Rune Ryberg er et af dansk tegneseries naturtalenter og også blandt de mest disciplinerede og produktive. Han udgav intet mindre end tre længere tegneserier sidste år. Når han er bedst, emmer hans tegninger af indlevelse, men han er også typen, hvis manglende entusiasme viser sig, når stoffet ikke fænger.
Således West End Boy, et homo-kammerspil efter young adult-snit tegnet til manuskript af Thomas Lagermand Lundme. Emil er ung sexarbejder, der lever fra hånden til munden ud af tre plastikposer. Hans klient Stefan er midaldrende toppolitiker med familie og hus nord for København. De forsøger at unddrage sig nysgerrige journalisters opmærksomhed, når de mødes på Radisson Hotel ved Hovedbanen. Emil drømmer om et liv sammen med Stefan. Kun han kan ikke se, at det er urealistisk.
Ryberg tegner indledningsvis Vesterbro Torv i regnen, som var man der. Men desværre udspiller resten af handlingen sig på et hotelværelse og består primært at talende hoveder. Ikke noget, der just ligger til hans dynamiske temperament som tegner. Hans sans for mimik og gestik formidler det asymmetriske forhold mellem de to hovedpersoner, men dagdrømmesekvenserne, hvor Emil oplever Stefan som romersk gladiator, er stift og fantasifattigt afviklede. Endnu værre er det, at skildringen af den helt afgørende erotiske tiltrækning mellem de to forbliver et postulat, domineret af decideret uentusiastiske tegninger af tissemænd.
Så er der anderledes kul på Homunculus 1: Slangeilden, det første bind af en okkult tonet eventyrserie skrevet af Benni Bødker. Sidstnævnte, der primært er kendt som børne- og ungdomsbogsforfatter med hang til de fantastiske genrer, har i over to årtier været aktiv i tegneseriemiljøet som kritiker og formidler, men dette er hans egentlige debut som tegneserieforfatter. Bogen lægger sig i fin forlængelse af hans roman Occidentens stjerne, der også udkom sidste år. Den foregår ikke blot i samme tidsperiode, omkring forrige århundredskifte, men i samme univers af hemmelige selskaber, spiritistiske seancer og gryende åbenbaringer om et umælende monstrøst kosmos hinsides den hverdagens skinverden, vi i vores forblindelse søger tilflugt i.
Vi er i London. Dr. Harryhausen (naturligvis opkaldt efter den berømte filmanimator) er detektiv med sans for det overnaturlige. Han sekunderes af seriens egentlige hovedperson, titlens diminutive homunculus – et kunstigt menneske med direkte kontakt til det såkaldte Æterplan, hvor de uhyrer, hvis orden i virkeligheden styrer vore liv, huserer. De to bekæmper Ashra-selskabet, en verdensomspændende hermetisk kult med en obskur dagsorden, der tydeligvis er afhængig af netop vores lille martrede hovedskikkelse. Den følelsesmæssige kerne ligger, fornemmer man, i skildringen af netop ham som kastebold blandt ufølsomme aktører i et større spil.
Afsættet er en forulykket britisk arkæologisk ekspedition til Tibet, der havde til hensigt at genopdage det sagnomspundne rige Shambhala. I en central sekvens deltager Harryhausen i en seance afholdt af datteren til ekspeditionens leder, Dr Sanders-Whitby, men også til den (vistnok) nyligt afdøde kultleder Madame Kowalski, som spillede en nøglerolle i Occidentens stjerne. Ryberg tegner med makaber formløshed den uhyrlige mumie fra Tibet, der udpakkes for det måbende publikum.
Sidenhen bliver det til droschejagt gennem såvel Londons tågede gader som Æterplanets opløste landskaber. Her er vi på sin vis i Rybergs element med fart over feltet. Det er dynamisk tegnet med frit flydende, blød stregføring og farvelægning i en bred med douce palet, som er helt i pagt med den edwardianske setting. Men det lader igen til at have knebet med tegnerens engagement i skildringen af de H.P. Lovecraft-afledte monstre, der truer vore hovedpersoner på Æterplanet. De fremstår en anelse generiske og ensartede og kunne, fornemmer man, have gavn af mere omfattende, forberedende arbejde.
En anden, mindre, men også afslørende detalje i den sammenhæng, er, at ikke blot tekstningen i taleboblerne, men også i inskriptioner i selve billederne, er sat med en uelegant computerskrift. I hvert fald sidstnævnte burde helt klart have været skrevet i hånden.
Det vil vise sig, hvad Bødker og Ryberg kan drive det til, men det er trods skønhedsfejl velgørende at se en så ambitiøst anlagt genreserie på dansk. Engang domineredes markedet af den slags, men siden er det skrumpet gevaldigt ind. Måske er der nyt læserland at genvinde? Man kan endvidere håbe på international eksport, ikke mindst til de fransktalende lande, hvor en række af Rybergs forbilleder – først og fremmest mestertegneren Christophe Blain, men også Joann Sfar, Hervé Tanquerelle og Kerascoët – i løbet af 00’erne fornyede netop denne type genreserie.
Mulighederne er der. Ryberg har allerede foden indenfor på det fransksprogede marked, hvor han sidste år udgav Les dinosaures de l’apocalypse, en opdateret og udvidet udgave af small press-hæftet Turbo Fang fra 2017. Der er tale om et hæsblæsende actionforløb med masser af dinosaurer, iscenesat i et postapokalyptisk landskab. Med andre ord, en serie, hvor Rybergs spidskompetencer er i spil, men også en lidt mindre udgivelse. Hans vægtigste tegneserie er således fortsat ungdomsromanen Death Save fra 2019, der var tegnet som en drøm og begrænsedes af en lidt banal coming of age-skabelon.
Hvor West End Boy helt tydeligt var det forkerte match, antyder Homunculus, at netop samarbejde med den rigtige forfatter kan blive næste skridt i Rybergs udvikling, men det vil kræve fuldtonet dedikation.
Thomas Lagermand Lundme og Rune Ryberg. ’West End Boy’. Cobolt. 250 kroner.
Benni Bødker og Rune Ryberg. ’Homunculus 1: Slangeilden’. Fahrenheit. 198 kroner.
