Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Anna Stahns kunst ligner sofastykker. Men i virkeligheden smider de små, feministiske bomber

Rejekællinger og hattedamer får lov at bryde fri af stereotyperne i den unge kunstner Anna Stahns første soloudstilling. Desværre smykker kunsthallen Gl. Strand sig med kritiske fjer, de ikke har gjort sig fortjent til at låne

»Stahn iscenesætter med disse skulpturer noget, jeg selv oplever som et grundlæggende dilemma for en moderne feminist: Nok kan det føles frigørende selv at vælge at tage læbestift og kjole på, men ser man for harmløs ud, har folk det også med at sætte sig på en,« skriver anmelder Bodil Skovgaard Nielsen.

Brian Kure

Kultur
22. marts 2022

Egentlig er Anna Stahns kunst alt for sart til min smag. Den danske billedkunstner, der tog afgang fra Kunstakademiet i 2020, men allerede har en sky af hype omkring sig, arbejder i små, porøse papirformater. Med ujævne blyants- eller kulstreger opridser hun kvindefigurer eller syr bløde skulpturer i silke og bomuld. Alt er holdt i douce nuancer som beige, gråhvid og mat lyserød.

Det ligner med andre ord kunst, der kunne gøre det rigtig godt som sofastykker hjemme hos de hattedamer, der besøger kunsthallen Gl. Strand. Et af Københavns mest højborgerlige udstillingssteder med rødder tilbage til handelsborgerskabets kunstsaloner under den store guldaldermaler C.W. Eckersberg.

Men det fede ved Stahns kunst er, at man ligesom med sexistiske udtryk som eksempelvis ’hattedame’ ikke skal lade sig forlede af fordomme. For i Stahns univers kan man slet ikke regne med, at den yndige kvinde også er den lydige og dydige kvinde.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

ingemaje lange

spændende anmeldelse.