Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Almindelige følelser og erfaringer bliver til fantastiske fortællinger hos norske Gunnhild Øyehaug

I ’Onde blomster’ søger Gunnhild Øyehaugs personer efter mening – i naturen, eller i kontakten med andre. Det er klogt, skørt og tankevækkende – og fuldstændig medrivende
Med sin særlige balance mellem alvor og komik, interessen for litteraturteori og for det surrealistiske, er Øyehaug noget helt for sig selv i norsk litteratur.

Med sin særlige balance mellem alvor og komik, interessen for litteraturteori og for det surrealistiske, er Øyehaug noget helt for sig selv i norsk litteratur.

Helge Skodvin/Gutkind

Kultur
25. marts 2022

Novellesamlingen Onde blomster åbner med en fabelagtig hændelse: »Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen.« Nina, som fortælleren i den første novelle hedder, sætter sig ind til middagsbordet og forsøger at finde ud af, hvilken del af sin hjerne, hun har mistet. Kan hun huske, hvad manden og de tre børn omkring bordet hedder? Kan hun huske, hvordan man beder om cremefraichen? Det kan hun, men senere, på sit arbejdsværelse, får hun øje på en underlig genstand, som hun ikke ved, hvad er. »Tingen havde en mærkelig form, som en slags halvmåne, men med ujævn bue, og med en lille spids forrest på den ene side.« Det viser sig, at Nina er ornitolog, hun skal disputere med sin doktorafhandling om tre uger, og hun har fuldstændig glemt, hvad en fugl er.

Sådan ser virkeligheden ud hos norske Gunnhild Øyehaug. Almindelige følelser og erfaringer – som stress før en doktordisputats – bliver her til fantastiske fortællinger, som aldrig bare er fjollede, men som netop igennem det umulige eller usandsynlige sætter ord på noget genkendeligt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her