Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Diane Arbus blev kaldt apolitisk, men 1960’ernes politiske opbrud ses tydeligt i hendes billeder

Med 150 stærke fotografier præsenterer Louisiana den banebrydende fotograf Diane Arbus, hvis unikke portrætgalleri fra et USA i en opbrudstid i dag fremstår med klarsynet råstyrke

Diane Arbus lod de portrætterede posere og fremstå som de helst selv ville, men fandt den lille sprække mellem selvbillede og det ubevidste. Diane Arbus: ’Three female impersonators’, N.Y.C., 1962. Art Gallery of Ontario. © Estate of Diane Arbus

Diane Arbus

Kultur
1. april 2022

Louisiana gør ret i at betone det performative og transformative aspekt i Diane Arbus’ værk, sådan som det på underspillet vis sker i museets strengt kronologisk anlagte udstilling med den amerikanske fotograf. Det første billede, publikum møder, er et selvportræt fra 1945. Arbus er gravid og fotograferer sig selv i et spejl, kun iført et par underbukser. Billedet er atypisk og falder egentlig uden for den periode, der dækker hendes kunstneriske arbejder. Alligevel er det med sin prægnans oplagt som et begyndelsesbillede, fordi det så manifest og selvudleverende viser kroppens forvandling, en tilblivelse.

Kameraet er endda en helt synlig medspiller, som det står rankt på sine tre ben ved siden af Diane Arbus, der med en hånd støtter sig til det. Med hovedet på hæld kigger hun undersøgende ind i spejlet, som var det et magisk spejl, der ikke blot gengav virkeligheden, men var en portal til et andet univers. Et fotografi, en flænge i tiden: forestillingen om engang at skue tilbage på dette øjeblik, så svangert med fremtid. Arbus leger med idéen om, at billedet forvandler verden, at billedet viser, hvordan en anden bliver til inde i hende, i kroppens mørkekammer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her