Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Alt, hvad Skinnebach poetisk set har at byde på, drukner i proklamationer og visuel støj

Digteren Lars Skinnebach optræder desværre igen i et uskønt og skingert kompagniskab med multikunstneren Goodiepal. Og som om dette ikke var nok, anbefaler forlaget bogens læsere at lytte til albummet ’Bananskole-Dage’
Kultur
18. februar 2022
Digtet »Søster hund« fra ’Patriarken Falder’.

Digtet »Søster hund« fra ’Patriarken Falder’.

Illustration: Goodiepal/Bananskolen

Var det ikke bare en problematisk, for ikke at sige: rigtig dårlig beslutning, digteren Lars Skinnebach (født 1973, debut år 2000) tog, da han oven på fem kunstnerisk nyskabende og med rette meget roste udgivelser midt i 2010’erne forskrev sit talent til en fusion af avantgardekunst og klimaaktivisme?

Sådan må jeg gang på gang spørge, mens jeg pligtskyldigst keder mig igennem hans nyeste æstetiske og ikke mindst politiske manifestation, Patriarken falder. Her optræder han nemlig igen i et uskønt og skingert kompagniskab med den færøsk-danske multikunstner Goodiepal, der dog til lejligheden såre smagfuldt har skiftet navn til Pruttipal.

Resultatet er ganske som i collageværket Teotwawki (The End Of The World As We Know It, 2018), at alt, hvad Skinnebach poetisk set har at byde på, drukner i proklamationer og visuel støj. Og som om dette ikke var nok, anbefaler forlaget bogens læsere at gå ind på linket staalplat.bandcam.com for at lytte til albummet Bananskole-Dage.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her