Vi anmelder ’Borgen’
Læsetid: 4 min.

’Borgen’ viser os konsekvenserne af et system, hvor ingen betvivler sin egen berettigelse

I fjerde afsnit af ’Borgen’ røg masken af, og den danske stat råbte ’sandheden’ om Grønland lige ind i hovedet på det grønlandske folk. Det er tv, der gør naller og gør godt
I sin egen selvfortælling er Birgitte Nyborg den eneste, der lever i virkeligheden. Hendes kolleger, pressen, grønlænderne, hendes egen stab bør være taknemmelige for, at hun er der, siger hendes logik.

I sin egen selvfortælling er Birgitte Nyborg den eneste, der lever i virkeligheden. Hendes kolleger, pressen, grønlænderne, hendes egen stab bør være taknemmelige for, at hun er der, siger hendes logik.

Mike Kollöffel

Kultur
7. marts 2022

Birgitte Nyborg har sin egen krop imod sig. I tredje afsnit af Borgen skiftede hun holdning til det grønlandske oliefund for at redde sin politiske karriere. Nu vil hun ikke længere udfordre grønlændernes ret til at udvinde olien. Siden da har det, der lignede almindelige omend overdrevne tegn på overgangsalder, her i fjerde afsnit udviklet sig til en kropslig nødretstilstand.

Det er, som om hendes mund udøver en stille protest mod hendes kursskifte ved konstant at tørre ud. Hun må hælde det ene glas ind efter det andet for at få mulighed for at sige det, hun tidligere aldrig ville have ladet forlade sine læber. Kroppen lægger afstand til sig selv. Det kulminerer med, at hun brækker sig i sin papirkurv på ministerkontoret, og det, der forlod hendes system, var tilsyneladende det sidste af hendes moral, for umiddelbart efter foretager hun et ildevarslende opkald til djævlen selv (hvis vi skal blive i seriens egen klichefyldte terminologi).

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ja, det var et stort afsnit.

Inger Pedersen

Stort - eller sort???

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Det sætter et vigtigt perspektiv på Birgitte Nyborgs magtudøvelse i det hele taget, men det er alligevel ærgerligt, fordi det også fastlåser fortællingen om relationen til Grønland. Indtil nu er det ellers lykkedes serien at åbne netop den op".

Lene Espersen, tidligere dansk udenrigsminister, refereres i en artikel på DRs hjemmeside om Borgen for følgende synspunkt:

"Birgitte Nyborg ser det som en dårlig ting, da hun finder ud af, at det er russere, der ejer det selskab, som graver efter olie. I virkeligheden ville en udenrigsminister se det som noget mere positivt, da udenrigs- og sikkerhedspolitikken fastlægges af den danske regering. Det gør nemlig, at sagen selvfølgelig skal ligge på hendes bord".

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/danmarks-foerste-og-eneste-kvindelige-u...

Det gør det næppe mindre problematisk, at det i dette afsnit fremgår, at ejerskabet nu i stedet i høj grad er kinesisk.

Et er, hvilke interesser Danmark kan tillade får indflydelse på råstofudvinding i Grønland (og her hænger energipolitik, sikkerhedspolitik, forsvarspolitik og udenrigspolitik sammen), noget andet er, hvordan overskuddet ved udvindingen af råstoffer, aktuelt set og i nærmeste fremtid, skal fordeles.

Det hænger igen sammen med dansk sikkerheds-, forsvars - og udenrigspolitik, fordi grønlandske interesser vil bruge et økonomisk opsving til at gøre sig fri af rigsfællesskabet, altså dermed også af dansk sikkerheds - , forsvars - og udenrigspolitik.

At den nye og aktuelle grønlandske politik i forhold til råstofudvinding er en anden, end den i serien præsenterede, er værd at huske på. Det ærgrer Adam Price sig vist over (ud fra de interviews, han har givet), at de ikke kunne nå at få korrigeret i seriens handlingsforløb, da produktionen allerede på det tidspunkt var godt i gang.