Sixten Sparres oldebarn gør op med myten om århundredets tragiske kærlighedshistorie

Jeg troede, jeg kendte historien: I sommeren 1889 flygtede den 34-årige svenske familiefar og løjtnant Sixten Sparre til Sydfyn med den 21-årige cirkusartist Elvira Madigan. Det forelskede par indlogerede sig som nygifte i tårnværelset på Hotel Svendborg med udsigt til blå himmel over sundet. Her boede de fire uger, indtil pengene slap op, hvorefter de tog færgen til Tåsinge, hvor deres lig blev fundet en solrig formiddag i en lille lysning i Nørreskoven nær Valdemars Slot.

»Fruentimmeret var skudt ind i det højre øje, og kuglen var gået ud af baghovedet, manden, der lå til venstre for hende, var skudt i munden ved højre side, og kuglen gaaet ud af baghovedet noget til venstre,« lød det i politirapporten, hvis detaljer både danske og svenske aviser gengav dagene derefter.

Fortællingen om det dobbelte selvmord, som medierne kaldte det, tog hurtigt form af en tragisk kærlighedshistorie om et par, der grundet pengemangel og snærende normer ikke kunne få hinanden i livet og derfor søgte døden sammen. Det romantiske billede blev båret af både skillingviser som Julius Strandbergs Visen om de to (1889), der beretter, at »de begge ville gå i døden«, og Holger Drachmanns digt Til de to (1989), der slår fast, at »der var skønhedsglans over det Møde«.

Interessen for Elvira og Sixten var enorm. De blev fremvist som dukker i et omrejsende vokskabinet, fulgte med som samlemærker hos cigaretmærket Artist, og i Sydsvenska Dagbladet annonceredes der 29. juli med, at indrammede dobbeltportrætter kunne købes hos Ernst Bojesens Sortiment i Kjøbenhavn for 1 krone og 50 øre per styk.

Bevares, der lød da kritik fra enkelte konservative og religiøse kredse, hvor selvmord blev betragtet som en forbrydelse, men duften af romantik var stærkest, og den har takket være romaner, film, digte, teaterstykker og operaer hængt ved lige siden. Parrets gravsten på Landet Kirkegård på Tåsinge har årligt 30.000 besøgende, deriblandt brude, der efter vielsen lægger en buket under den gamle eg, og i 2021 skiftede Tåsinge Lufthavn navn til Elvira Madigan Airport. Alt det googler jeg mig til en sommerdag i tårnværelset på Hotel Ærø – det tidligere Hotel Svendborg – der også bærer navnet Elvira Madigan-suiten og selvfølgelig har indrammede motiver af parret på væggene.

Her begynder det først at gå op for mig, at fortællingen om en kærlighed så ren, at kun døden kunne forene de to elskende, ligger langt fra sandheden. Det er også kernen i Kathinka Lindhes Sixten og Elvira. Historien om et mord. I den nyligt udkomne bog har den svenske journalist og oldebarn af Sixten Sparre gransket sin slægts efterladte breve, fundet nyt materiale i diverse museumsarkiver, nærlæst politirapporter og talt med forskere og forfattere, og gradvist får hun billedet af »århundredets kærlighedshistorie« til at krakelere. Nej, Elvira og Sixten boede slet ikke i hotellets tårnværelse, men på to små kamre, og sommeren 1889 på Tåsinge var ikke usædvanlig varm og solrig, som myten ellers fortæller, men derimod »ualmindelig kold og grå«, og hvad Sixten Sparre angår, var han langtfra en fuldendt kavaler, men med oldebarnets ord en »egoistisk morder«.

Det afgørende møde

På min mormor og morfars bogreol stod to bøger om Elvira og Sixten, svenske Birgitte Svarres roman Møde med kærligheden (1954) og danske P.E. Møller Pedersens biografi Historien Elvira Madigan (1967). Mine bedsteforældre boede ti år i Tranås, hvor min mor også blev født, så de havde mange bøger om og med Sverige. Efter turen til Sydfyn sidste sommer fandt jeg de to titler i kælderen og læste dem.

I forordet til sin roman skriver Sparre – der ikke var i familie med Sixten – om et møde i København med en cirkusdirektør, Erland Orlando, der i sin tid optrådte med og kunne berette om Elvira Madigan. Uden ham »var denne bog ikke blevet skrevet«, slutter Sparre sit forord til en i øvrigt underholdende skildring af 1880’ernes København med Nyhavns lyssky beværtninger og elskovsreder, Holger Drachmann i slængkappe og bredskygget hat og Georg Brandes, der driver den svenske Victoria Benedictsson til selvmord i sorg over ulykkelig kærlighed. I centrum står en svensk baron, hvorimod Sixten og Elvira gennem det meste af handlingen spiller perifere roller.

Beskrivelsen af parrets første møde ved en forestilling i København er godt koloreret, men det fandt faktisk sted i skånske Kristianstad, hvor Elviras stedfar John Madigans Circus Varieté i januar 1888 var på visit. Men ikke desto mindre: Efter endt læsning af Møde med kærligheden er vi ikke i tvivl om, at Elvira »synes, det er stort at dø med den, man elsker«, som hendes mor Laura citeres for at sige.

