Jeg har placeret mig på bænken i martssolen i Frederiksberg Have og uendeligt langt rent socialt fra det Amager, som digterdebutant Haidar Ansari (født 2001) skriver frem i Institutionaliseret.
Solen trak, så jeg gik fra Istedgade (som er inden for bogens radius) ad Gl. Kongevej med Haidar Ansaris digte i hovedet og i tasken og fik lyst til at råbe et eller andet til Frederiksberg, fordi Frederiksberg er så meget Frederiksberg, og især fordi jeg var nået til ejendomsmægler Gitte Grønlunds reklameskilt dér midt på fortovet: »Når ordentlighed er en selvfølge!«
Det hjælper selvfølgelig ikke at råbe ad et reklameskilt. I stedet forestillede jeg mig, hvad Haidar Ansaris digte ville sige til skiltet, ud over det helt oplagte: »Når ordentlighed ikke er en selvfølge!«
Det kunne være digtet »gården« fra bogens første del:
At volden er ulige fordelt, er ikke samfundets skyld - det hedder kultur - frem med spejlet.
’BARNDOM’
”FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN [...]
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50 [...]
Yahya Hassan 2013
Underklassens liv virker til at tiltrække sig mest opmærksomhed når det indeholder vold og kriminalitet. Det der åbenbart både stemmer og kulturpenge i.
Men hvad fanden... hvis det sælger.
Så længe den unge hr. Ansari får en god procentdel af de 200kr, håber jeg da at over- og middelklasse-Danmark erstatter streamingen af en Peaky Blinders episode med en 130 siders digtsamling.
Jeg er ikke så poetisk, at jeg forstår digtene.
Men jeg har været ansat på en døgninstitution - og jeg har set konsekvenserne af, at Systemet pr. standard ved barnets anbringelse bevilger x kroner til "start-indkøb" af tøj mm i august, hvor et barn bliver anbragt - og standard-bevillingen så ikke har nået at spare op til vintertøj og -støvler, når efterårsferiens temperaturfald fuldstændigt forudsigeligt indtræffer - OOPS!!! -
Start-bevillingen skulle jo bruges inden for to uger...
Min privat-økonomi gjorde, at jeg kunne købe vinterstøvler og jakke til barnet for egen regning - og få Systemets "tøjpenge" til at betale tilbage på min lønseddel indtil marts..
Men SKAL det enkelte anbragte barns vinter-påklædning virkelig være afhængig af kontaktpædagogens privat-økonomi???
Interessant nok fremhæver den unge forfatter, at han mener, at han - og andre, formodentlig - ikke ville have været nær så udsatte for at blive kriminaliserede, hvis de var vokset op i mere blandede kvarterer. Det er lidt tankevækkende.