld ud i restauranten, hvor folk er i gang med at spise konceptuel mad. Kokken ser på ham med et svedent, usikkert grin. Men Feld hiver ikke en blå og en rød pille frem. Så enkelt er det ikke.
Nicolas Cage spiller med tilbageholdenhed, men da det er Nicolas Cage, så er det en nærmest demonstrativ tilbageholdenhed, et larger than life-underspil i en film, der også ganske kort nikker til Babettes gæstebud, da Feld beslutter sig for at lave et festmåltid med vagtler.
Og hele vejen igennem filmen sidder man med tilbageholdt åndedræt, spændt på at erfare om Robin Feld finder sin elskede gris og – endnu vigtigere – om han kan bevare sin møjsommeligt fremelskede zen.
’Pig’. Instruktion og manuskript: Michael Sarnoski. Fotografi: Patrick Scola. Længde: 92 minutter. Biografer landet over
