Hans Otto Jørgensen, en af de sidste par årtiers vigtigste danske prosaister, tidligere rektor på Forfatterskolen, medstifter af forlaget Gladiator og utroligt meget mere, har denne gang givet sin skrift en særlig, på én gang voldsom og sirlig indpakning. scan ENHEDER, som hans nye digtsamling hedder, udkommer som seks små hæfter, prunkløst rå og elegante i deres omslag, illustrerede af forskellige kunstnere, og også af forfatterens egne billeder.
Hæfternes titler er pragtfulde, intet mindre. Angst borgruin hedder et, et andet svæsk PTSD et stumpt instrument. På deres (sidetalsløse) sider siler ord og billeder både lodret og vandret og i snart sagt alle størrelser og stilarter. Det er en veritabel eksplosion, pakket ind i miniature. Det er en lille hidsig maskine, der kører for fuld hammer, men hvor noget af dens effekt også er alle de mærkelige lyde, den afgiver, mens den flintrer af sted – som om nogle skruer, eller en rem var løs derinde.
Skriften flintrer afsted
Men altså, skriften. Alt tonser afsted i de her hæfter, med en udstrakt brug af nærmest remseagtige gentagelser – »jeg er død/ jeg er ukendt/ jeg er syg/ jeg er fugt«, som det hedder i hæftet jeg er gul. Derudover kredser scan ENHEDER om alt det, Hans Otto Jørgensen altid har skrevet om.
Der er billeder fra landbruget som et hårdt slid, som noget kreaturligt, og også øjeblikke fra hans egen tid som landarbejder. Urscenerne fra hans egen barndom og hans families historie dukker op: farmorens sygeleje, hans egen ulykke i stalden som barn, de scener er med alle vegne i hans forfatterskab, og de er også med her. Skriften flintrer gennem litterære valgslægtskaber blandt det tyvende århundredes modernister, men også forbi skikkelser, der kan minde om nedslidte skikkelser fra et omrejsende tivoli.
Henri Michaux, Ezra Pound, T.S. Eliot, danske IP Jacobsen, Turèll og Strunge, men også IAN THE MIDGET, som et af hæfterne hedder. Og Amy Winehouse. Midt i det hele får man en lille litterær selvbiografi, portrætter af, hvor Jørgensen var, da han skrev nogle af sine vigtigste bøger. Et hæfte, In memory of my father. almindelig samling består af fotos af små stofstykker, knapper, et gammelt dukkehoved, upåagtet fnuller fra et liv, som alligevel kan være fyldt til bristepunktet med stemning.
Det lyder måske uoverskueligt, og vi er slet ikke færdige endnu. For der er også passager med stor politisk vrede i sig, og der er også passager, hvor skriften nærmest går helt i opløsning, og der er også passager, hvor alle de ting æltes sammen. Der er en stor ømhed over for det ødelagte og fortabte, den genfindes i andre af Hans Otto Jørgensens bøger:
»disse smadrede på trapperne i vindueskarmen hos nissen i maden i sengen bag stolen sofaen i støvsugeren køleskabet kosteskabet klædeskabet skufferne/ disse smadrede hjerner i lejrene smadrede sultne under den døde himmel sultende i mørket i snehvidt for øjnene/ sjalamov i gulag osip mandelstam i gulag/ ezra pound 6 måneder i fangenskab som en rotte«
Hæng på, hvor det er muligt
Og så videre til det næste. Som man kan se, er det ikke en skrift, man kan holde til at være nedsunket i i lang tid ad gangen. Det er heller ikke en skrift, der kan overskues. Som læser virker det mest fornuftigt at krydse rundt og så hægte sig fast i dér, hvor rytmen eller nogle ord eller sætninger brænder igennem. Det er vel også det, den fysiske form lægger op til, de små hæfter, skiftene mellem billeder og ord, skiftene i stil og skriftstørrelse.
Selv standsede jeg for alvor op i et par passager, hvor tonen var mildere. I hæftet dine øjne, sveske, en kusine, linea – igen: en helt pragtfuld titel – finder man en lille, tindrende smuk dialog mellem elementerne luft og vand og ild og jord. De siger deres replikker ud i luften og beskriver et både slidt og lykkeligt liv på landet i en art udvidet have. Planter og dyr samler sig i en fuldtonet idyl:
»at kravle rundt på alle fire og luge,/ mens du graver ud til en ny helligdom/ hyldebærtræ, mørkets kværn/ brændenælder til grisene/ citronsommerfugle og sol, mariehøns og/ daggamle kyllinger«
Der er altså ikke særlig mange, der kan skrive så manende, som Hans Otto Jørgensen gør, når det stikker ham. Sådan er det også, når han drømmer om, som det hedder til slut i dialogen, »en anden orden et andet sted«.
Andre passager sagde netop mig mindre, måske vil andre standse ved dem. scan ENHEDER er ikke den første bog af forfatteren, jeg ville anbefale til en fremtidig læser, men som en gennempløjning af hans skrift og dens genfærd holder den fuldstændig. Den viser også, hvis nu nogen skulle være i tvivl, at Hans Otto Jørgensen nok debuterede i 1989, men at hans egentlige slægtskab er med de eksperimenterende 70’eres litteratur. Og at han stadig holder dén fane højt, måske fordi han – det fremgår af de selvbiografiske digte – i dag ser sig selv som en litterær pensionist, fri til at være så uforsonlig, som han var helt i begyndelsen, inden han blev forfatter.
Hans Otto Jørgensen: scan ENHEDER. Seks hæfter. Forlagene Gladiator og Chris & Guldmann. 400 kroner
