Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Else Alfelts malerier af stikkende nåletræer og bjergtinder viser, at der er noget større end menneskelige anliggender

Else Alfelts malerier og akvareller får lov at lyse i egen ret, men udstillingen på Arken er dog lidt for tam i forhold til det store stof, Alfelt udtrykker
Else Alfelt: ’Fuldmånen’, 1956. Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

Else Alfelt: ’Fuldmånen’, 1956. Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

ARKEN Museum for Moderne Kunst

Kultur
23. marts 2022

Else Alfelts malerier er så skarpe, at man næsten stikker sig på dem. Hendes signatur er stikkende nåletræer, takkede bjergtinder, der stræber mod himlen, eller krystallinske landskaber, hvor billedet er inddelt i mindre trekanter, der tilsammen danner det skarptskårne indtryk.

Else Alfelt (1910-1974) var udøvende og autodidakt kunstner i den mest brydningsparate tid, og hun fandt hurtigt sin egen signatur og stil, som måske kan lyde lidt kold og hård, men en stor rund lysende måne bryder som oftest med de skarpe tinder, bløder dem op og giver en følsom kontrast med sin cirkulære form.

Selv i den mørkeste periode, under krigen, er der et lys for enden af mørket. Maleriet Spidser der række mod himlen fra krigens sidste år, 1945, forestiller en mørk himmel, hvor månen er distant til stede bag et slør, mens det meste af fladen består af skarpe spidser i mørklilla, blå og sort, der rækker skråt mod himlen. Spidserne danner nærmest en blokade, en gitterstruktur, der spærrer for det frie landskab.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her