Mere besynderlig er P.E. Møller Pedersens fagbog Historien om Elvira Madigan, der hævder at beskrive »det skønneste kærlighedsforhold, der måske nogensinde havde eksisteret«. Møller Pedersen insisterer på, at der bag parrets død lå »fælles tanke og fælles beslutning«, og for at underbygge denne opfattelse refererer han først til et hjerte, de har snittet i et træ (som for længst er faldet), siden dramatiserer han deres sidste ord i Nørreskoven, og endelig citerer han et digt fundet ved Elviras lig og underskrevet Hedvig, Elviras dåbsnavn. I en senere redigeret udgave af bogen fra 1978 fabrikerer han dertil et falsk kærlighedsbrev fra Elvira til Sixten.

Ingen af disse ting nævnes i den detaljerede politirapport. Nej, »Elvira havde ikke efterladt sig noget på skrift. Og hvorfor skulle hun have afsløret sig som digter lige i dødsøjeblikket?« spørger Kathinka Lindhe, der suppleres af Klas Grönquist i bogen En dråbe faldt (2017), hvor han skriver, at Møller Pedersen »blander fakta, hypoteser og rene påfund sammen uden at angive, hvad der er hvad. Som kilde må (bøgerne) derfor siges at være ganske værdiløse«.

Med til historien hører, at samme Møller Pedersen instruerede spillefilmen Elvira Madigan (1967), der ifølge Granquist var så dårlig, at den kun blev vist for offentligheden en enkelt gang, inden den blev pillet af plakaten.

Kaster op af sult

Jeg har aldrig set den danske filmversion, men derimod svenske Bo Widerbergs hyldede Elvira Madigan (1967). Den starter i en solfyldt lysning, hvor Sixten barberer sig og fjerner knapperne fra sin militæruniform til Mozarts Klaverkoncert nr. 21. Handlingen lægger sig op ad den klassiske kærlighedsmyte, men under de velkomponerede billeder af både den smukke natur og Elvira – spillet af Pia Degermark, der vandt en pris for rollen i Cannes – anes tragedien. Et sted siver rødvin fra en væltet flaske ned i jorden som blod; andetsteds bruger Elvira en vasketøjssnor til at gå på line, formodentlig af længsel efter at udtrykke sig og måske også efter det, hun har forladt, og da parret er løbet tør for penge, spiser hun nødder og svampe fra jordbunden, indtil hun kaster op.

Fotos fra forlovelsen melle Elvira Madigan og Sixten Sparre.

Gads Forlag

I essayet ’Selvmordet. Elvira Madigan og Sixten Sparre’ – fra Kærlighedshistorier (2012) – pointerer Maria Helleberg netop, at sidste del af filmen åbner for »grumheden. Forelskelsen tillader ikke normalitet, ingen kan arbejde eller på anden vis få livet til at fungere, når man er i forelskelsens vold«. Tragedien skildres som en konsekvens af samfundets normer og forelskelsens beruselse, og Bo Widerberg viger således heller ikke fra tragediens romantiske perspektiv. Som Marie Helleberg skriver, understreger Mozarts klaverkoncert »filmens drøm om skønhed og ligevægt i kærligheden. Derfor ser vi heller ikke mordet og selvmordet, vi hører skuddene og ser Elvira stivne i sin sommerfuglejagt«.

Asger Schnacks Sixten og Elvira (2003) er med sin lyriske tone og sanselige erotiske beskrivelser ude i et beslægtet ærinde. Men romanen – den bedste fiktive version af slagsen, jeg har læst – lader i høj grad tvivlen skinne igennem. »Ville hun være rejst, hvis hun havde kendt sandheden«, spørges der blandt andet, og til slut bremses handlingen flere steder med et »muligvis« som for at understrege, at ikke blot digtes der her, nej, digtningen, vores fantasi, er fortællingen.

Optrådte i hele Europa

Bo Widerberg undlader helt at beskæftige sig med parrets fortid og flugt. De ting skildrer Kathinka Lindhe til gengæld omhyggeligt i sin nye bog.

I april 1888 indløste Sixten atter billet til familien Madigans cirkus, der slog telt op i Ljungbyhed, hvor landets store militærtræf samtidig blev afholdt. Efter forestillingen opsøgte Sixten Elvira og hendes mor, og siden fulgte en skjult korrespondance mellem det forelskede par. Dette ved vi fra et længere brev, som Elviras mor skrev og fik publiceret i Politiken efter mordet på Tåsinge. Moren Laura anede intet om forholdet og gjorde i øvrigt alt for at skærme datteren fra de mange mandlige tilbedere, der meldte sig på turneerne. Allerede i 1879, da mor og datter arbejdede for svenske Cirkus Krembser, havde man i Uleåborgs Tidning kunnet læse: »Den tolvårige miss Elvira balancerer og bevæger sig sikkert på slap line, og hendes graciøse dans påkalder sig publikums store beundring.« I årtiet, der fulgte, optrådte Elvira på alverdens største cirkusarenaer – fra Crystal Palace i London og Hippodromen i Paris til Blomsterboulevarden i Moskva og Cinisellis i Sankt Petersborg – og i 1886 blev vejen lagt omkring København, hvor Christian IX tildelte hende Dagmarskorset efter en optræden i Tivoli.

