Novellesamlingen Onde blomster åbner med en fabelagtig hændelse: »Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen.« Nina, som fortælleren i den første novelle hedder, sætter sig ind til middagsbordet og forsøger at finde ud af, hvilken del af sin hjerne, hun har mistet. Kan hun huske, hvad manden og de tre børn omkring bordet hedder? Kan hun huske, hvordan man beder om cremefraichen? Det kan hun, men senere, på sit arbejdsværelse, får hun øje på en underlig genstand, som hun ikke ved, hvad er. »Tingen havde en mærkelig form, som en slags halvmåne, men med ujævn bue, og med en lille spids forrest på den ene side.« Det viser sig, at Nina er ornitolog, hun skal disputere med sin doktorafhandling om tre uger, og hun har fuldstændig glemt, hvad en fugl er.
Sådan ser virkeligheden ud hos norske Gunnhild Øyehaug. Almindelige følelser og erfaringer – som stress før en doktordisputats – bliver her til fantastiske fortællinger, som aldrig bare er fjollede, men som netop igennem det umulige eller usandsynlige sætter ord på noget genkendeligt.
Stilen kan minde om novellemestre som amerikanske Lydia Davis og argentinske Julio Cortazar eller den russiske absurdist Daniil Kharms – med den iøjnefaldende forskel, at udgangspunktet for Øyehaugs fortællinger er Norge, nærmere bestemt Bergen. Dette er en verden af villakvarterer, kontorlandskaber, træningsstudier og køkkenvinduer; vi behøver ikke at se langt for at finde mærkværdigheder i verden.
Særlig drømmelogik
Når Nina i den første novelle sætter sig for at google ’fugl’, dette sære væsen, som hun snart skal disputere om, er det svært ikke at blive smittet af hendes begejstrede forundring: »Og fugle kunne faktisk flyve, det måtte jeg le højt ad da jeg opdagede det. Der fandtes altså væsener der kunne flyve!«
Øyehaug skriver med en særlig drømmelogik i sine korte, velkomponerede tekster. Her er pludselige spring, mærkelige transformationer og overraskende twists – eller bare en konstateret virkelighed, som ligger lidt ved siden af vores egen. I den fantastiske novelle »Slimål i mørke« har en kvinde samlet et helt vognlæs med slimål (!), og så kommer der en mand og vælter det.
I »Mationalnuseet« synker det nye nationalmuseum (mationalnuseum) i jorden på åbningsdagen. I novellen »Klipperne, som død«, rejser en død kvinde til England for endelig at se de hvide klipper ved Dover. Hun sidder på flyet og tænker på, hvordan det føles at være død og kommer frem til, at oplevelsen kan sammenlignes med lyset en januareftermiddag: »Den almindelige udsigt ud ad vinduet ser, i dette lys: helt mærkelig ud. Og alligevel almindelig. Sådan var det at være død. Bare PANG: mærkeligt, men almindeligt lys.«
Novellerne i Onde blomster er fulde af referencer til anden litteratur. Et digt af Inger Christensen eller norske Olav H. Hauge sniger sig ind i en tekst; Virginia Woolf spøger i flere af fortællingerne. Bogens titel er selvfølgelig i sig selv en reference, som diskuteres i novellen af samme navn: Ser Charles Baudelaire olmt ind i kameraet på sit forfatterportræt – det, hvor han har en stor sløjfe i halsen – fordi han i det øjeblik, kameraet udløses, får et glimt ind i fremtiden, hvor titlen på hans kanoniske digtsamling bliver brugt i en norsk novelle om kondisko?
Balance mellem alvor og komik
Øyehaugs tekstunivers fascinerer, fordi man som læser bliver opmærksom på, hvor underlig en konstruktion skønlitteraturen egentlig er. Der er et skriveråd, som lyder, at personerne i en tekst ikke selv ved, at de befinder sig i en tekst – men i Onde blomster gør de netop det. En døende kvinde, som ligger i en hospitalsseng og døser ind og ud af bevidstheden, sætter selv spørgsmålstegn ved, hvordan hun egentlig kan være fortæller i en novelle.
I »Ved skuret« lader Øyehaug tre kvindelige forfattere være de eneste overlevende efter et flystyrt, og det bliver efterhånden tydeligt, at de er fanget i et slags litterært loop. En alvidende fortæller – denne mærkelige litterære konstruktion – bliver forklaret ved en myggesværm, som kan læse tanker. Og hele samlingen bliver løbende kommenteret af en instans, som kalder sig selv for ’analyseafdelingen’: »Vi vil hermed indgive en skriftlig protest mod den forrige tekst.«
Med sin særlige balance mellem alvor og komik, interessen for litteraturteori og for det surrealistiske, er Øyehaug noget helt for sig selv i norsk litteratur. På dansk findes to novellesamlinger, Knuder og Drømmeskriver (samlet under titlen Knuder), og romanen Præsens maskine, hvor en mor og datter er fanget i to parallelle universer. Ligesom romanen handler Onde blomster, som er godt oversat til dansk, på sin egen mærkværdige måde om ensomhed og udlængsel. Øyehaugs personer søger efter mening – i naturen, eller i kontakten med andre. Det er klogt, skørt og tankevækkende – og fuldstændig medrivende.
Gunnhild Øyehaug: ’Onde blomster’. Oversat af Sara Koch. Gutkind, 128 sider, 150 kroner
