Vi anmelder ’Borgen’
Læsetid: 5 min.

Endelig viser Birgitte Nyborg et glimt af sårbarhed. Det klæder både hende og ’Borgen’

I sjette afsnit af ’Borgen’ får Birgitte Nyborg et tiltrængt modsætningsfyldt lag, og serien viser usædvanlig god timing med ugens nyhedsbillede
Omsider forsones mor og søn, og Birgitte Nyborg viser i et sjældent glimt en sprække af sårbarhed.

Omsider forsones mor og søn, og Birgitte Nyborg viser i et sjældent glimt en sprække af sårbarhed.

Mike Kolöffel

Kultur
21. marts 2022

Virkeligheden overgår som bekendt fantasien, og selv om der er smæk på intrigerne og dramaet i Borgen, så er det i flere tilfælde, som om serien kunne se ind i fremtiden. Timingen er god i det sjette afsnit, hvor russerne atter kommer på banen som skurk. Denne gang ikke med en korrupt og farlig oligark, men med militær, der begiver sig ind på fremmed territorium og er lige ved at udløse en krigserklæring i en scene, der som en sjældenhed får hjertet til at sidde helt oppe i halsen. 

Med krigen i Ukraine er det nemt som seer straks at hoppe med på Arktisk Kommandos formodning om, at det er russerne, der overtræder internationale grænseregler, og frygten for endnu en krig gør fiktionen virkelig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Nu begynder den at være så nervepirrende, at jeg næsten ikke kan tåle at se den.
Utroligt, at DR mener, at børn ned til 11 år må se med, når man betænker, hvornår de ellers sætter grænsen ved 15.

jens christian jacobsen

Enig. Men befolkningen på Grønland fremstilles altså stadig med det velkendte gamle koloniblik: fordrukken grønlandsk ungdom, den hvide mand fra kolonistyret, der gennem sex får lukket munden på den kritiske, grønlandske kvinde. Og selvstændighedsbevægelsen, der blæser på den grønne omstilling og international politik.
Men velspillet og spændende er serien.

Pernille Rübner-Petersen

Vedr. Nyborgs nyerhvervede sårbarhed:

Det er ikke troværdigt eller særlig udbyggende for karaktereren at reducere Birgitte Nyborgs magtliderlighed af nyere dato til et spørgsmål om familiens opløsning. Især ikke når man hermed har byttet rundt på årsag virkning. Var det ikke netop fordi hun ikke kunne sno sig udenom det politiske livs tendens til at æde politikerne med hud og hår, at hun blev skilt og børnene foretrækker samvær med far..? (Det er nu ikke gået op for mig, hvor Laura er..) – Ikke omvendt..

I øvrigt svarer denne dramaturgi til at reducere Lady Macbeth’s moder(gr)iskhed til en forståelig, men ikke motivering nok -, frustration over ikke at have fået børn..
Det er ikke godt nok! Altså, fortælleteknisk set!

Det er det samme med, at Birgitte Nyborg har fået blomsterabonnement for at kompensere for manglende bejlere – dvs. mænd, der kommer anstigende med blomster .. det er simpelthen for tåbeligt. Jeg nægter at tro at en succesfuld karrierekvinde med masser af muligheder for selskabelighed (som vi i øvrigt intet ser af) ville lade sig besnære af at give sig selv blomster. Birgitte Nyborg ved bedre end at tro på, at hun kan fake romantik for sig selv.

Det er her Netflix’s tilstedeværelse viser sig i form af amerikansk kulturimperialisme. At tro at kvinders etiske fald – om det handler om menneskedrab eller ”blot” ideologi og magt – er en kompensation for manglende realisering af såkaldt kvindelige dyder og værdier – børn og familieliv. Det er vi vel for pokker forbi i Skandinavien!

Og hvad blev der i øvrigt af Jeremy? (Var det ikke det, han hed den lækre brite fra sidste sæson?) Er der en grundt til at Birgitte Nyborg ikke har en kæreste andet end dårlig timing og at Asger Ambassadør er for lækker men desværre for ung for hende?
Måske er hun ikke kommet sig over tabet af sin mand. Det er også OK, altså en udmærket dramaturgisk begrundelse for at hun ikke kaster sig ud i en eller anden form for dating. Men så må serien bruge noget krudt på at tematisere det.