Sixten Sparre havde på det tidspunkt fået udgivet en samling digte under titlen I bunden form (1887) og var dertil blevet forfremmet til løjtnant ved sit regiment. Der var imidlertid sprækker i den fine overflade. Hustruens store medgift var smuldret bort, og Sixten kedede sig i ægteskabet. Mødet med Elvira var »som at træde ind i en anden verden«, skriver Lindhe og fortsætter:

»Brevene forlener hans dage med noget poetisk, og det er virkelig tiltrængt, så ensformige de ellers er i den lille kedelige by. Tanken om at Elvira farvelægger hverdagen, en følelse af spænding, som han godt kan lide. Desuden får fantasierne hans tanker om den stadigt voksende gæld til at glide i baggrunden.«

Elviras breve findes ikke, men efter hendes død berettede Laura Madigan til Politiken, at datteren på Sixtens opfordring havde pantsat en del af sine smykker og taget alle ejendele med sig på flugten. De to mødtes i enten Bollnäs eller Stockholm den 28. maj 1888. Herefter tog parret til København og derfra videre sydpå. »Ruten får vi aldrig klarlagt, men når vi møder dem igen, er det i Svendborg«, skriver Lindhe. I hotelbogen skrev de sig 18. juni ind som »Hr. og Fru Sparre, på bryllupsrejse fra Stockholm«, og inden afgang til Tåsinge fire uger efter blev de af hotelejeren præsenteret for en regning svarende til næsten 19.000 kroner i dag.

»Så snart vi er tilbage fra vores udflugt, skal De nok få pengene,« svarede Sixten angiveligt.

Var Sixten maniodepressiv?

Kathinka Lindhes Sixten og Elvira er ikke den første bog, der sagligt forsøger at behandle emnet. I sin knastørre Fakta om Elvira Madigan og Sixten Sparre (2005) indsamler den pensionerede politimester og cirkushistoriker Anders Enevig alle pålidelige oplysninger, og førnævnte Klas Grönqvists En dråbe faldt sigter også efter at afvikle den romantiske myte.

Grönqvist tvivler ikke på, at mordet og selvmordet var nøje planlagt af Sixten, der ifølge forfatteren var maniodepressiv og dybt psykotisk, da han rejste til Danmark. Heri er Kathinka Lindhe lodret uenig. Hun finder ingen tegn på en arvelig bipolar lidelse i hverken familie eller sygdomsjournaler og konkluderer, at han »tværtimod (var) tillidsvækkende – hvordan kunne han ellers slippe afsted med at låne penge alle vegne? De, der traf ham på rejsen, fortalte om en glad og venlig mand, der stolt spadserede omkring med sin smukke kvinde«.

Flere af de værker, jeg har nævnt, påpeger, at datiden var fyldt med »fortvivlende elskende«, der, som Marie Helleberg skriver, øjnede selvmord »som en logisk følge af tidens sværmeri for det tragiske kærlighedsforhold«. Ligesom Lindhe ser Helleberg i Sixten en mands moralske kollaps, men hun nævner samtidig, »at det er absolut muligt, at Elvira accepterede mordet, fordi hun ikke kunne forestille sig at leve videre uden Sixten«.

Førnævnte Victoria Benedictssons ulykkelige kærlighed til Georg Brandes og følgende selvmord fyldte meget i aviserne i sommeren 1888, og endnu mere omtale fik den østrig-ungarske kronprins Rudolfs selvmord og mord på elskerinden Maria von Vetsera på slottet Mayerling i januar året efter. Lindhe trækker paralleller mellem Mayerling-dramaet og skuddene på Tåsinge, men finder altså ingen beviser for, at Elvira bevidst er gået i døden.

Sixten og Elvira er den hidtil mest velresearchede bog om dramaet, og ikke mindst en kritisk skildring af Sixten, der inden flugten tilmed tømte sine børns bankbøger for, hvad der svarer til 185.000 kroner i nutidens penge. Men Elvira står stadig tilbage som en gådefuld, tavs og dragende skikkelse. »Hvem var hun?« spørger Lindhe indledningsvis og må slutteligt erkende, at der ikke findes kilder til at give os indsigt i Elviras følelser og tanker. Hvad drev hende i armene på Sixten? Hvad forestillede hun sig sidste nat på hotellet i Svendborg? Hvad drømte hun om den sommerdag på Tåsinge?

Heller ikke Kathinka Lindhe har svar på disse spørgsmål, men med Elvira og Sixten har hun skrevet en afbalanceret og væsentlig bog, der definitivt gør op med myten om den tragiske kærlighedshistorie på Sydfyn.

Kathinka Lindhe. Sixten og Elvira. Historien om et mord. Oversat af Anette Dina Sørensen. Gads Forlag. 221 sider. 300 kroner