Det nye ’Sex and the City’ er en fornærmelse mod tv-seeren og kvindekønnet. Vi genskriver miseren

Den nye udgave af tv-serien Sex and the City er en skændsel. Intet mindre kan siges om den første sæson af … And Just Like That, der lader Carrie Bradshaw og slænget fra de oprindelige seks sæsoner, der blev vist mellem 1998 og 2004, genopstå i nutiden. 

At se … And Just Like That er ved første øjekast fascinerende, på samme måde som en bilulykke kan være det. Men så er det, at det går op for en, at det er selve kvindefrigørelsen, der ligger og forbløder bag airbaggen. Det er tid til at gøre status – og vise, at det ikke burde være gået helt så galt. 

Forestil dig følgende: Carrie Bradshaw, den mest cool kvinde i verden, er af uduelige manusforfattere blevet lænket til sin seng på grund af en hofteoperation. Hun er kun midt i 50’erne, men det er åbenbart synonym med kropsligt forfald for kvinden, der tidligere har været kendt for det letlevende motto, at shopping er hendes form for motion.

Sengeliggende Carrie skal tisse, virkelig meget, så hun rækker ud efter den isteflaske, der står på sengebordet. Hun lader sit vand, men taber flasken, så det sprøjter ud over sengetøjet. Miranda, Carries bedste veninde og gennem alle årene den skarpeste advokat i karrierekvindeskuffen, er imens dette scenarie står på fuldt optaget i Carries køkken med at få finger af Carries chef (!), der skal forestille at være standupkomiker, men nærmere er den levende inkarnation af et anstrengt smil. 

Og det er så det første ordentlige sex, som ikke rigtig er sex, men mere anledning til sengevæderi, man får lov at se i genoplivningen af en serie, der vitterligt hed Sex and the City. 

Wokeness-bingo

Originalen var ikke fejlfri. Det var da sært, at fire kvinder i millionbyen New York kun hang ud med hvide mennesker. Og at en serie, der for en stor del handlede om sex, ikke ligefrem excellerede i LGBTQ+-rummelighed.

Til trods for alt det, man i dag havde kaldt »problematisk« ved Sex and the City, havde den et banebrydende tema, nemlig venskabet mellem de fire kvinder Miranda (den kloge), Charlotte (den fruentimmeragtige), Samantha (den sexede) og Carrie (den moderigtige). De var hinandens primære relationer og viste – uanset hvor eskapistisk og fjollet serien ellers var – at kvindeliv efter 20’erne kunne byde på mere end børnefødsel og ægteskab.

… And Just Like That får, i forsøget på at gøre op med fortidens synder, imidlertid ganget dem med hundrede.

Serien vil meget gerne behandle sin tidligere racemæssige blindhed. Miranda, der i den oprindelige serie var succesfuld advokat, har valgt at sige sit job op for at studere menneskerettighedsjura. Da hun møder op på universitetet første dag, ser hun lidt for overrasket ud, da det viser sig, at professoren er sort – hvilket leder Miranda, den tidligere så rapreplikkede kvinde, ud i en hel storm af klumpedumpede bemærkninger om race. Senere viser det sig, at hun også er alkoholiker, men det klares med godnatlæsning i en bog med titlen Hold op med at drikke – som en kvinde.

Carrie mister i første afsnit sin mand, Mr. Big – han dør af et hjertestop på en træningscykel. Hun hyrer et lesbisk power couple med tykt indfattede briller og matchende buksedragter til at afvikle begravelsen, der udvikler sig til lidt af et modeshow. Hendes tristesse, der irriterende nok er seriens hovedplot, når hverken at blive troværdig eller fuldtonet komisk. 

Ellers er … And Just Like Thats kardinalsynd karakteren Che Diaz. Carrie skal nemlig være podcastgæst hos denne irsk-mexicanske, nonbinære, buttede, queer og hashrygende standupkomiker (spillet af Sara Ramírez). I tredje afsnit ser vi de tre veninder Carrie, Charlotte og Miranda være til comedy-koncert med Che Diaz.

Sceneshowet er lige så sjovt, som en måltidserstatning i pulverform er mad. Ja, Che Diaz indeholder alle de rigtige minoritetsingredienser. Men med jokes om »Råb højt, hvis jeg har været i seng med dig«, der vist skal sige noget om, at nonbinære personer godt kan lide sex, bliver Diaz mest en ufrivillig parodi på, hvad ’tidsånd’ er. Tæerne krummer sig endnu højere op i fodsålen, når Charlotte, Miranda og Carrie griner højt af usjovhederne.

Ældre menneskers tarmproblemer 

Samtidig er serien håbløst blind for sin egen nedladenhed over for alle, der har rundet de 50. Alle i serien taler konstant om vandladnings- og afføringsproblemer. Den slags kan man bryde mange fine tabuer med, men her bliver det bare brugt til at latterliggøre vores tidligere helte, der ellers var med til at omdefinere 30’erne og 40’erne som andet end ungdommens kirkegårde.

