Med alle de bedste intentioner havde jeg på forhånd klargjort et nyt dokument i mine noter på min Iphone med titlen »Nils Økland-koncert«.
Men, ak, da koncerten med den norske komponist og violinist Nils Økland og hans formidable fire medmusikere var overstået, måtte jeg erkende, at det var alt, der stod skrevet.
Jeg var ude af stand til se væk, få underkæben på plads, i det hele taget gøre andet end at holde kroppen åben og ørerne på dirrende stilke under den helt forunderlige koncert i en tætpakket Brorsons Kirke på Nørrebro.
Her, hvor jeg skal skrive, står jeg så efterladt med alle indtrykkene.
Overvældet af et orkester, der formåede at glide så smukt og tyst i ét i en dyb tilstand, hvor stilarter fortoner sig i tusmørket. Nogle gange holdt de denne helt åndeløse skønhed, andre gange improviserede og åbne de uventede vinduer i tusmørket ud til andre dimensioner. Det skete i kærlige kommenterende ekspansioner af den samtale, de fører så givende.
Andre gange bevægede de sig med både humor og rytmiske muskler gennem flere forskellige stilarter på tværs af tid og sted.
Som da de skal i gang med et potpourri. Økland fortæller, at den aktuelle stemning på hans instrument – violinvarianten hardangerfele – kaldes trollstille i Norge. Engang var han sikker på, at den kun blev brugt i Norge. Men på besøg i Skotland rendte han ind i en »sækkepibeimitation«, der betjente sig af samme stemning. Siden hørte han en komposition med samme stemning af østrigske Heinrich Biber, der handler om, da Jesus blev præsenteret i Templet. Siden fandt han ud af, at den også fandtes i Canada.
Og så gik det ellers ud over stepperne. Først med en tindrende soloviolinversion af Bibers sonate, så en dundrende troldefolkedansevise – en slåtte – og endelig det skotske stykke, hvor saxofonisten på simultan sopran- og altsax imiterede sækkepiben. Til stor moro.
Flydende som en flod
I foråret 2013 interviewede jeg Nils Økland.
»Jeg husker en person ved navn Bjarne Herrefoss, som jeg mødte i bjergene en enkelt gang,« fortalte han mig. »Han spillede nogle gamle sange for mig, som jeg havde hørt før. Men han havde ændret på alting. Jeg tror, det var sådan, han gjorde hele tiden. Det var flydende, som en flod,« fortalte Nils Økland.
Det var – og er – en flod, som den nu 61-årige Nils Økland har bevæget sig igennem i flere årtier. Musikken er ikke i glas og ramme, den lever og forandrer sig hele tiden i hans medmusikeres hænder og munde.
Og det er en flod med vand fra hele verden. Det regnes i dag af nogle musikhistorikere for umuligt at udpege musiks egentlige udspring, så en evigt cirkulerende flod er en passende metafor.
Skal man forsøge at indramme musikken, kan man sige at, det er en form for folkemusik, men det er også moderne og gammel kompositionsmusik, det er jazz, herunder improvisation, og sågar balkantradition.
Dén kan man – også – høre på Nils Øklands seneste fremragende album Glødetrådar, der udkom i efteråret. På »Rull«, hvor trommerne dunker et blødt hjerteslag, og musikken synes at pulsere med rolige vejtrækninger, selv Øklands strygere synes at følge lungernes logik. Indtil nummeret bryder ud i et heftigt balkanbranket floddelta langt fra Norge, sydpå. Tættere på Budapest Musikakademi, hvor Økland har studeret en af sine store passioner, romaernes musik. Det nummer får vi også til den ufattelige koncert, hvor alle grænser er opløst – også for skønhed og ideer.
Saxofonen bliver til en fløjte
Nils Øklands medmusikere er så også af en anden, frit flydende verden.
Sigbjørn Apeland på tangenter, Rolf-Erik Nystrøm på blæserinstrumenter, Mats Eilertsen på kontrabas og Håkon Mørch Stene på slagtøj og vibrafon.
