Da Rusland i 2014 annekterede halvøen Krim, befandt et museum i Holland sig pludselig i en mildt sagt prekær situation. Allard Pierson-museet havde lånt nogle af Krims største arkæologiske fund til udstillingen Crimea: Gold and Secrets of the Black Sea, der i pressematerialet blandt andet blev beskrevet sådan her: »Aldrig før har Ukraine udlånt så mange vigtige arkæologiske genstande.«
Men en måned efter udstillingens åbning blev Krim altså invaderet, og de museer, der begejstret for opmærksomheden havde sendt deres samlings kronjuveler til Amsterdam, var nu i princippet under russisk kontrol.
I dokumentarfilmen The Treasures of Crimea, der vises på CPH:DOX, følger vi den retssag, der skulle afgøre, om genstandene skulle sendes tilbage til de museer, de kom fra, eller om man skulle lægge mere vægt på, at de kom fra Ukraine. Museumschefen på Allard Pierson-museet Wim Hupperetz tør tydeligvis ikke selv tage stilling, og han sætter måske lidt naivt sin lid til, at en domstol kan afgøre en højspændt politisk konflikt.