Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

57 år efter sin debut skriver Dorrit Willumsen perlende og ubesværet om alderens ydmygelse

Rundt om en hverdag, der aldrig lever op til vores forestillinger, spinder Dorrit Willumsen de mest fantastiske guirlander i sproget
Sjældent har alderdommen fremstået så uværdig – og så meget som et slid, som den gør i Dorrit Willumsens nye roman.

Sjældent har alderdommen fremstået så uværdig – og så meget som et slid, som den gør i Dorrit Willumsens nye roman.

Sigrid Nygaard

Kultur
25. marts 2022

Første del af Dorrit Willumsens nye roman Tjeneren og hans søster er helt uforlignelig god. Alf og hans søster Vera, kaldet Søster, er pensionister, men han, der i alle årene ellers har været så sulten på livet, er nu alvorligt syg. Hun er den forsagte, har levet alene, har stået i andres skygge. Nu må hun passe ham, mens hjemmeplejens mange forskellige damer vimser fortravlede ind og ud af hans hus med deres kommandoer og virkemidler.

De er skiftevis venlige og fortravlede, de damer, men livet med dem føles altid som en ydmygelse. Engang blev man institutionaliseret, når man blev gammel og syg, nu skal de pårørende samarbejde og tage fra. Søster bliver i al fald meget hurtigt indregnet som en ressource i det kommunale system, og uanset hvor venligt det system er, så stiller det også krav og overvåger, om borgerne mon lever op til dem. Så skal Søster og Alf vise dem, hvordan Søster får ham løftet over i sengen, så skal klaveret flyttes ud, så skal de visiteres til voksenbleer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Skøn anmeldelse.
Den bog må jeg læse