Vigdis Hjorth leverer en taktfast ilmarch mod afgrunden

For et par år siden så jeg Vigdis Hjorth tale til en årgang på universitetet i Freiburg. Det var formiddag, et søvnigt auditorium. Da den norske forfatter indtog podiet, var stemningen lad og samtidig lidt søgende. Hvad skulle man forvente sig af kvinden, der med sit internationale romangennembrud Arv og miljø blev omdrejningspunkt for en af Nordens største litteraturdebatter i nyere tid, nemlig den om autofiktion.

Kort før foredraget i Freiburg havde medlemmer af Vigdis Hjorths familie forsøgt at forhindre et teaterstykke baseret på Arv og miljø. Debatten var allerede gammel, men for kvinden i front måtte såret være sprunget op på ny. Hvad skulle man vente sig? En forsvarstale? En apologi? Noget lidt for privat?

Da Vigdis Hjorth havde talt i tre minutter, var auditoriet forandret. Opflammet, opslugt. Man kunne forvente, hvad man ville. Man fik: power. Forfatteren og idéhistorikeren talte om litteratur med hele kroppen, med så meget energi og kraft, at den unge kvinde på sædet foran mig åndede tungt ud, hver gang taleren tav for at trække vejret. Det var som en bestormning af rummet, af tilhørernes hjerner, centralnervesystem og lunger. Det var hærfører til hær.

»Kæft, en intensitet,« kan jeg huske, at jeg tænkte, og det samme tænkte jeg 20 sider inde i den mørke kærlighedsroman Hvis bare. Romanen udkom på norsk i 2001, halvvejs mellem debuten i 1983 og den seneste anmelderroste roman Er mor død fra 2020. Nu er den kommet herhjemme på forlaget Turbine i en hæsblæsende musikalsk oversættelse ved Karen Fastrup, der yder romanens voldsomme rytmik – en taktfast ilmarch mod afgrunden – retfærdighed.

Besættelsen

Ida Heier, dramatiker med mand og to børn, forelsker sig i den noget ældre akademikerping og Brecht-ekspert Arnold Busk. Også han er gift, også han bliver efter alt at dømme forelsket, men han vil ikke gå fra konen. Orker ikke endnu et brud. Romanen er struktureret som en serie af nedfældede tilbageblik i tredjeperson, og forfatteren er Ida Heier selv.

Forud for selve handlingen går en lille prologisk scene, hvor hun besøger sit yngre jeg på en togstation, hvor hun sad som 19-årig, 20 år forinden. »Jeg prøver at kalde hende til live i mig. Kalde på hende, råbe hende hen til mig for at trøste hende.«

Her spøger Tove Ditlevsens »Jeg prøver at fange det blege og lysende blik« fra digtet Der bor en ung pige i mig. Senere får den danske digter også lov til at runde handlingsplanet af. Det handler om kærlighed som en form for selvskade: besættelse, misbrug og gensidig afhængighed.

I begyndelsen virker Ida som den ustabile. Måden hun jager den spædlæmmede blege Arnold på. Skriver desperate breve. Tigger og raser, fordi han ikke tør give sig hen. Hun ved fra begyndelsen med fanatikerens overbevisning, at han er hendes eneste ene. »Man kan mærke sin evne til at elske, før man møder den elskede.«

Manden, hun er gift med, glider ud i periferien. Snart glider hun ud af ægteskabet. Hun venter på, at Arnold skal turde. Imens knalder hun rundt, men mændene er bare Arnold-avatarer. Hun drikker lidt for meget. Alt glider i baggrunden, hun er besat. Et langt stykke ind i handlingen er det hende, den besatte, der fremstår dæmonisk. Arnold virker uskadelig, måske lidt selvoptaget, måske lidt vattet. Men gradvist – og det er bogens fænomenalt spændende skred – vender det. Arnold vender. Hans ægteskab går i stykker, og han søger mening og fylde i den fælles, eksalterede konstruktion, Ida og Arnold. De to mod verden. »For de er ikke som de andre.«

Også kærligheden dør

De drikker mere og mere. Alkoholindtaget intensiveres i en fremragende spændingskurve, og Vigdis Hjorths brug af mundret knappe sætninger, en syntaks ordnet i rytmiske, varierede gentagelser, understøtter en strubegribende fornemmelse af noget tvangsmæssigt, et eskalerende misbrug, afmagt – og kontrol.

»Hun skal være nøgen kun for ham. Hun skal være pæn kun for ham, kun for ham. Er hun hos sin veninde, ringer han. Er hun hos sin søster, ringer han. Er hun ikke hjemme, ringer og ringer han.«

Støt, men langt fra roligt udfoldes et nyt perspektiv på Arnold: et mesterportræt af en svag tyran. Den svage karakters dæmoni. Volden følger, ikke som en overraskelse, men som en knusende logisk konsekvens. Først den psykiske, så den fysiske. Først den i skjul, så den der får Idas børn til at ringe efter politiet.

Men volden er ikke pointen, ikke romanens kulmination, og benhårdt, næsten ubærligt fastholder Vigdis Hjort dødedansrytmen, intensiteten og trykket på læseren gennem og forbi den. Alt dør, også kærlighed. Sjældent har jeg så eftertrykkeligt tænkt: heldigvis!

Hvis bare stryger direkte ind på min topfem over nyere romaner om parforhold. Det er længe siden, jeg har læst så hård, væmmelig og klarsynet en roman om destruktiv kærlighed. Og selv om der er skruet helt op for Ida og Arnolds hinsidige hærg og paralleltrommesolo, for selvmordstruslerne, strafutroskaben, de stangberusede desperadoflugter ud i natten, virker det ikke opskruet. Snarere som et primærfarvet, men præcist portræt af noget, de fleste nok kender, omend i vagere skraveringer, fra deres egne liv og relationer. Det er det hårdeste og bedste.

Vigdis Hjorth: Hvis bare. Oversat af Karen Fastrup. Turbine. 286 sider. 300 kroner