Else Alfelts malerier er så skarpe, at man næsten stikker sig på dem. Hendes signatur er stikkende nåletræer, takkede bjergtinder, der stræber mod himlen, eller krystallinske landskaber, hvor billedet er inddelt i mindre trekanter, der tilsammen danner det skarptskårne indtryk.
Else Alfelt (1910-1974) var udøvende og autodidakt kunstner i den mest brydningsparate tid, og hun fandt hurtigt sin egen signatur og stil, som måske kan lyde lidt kold og hård, men en stor rund lysende måne bryder som oftest med de skarpe tinder, bløder dem op og giver en følsom kontrast med sin cirkulære form.
Selv i den mørkeste periode, under krigen, er der et lys for enden af mørket. Maleriet Spidser der række mod himlen fra krigens sidste år, 1945, forestiller en mørk himmel, hvor månen er distant til stede bag et slør, mens det meste af fladen består af skarpe spidser i mørklilla, blå og sort, der rækker skråt mod himlen. Spidserne danner nærmest en blokade, en gitterstruktur, der spærrer for det frie landskab.
