Ved juletid i 1995 var det alment kendt, at en sexvideo med Pamela Anderson og Tommy Lee eksisterede. Videoen filmede de to sammen på deres bryllupsrejse efter en hæsblæsende 96-timers romance. Som den store stjerne i Baywatch var Anderson så verdensberømt, at selv andre kendte tv-serier skrev hende ind i deres plot. Også Lee, trommeslageren i Mötley Crüe, var et meget velkendt ansigt – hovedsageligt som billedet på sex, stoffer og rock’n’roll, dernæst for at ’moone’, altså vise sin bare røv, hver gang han gik på scenen.
Deres forhold og dets indflydelse var en slags molekylærkemisk affære; ligesom ilt og brint var de hver især kraftfulde elementer, men kombineret stod de endnu stærkere i popkulturen: Med ægteskabet blev hendes erotiske karakter neutraliseret en anelse, mens hans konstante søgen efter ballade forekom en smule mere ufarlig med hendes ærkeamerikanske (faktisk canadiske) smil ved sin side.
Lad mig uddybe: Det var 1990’erne. Kvinder hverken kiggede efter eller fandt det okay at kigge efter andre kvinders bryster – selv ikke hvis de var lesbiske, og da slet ikke hvis de ikke var. Mænd, der tog stoffer og var tatoverede, blev ikke bedt om at reklamere for sportsprodukter. Den kommende, meget ventede Disney+ serie Pam & Tommy fremstiller Lee i et langt mindre flatterende lys, end han blev opfattet i sin storhedstid, men nogen svigermors drøm har han aldrig været.
Serien er en overdådig affære. Der dvæles ved enhver luksuriøs detalje i parrets prægtige villa i Malibu, Lees tatoveringer, Andersons tegnefilmsværdige skønhed, men serien bør ikke forveksles med rigmandsporno (hvilket ellers er populært tv i øjeblikket). Hans personlighed, hendes temmelig indtagende benægtelse og gradvise desillusionering fortæller en spændende historie. På overfladen synes det at være forholdsvist let tv om sexvideoen og dens følger, men den ulmende lunefuldhed – hos Lee, men også hos mere eller mindre alle andre – skaber en større spænding, end man ville forvente af alle disse kendissers tilstedeværelse.
Sexvideoen blev sammen med en masse pistoler og smykker stjålet fra Lees hjemmepengeskab kort før Halloween i 1995. Det fremgik af en året der gik-opsummering i Daily Mail ved juletid, hvorfor alle kendte til sexvideoen, mens ingen rent faktisk havde set den. Og ret skal være ret – parret indså først i 1996, at båndet var forsvundet – men der foregik mere end dét. Selv om det først langt senere blev åbenlyst, var denne periode præget af markante skift: fra gamle til nye medier, fra gamle til nye udgaver af berømmelse, privatliv, image og brand; og fra gamle normer angående sex, porno, ekshibitionisme og voyeurisme til nye af slagsen, som fortsat ikke har fundet deres endelige form.
Smagskonventioner
Dengang var det detaljerne, der afgjorde, hvad der blev opfattet som vulgær sex. Grænserne mellem normalt og kinky, artigt og sjofelt blev trukket af forbrugskonventionerne. Pæne ting kunne selvfølgelig købes pæne steder. Ligesådan måtte man, hvis man ville se sexvideoen, sende 59,95 dollar til et canadisk t-shirtfirma i New York, som så sendte et VHS-bånd afsted via Amsterdam. Og befandt man sig i USA, måtte man kende en fyr, som kendte den fyr, der havde snydt den oprindelige tyv, og som kunne sælge dig en kopi direkte for 175 dollar.
Denne slags ting gjorde ordentlige mennesker ikke. Man fremstod halvdum, hvis ikke man havde hørt om sexvideoen, men ligefrem at sige, at man havde set den, ja, så måtte man i det mindste have en grund. Det samme kan ikke siges om de sexvideoer, der gik viralt bare fem eller ti år senere – Kim Kardashians blev lækket i 2007, Paris Hiltons i 2003. Der findes mange omstændigheder, hvorunder man tilfældigvis kunne være stødt på disse videoer: Nogen kunne i spøg have linket til dem i et chatforum, eller måske browsede man bare lidt rundt. Pointen er, at det ikke ville være nødvendigt at have nogen grund. Man kunne købe alt muligt alle vegne og ofte slet ikke mod penge som betaling.
Hvad angår sex, handler det fundamentale kollaps, som internetæraen har frembragt, ikke så meget om hverken privatliv eller retten til at blive glemt (som det hedder i EU-lovgivning), men derimod om en fælles forståelse af hvad seksuel anstændighed faktisk er. Hvem har lov til at dyrke sex, hvem har lov til at se det, hvem udnyttes af det, hvem nyder det. Det er i sandhed forbløffende, hvor mange år der er gået uden at bringe os nærmere klarhed.
Historien om Pam og Tommy er tankevækkende dels på grund af deres naivitet. Serien, med Lily James og Sebastian Stan i hovedrollerne, er baseret på en Rolling Stone-artikel fra 2014, Pam and Tommy: The Untold Story of the World’s Most Infamous Sex Tape. Artiklen beskriver, hvordan parret forsøgte at dæmme op for lækket, da de opdagede, at båndet var væk. De pudsede en flok tunge drenge på dem, de mistænkte for tyveriet, og de anlagde udsigtsløse retssager mod distributører, som om de gamle regler fortsat var gældende, og ingen havde lov til at distribuere videoer uden en skriftlig tilladelse. Dette er ikke bare en dum kendishistorie. Deres naivitet gav ekko på tværs af kultur, subkultur og lovgivning – selv blandt pornografer herskede en oprigtig tro på, at havde man ikke selv givet skriftlig tilladelse til deling af en film, så kunne man forhindre den i at blive set.
