Med ’Berøringen af hud’ gør Pia Tafdrup et lyrisk hovedværk ordentligt færdigt

Vi kender det formentlig alle sammen: Et håndtryk så slattent som en karklud eller så stramt som en skruetvinge. Kærtegn, der ikke føltes som kærtegn, men som strygning med sandpapir. Bjørnekram, der var brydetag eller kejtede skubbemanøvrer. Kys, der mest lignede sammenstød med en dør, når de altså ikke lige var prøvende prik med en hønsemås.

Det modsatte kender de fleste nok også: At mærke sandet sies blødt mellem tæerne på stranden en sommerdag. At fornemme en mariehønes trippen på sin finger, mens den vandrer hen mod spidsen, hvor du forsigtigt overlader den til en anden. At begrave næsen i pelsen på en kat, mærke et levende væsen. At famle efter dit vandglas i mørket, vide at det er der, undgå at det vælter.