Serien vil meget gerne behandle sin tidligere racemæssige blindhed. Miranda, der i den oprindelige serie var succesfuld advokat, har valgt at sige sit job op for at studere menneskerettighedsjura

HBO Max

Charlotte booker i al offentlighed tarmundersøgelser til sin mand, Harry. Carrie går på en date, der ender med, at hun og daten tandembrækker sig på hinandens sko i lårtykke stråler. Miranda har en teenagesøn, hvis højlydte sex og efterladte kondomer hun i sit kedelige ægteskab er misundelig på. Hendes mand, Steve, introducerer sig selv med den meget unaturlige hilsen: »Hej, jeg er blevet gammel«, mens han peger på sit høreapparat. Kvindernes eneste homoseksuelle ven Anthony fortæller i alt for grafiske detaljer om engang, han sked i bukserne på en date. Og så er der Carries føromtalte tis-i-plastikflaske-uheld. Behovet for voksenble fylder med andre ord unødigt meget i en serie, hvis forlæg tiltrak øjeæblerne med visuel glamour.

Jeg nægter at tro på, at bare fordi man fylder 50, falder kroppen fra hinanden og bliver det eneste, man har at snakke om. Men måske er det bare umuligt at skrive sorgløs serie om kvinder, hvis livet ikke slutter, når de fylder 45 – eller hvad? Lad os prøve.

Den serie, vi fortjener

Det kunne for eksempel lyde sådan her:

Mr. Big, Carries mand, dør ikke på en motionscykel – han lider i stedet den sociale død. For Carrie (og offentligheden) finder ud af, at Mr. Big er en rigtig #MeToo-skurk, der har taget på praktikanterne i sin investeringsbank i årevis – ikke meget ulig virkelighedens Chris Noth, skuespilleren bag Mr. Big, som for nylig blev anklaget for en række grimme overgrebssager. Big og Carrie har et stort skænderi, hvor Mr. Big ender med at råbe »Det var en anden tid!« om noget, der skete i 2018, og så får de en skilsmisse.

Det viser sig at være en god ting for Carrie, der bruger sin rolle som bedraget ekskone til at fortælle sin livshistorie i en podcast. Snart har hun etableret sig som sexguru i samtykkets tidsalder. En særlig sjov scene over brunch udfolder sig, da Carrie fortæller sine veninder om at have mødt en tyk mand, som hun tænder vildt meget på, og så får vi brudt dét tabu.

Miranda er ikke blevet skilt, og hun er heller ikke blevet så tør en kiks, som hun er i … And Just Like That. Tværtimod har hun sent i livet opdaget, at hun er biseksuel, og nu har hun og Steve et åbent forhold. Deres teenagesøn, Brady, efterlader ikke brugte kondomer over det hele, men er en følsom og klog ung dreng, som dog en aften kommer til at gå ind til deres forældre, mens de har meget intim sex med legetøj, Steve er begyndt at købe over nettet.

Manglen på Samantha

Kærligheden mellem Charlotte og Harry forvandlede sig fra passion til venskab, men de har fået en lykkelig skilsmisse. Charlotte nyder at have friweekender fra børnene, selv om det udfordrer hendes forestilling om en lykkelig kernefamilie. Samtidig begynder hun at date snedkeren Aidan, Carries ekskæreste, og det skaber lidt dilemmaer i venskabet.

Blandt andet fordi Charlotte må have en snak med Carrie om, at hun virkelig var en kæmpe nar over for Aidan, da hun var ham serielt utro. Afsnittet slutter med, at Aidan i bedste, men mest uduelige mening bruger et forkert sliberedskab på Charlottes parketgulve, og hun indser, at Carrie måske var irriteret på manden af en grund. 

Miranda kan som den klogeste i flokken godt finde ud af at have nuancerede samtaler om racisme. Faktisk er hun blevet kontorchef og må lede trådene ud, da en rigtig boomer af en kunde i hendes advokatfirma laver en racistisk joke om en ung sekretær. Med en skarp replik får hun hevet både kontrakt og social retfærdighed hjem.

I den bedste af alle verdener havde Kim Catrall, der spillede Samantha, den fjerde veninde, ikke nægtet at spille med i den nye version af serien, for manuskriptet havde været bedre. 

Damerne ville stadig mødes til Cosmopolitans, og deres herskabslejligheder havde stadig været urealistisk billige – men som seer ville man drømme om, at de ikke var meget længere end en lottokupon væk fra at være en fremtidsversion af en selv.

De fire veninder ville ikke stinke af vulgært velhaveri, som seriens eskapisme desværre er tippet over til. De ville også have fundet brune, sorte og nonbinære venner, men disse tilføjelser ville ikke være rene parodier på sig selv. For 50’erne ville i en bedre serie være et årti med sex og storby, og kvinderne ville være lige så dramatiske, kloge, omsorgsfulde, sexede og liderlige, som de i alle aldre var, og som kvinder uanset alder kan være. 

Havde det været så svært at skrive? Åbenbart.

… And Just Like That. HBO Max. Ti afsnit. Sæsonfinale torsdag.