Kommunikationen mellem musikerne, de bekræftende nik, når harmonien er rigtig. Når Nils Økland stamper i gulvet, så trommeslageren kender rytmen. Når saxofonisten bare betragter Økland kærligt, mens denne spiller på sin hardangerfele.
Dét at der ikke er nogen protokol for, hvordan en saxofon, en violin, et trædeorgel, en vibrafon, et trommesæt, en kontrabas, et klaver kan spilles. De kan alle være perkussion eller harmonisk-melodisk instrument, og mislyde er også muligt klangmateriale.
Men instrumenterne kan også være noget helt andet, de kan forvandles. Smelte sammen med et andet instrument i ufatteligt smukke klange måske i unisone forløb. Saxofonen muterer til en fløjte, da Rolf-Erik Nystrøm piller mundstykket af den og parafraserer en egyptisk fløjtenist. Kontrabassen kan pludselig lyde som en saz, fordi Mats Eilertsen plukker den, som var det et meget lettere strengeinstrument.
Serveessende tangentforhånd
Jeg har elsket Nils Økland siden de første toner, jeg hørte ham spille på albummet Straum fra 2000 (bare hør åbningsnummeret »Månelyst«, det siger alt). Og efter denne koncert søndag aften på Nørrebro elsker jeg ham om muligt endnu mere. Ja, bandet – med præcis samme besætning – overgik deres egen forrygende koncert samme sted for tre et halvt år siden.
Nils Økland på hardangerfele og saxofonist Rolf-Erik Nystrøm.
Den aktuelle søndag gled de mere i et med hinanden og rev vildere flænger i deres univers – mere harmoniske og samtidig mere idiosynkratiske. Især Sigbjørn Apeland på tangenterne var et under. Hans højrehånd, hvilken serveessende tangentforhånd, der forlod trædeorgelet og gled over til naboklaveret for at spille melodier, mens han trådte akkordtakten på orglet. To ret så slidte instrumenter, som tilfældigvis var dét, der var til rådighed i kirken, hvorpå han formulerede ufattelige fraser, melodier, forsiringer, udbygninger af en allerede ufattelig skønhed. Som lukkede nye udfordrende og alligevel helt selvfølgelige dufte ind. Magiske øjeblikke gjort endnu mere magiske.
Og selvfølgelig kan Apeland ikke holde sig fra kirkens store orgel, han bestiger den snævre trappe og lader det brage ud over musikmenigheden, mens trommerne dundrer og Rolf-Erik Nystrøm gjalder desperat sydøsteuropæisk på sin saxofon. Åh!
De irakiske flygtninge i krypten
Nils Øklands interesse er i musikkens rejser og dialoger på tværs af tid og sted. Det er en slags Fourth World Music, som nyligt afdøde Jon Hassell kaldte sin egen musik, der ikke anerkendte lande- eller traditionsgrænser.
Og dermed er Nils Øklands interesse også i de rejsende folk. Spillemandstraditionen har været præget af rejsende sjæle, ja, mange traditioner har været præget af nomadiske eller tvangsforflyttede folk. Så meget passende puster kvintetten liv i Økland og andres musik i Brorsons Kirke på Nørrebro. Her husede man i kirkens krypt i sommeren 2009 omkring 60 irakiske flygtninge, der søgtes tvangsudvist fra Danmark. Ved en politiaktion blev kirken ryddet.
»Brorsons Kirke er blevet en del af Danmarks kollektive bevidsthed. Et symbolkompleks, der handler om mennesker, som ville gøre ulovligt lovligt,« skrev Informations Anton Geist året efter. I samme artikel gjorde han status: 20 af irakerne havde nu fået lovligt ophold i Danmark. Det kunne se ud som om, modstanden virkede delvist.
Således hviler der en særlig ånd over Brorsons Kirke, og når Nils Økland Band i deres musik glider ubesværet ind over grænseovergange mellem lande, hvor der sågar kan være Mattias Tesfaye-sanktioneret pigtråd, så kan det høres som en hyldest til det grænseløse i menneskesjælen. Et utopi uden visumpligt. Men også et smertensfællesskab.
Nils Økland Band – Brorsons Kirke, Kbh., søndag
Nils Økland: ’Glødetrådar’ (Hubro)