Det var selvfølgelig et vaskeægte ’first world’-problem, men i de følgende år opstod der en reel krise om berømmelsens værdi: Hvis ikke man kunne kontrollere sit eget indhold, kunne man heller ikke profitere af det, og hvis ikke man kunne profitere af det, hvad var det så overhovedet?
Vi kan bruge Paris Hilton og Kim Kardashian til et tankeeksperiment. De stod ikke selv bag offentliggørelsen af deres videoer, og de truede med sagsanlæg for at forhindre distribueringen af dem, men begge endte alligevel med at drage nytte af deres blakkede ry, da de forstod, at reglerne var ændret permanent. Hvis ikke man ejer indholdet, men fortsat ejer identiteten, må situationen vendes på hovedet, så indholdet ikke rationeres, og identiteten bliver altopslugende stor: Frem for at værne om privatlivet, så offentliggør det hele.
Det pudsige er, at disse sexvideoer egentlig ikke fremstår som pornografi – Hiltons er ret excentrisk, Kardashians er filmet fra alle mulige tilfældige kameravinkler. Men de er heller ikke ment som pornografi. De handler i virkeligheden slet ikke om sex, men om kroppen som et produktionsmiddel: Hvad kan den sælge? Det blev debatteret flittigt i de tidligere 00’ere, om Hilton og Kardashian var den nye tidsalders marionetdukker eller dukkeførere: Set i bakspejlet, forekommer det mig fordomsfuldt over for kvinder. Havde Mark Zuckerberg gjort noget lignende, ville ingen have spekuleret i, om andre havde en finger med i spillet, selv om der formodentlig ikke havde været nogen særlig gevinst ved hans nøgenhed. Sådan er det.
Celebgate
Stemningen i Anderson og Lees video er karakteristisk, idet den fremstår privat; den er skabt af to mennesker, til hinanden, i en tid hvor tilfældig massedistribution ikke var på dagsordenen. Senere, da sexvideoer blev langt mere almindelige, gik diskussionen hver gang på, hvorvidt de kynisk var offentliggjort af subjektet selv, eller om andres list og brug af uærlige midler stod bag delingen. Aktører på kvindefjendske onlinefora stræbte efter den originale Anderson/Lee oplevelse; de ville ikke blot være forbrugere eller lurere.
Da en stor mængde nøgenbilleder af kendte personer dukkede op i 10’erne, var det ingen tilfældighed, at de blev delt på netop 4chan, et internetforum for incels og andre af den yderste højrefløjs kvindefjendske bevægelser. Der var tale om nøgenbilleder, hovedsageligt af kvindelige skuespillere, fremskaffet uden disses tilladelse via en brist i iCloud-sikkerheden, og pointen var, at de portrætterede var stjerner, man ikke typisk ville se uden tøj på: Jennifer Lawrence, Kate Upton. Mange af de kvinder, der var afbilledet, afviste billedernes ægthed. Det handlede om meget mere end nøgne kroppe – som, lad os se det i øjnene, var tilgængelige alle vegne i midt-10’erne – det handlede om at vise kvinder nøgne mod deres vilje. I grunden var det en metafor for incelidentitet: Mænd, der ikke oplever sex som deltagere, men som tyvagtige tilskuere, foragtede, marginale, illegitime.
Pamela Anderson og Tommy Lee fik to sønner, før de blev skilt i 1998. En detalje, der er en pubquiz værdig, er, at Anderson i 2007 giftede sig med Rick Salomon – den anden part i Paris Hiltons sexvideo. Parret ophævede ægteskabet et år senere, men giftede sig igen i 2014 og skiltes atter engang året efter.
Hvad angår hende og Salomon, lader det dog til, at deres sexvideoer var en fuldstændigt jordrystende, definerende begivenhed for dem begge, og det gav de to en enorm mængde til fælles. Hvor spændende det end er at se privatliv blive til offentlighed, identitet til brand og sex til reklame, så er det også præget af asymmetri: Hvad der for mængden blot er nysgerrighed, er for de to mennesker afgørende for resten af deres liv. Det er en genoprettelse, internettet aldrig vil være i stand til at give: At rette op på eller overhovedet at anerkende konsekvensernes omfang, når en milliard øjne alle vender sig og stirrer på den samme ting på én og samme tid.
© The Guardian og Information
Oversat af Simone Bjørkman Bertelsen
’Pam & Tommy’ er tilgængelig på Disney+
Der er flere ting her, men først og fremmest: Hvorfor gøre det cool, at en sexvideo bliver stjålet? Ha ha?
Det, der faktisk skete dengang, var, at ingen rigtig tog notits af omtalte sexvideo. Indtil medierne tænkte, at "vi må hellere få folk til at notitse".
Og sådan er det stadig: Hvem gad/gider egentlig beskæftige sig med Pam og Tommy, hvis ikke det var, fordi vi igen igen blev fortalt om hendes bryster og hans pik, og at det var vigtigt, ik'?
Og helt ærligt: Hans pik er ikke specielt stor. Det sidste sagt som en kommentar til artiklen i Politiken, der har set sig blind på den vinkel. Og selvfølgelig sagt, fordi jeg kun har eget lem at dømme som normalt.