Eva Schwanenflügel og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, Pernille Rübner-Petersen, man kan ikke reducere en forklaring til, hvad en karakter selv, ikke mindst som selvbeskyttende fortrængning, vælger at angive som grund.

Bjarne Toft Sørensen

Noget, jeg i anmeldelsen absolut mangler opmærksomhed omkring i 6. afsnit, er en tendens, som også kommer til udtryk i tidligere afsnit. Vi får i seriens kritiske fremstilling tydeliggjort en tendens til centralisering og topstyring fra regeringens ministres side.

Det er noget, der de senere år også er blevet kritiseret af politiske iagttagere i forhold til det "virkelige" liv på "Borgen", ikke mindst på baggrund af at en række politiske planer og beslutninger bliver presset igennem Folketinget fra regeringens side, med den begrundelse at hurtige beslutninger er nødvendige.

Også selv om det får som konsekvens, at Folketingets øvrige partier og medlemmerne ikke når at sætte sig ordentligt ind i, hvad det drejer sig om, og det medfører i yderste konsekvens, at Folketinget må godkende lovforslag, som er nødvendiggjort af beslutninger, der allerede er blevet truffet i regeringen (en fremgangsmåde i strid med lovgivningen på området - Folketinget har den lovgivende magt).

Et godt eksempel er her regeringens (statsministerens?) beslutning om at aflive alle mink (nu må vi se, hvilket resultat "mink -kommissionen" når frem til). Den "systemfejl" var ikke forekommet, hvis den ikke allerede på forhånd til dels var accepteret på "Borgen".

Udenrigspolitisk nævn (og dermed også de øvrige partier) skal holdes løbende orienteret om alle vigtige sager og inddrages i væsentlige beslutninger fra regeringen side. Her så vi i et tidligere afsnit, hvorledes Birgitte Nyborg som udenrigsminister ikke gav nævnet alle oplysninger, og hvordan hun konstant træffer væsentlige beslutninger uden løbende at orientere nævnet.

Det gælder Birgitte Nyborg i forhold til hendes eget parti, hvor hun handler meget egenrådigt, imod partiets linje, og hvor hun alligevel forventer, at partiet accepterer de beslutninger, som hun præsenterer for pressen.

Det gælder statsministeren, der forventer at blive grundigt orienteret af de enkelte ministre, så hun på forhånd kan godkende den enkelte ministers planer og beslutninger.

Det gælder udenrigsministeren, Birgitte Nyborg, i forhold til hendes "nærmeste", departementschefen, hendes sekretær og rådgivere, både de formelle og de uformelle. I serien får vi et indtryk af, at resten af det "ministerielle apparat" stort set er blevet "koblet fra" (måske ville det også gøre handlingforløbet for kompliceret til enTV - serie?).

Det gælder i forhold til medierne, hvor f.eks. det, der i serien svarer til DR1, jo ellers må betragtes som en del af den 4. statsmagt. Vi får indtryk af en ny topstyring af nyhedsafdelingen, hvilket bl.a. er nødvendiggjort af en sikring af "selvcensur", således at bl.a. statsministerens tiltagende centralisering og topstyring ikke bliver udersøgt nærmere og omtalt af nyhedsafdelingen.

Man skulle nødig risikere besvarelser som "straf" i forbindelse med det kommende medieforlig. Så hellere undlade at omtale og problematisere den tiltagende centralisering og topstyring. Mærkeligt nok giver det mig associationer til autokratiske regimer.

Kurt Lindy Hansen

Jeg fatter ikke, at Informations læsere kan gå seriøst op i den fortælling. I sær ikke når man tager verdenssituationen som sådan i betragtning.

Bjarne Toft Sørensen

Hvornår er noget fortælling, og hvornår er det en væsentlig historisk kilde til livet i tilknytning til Christiansborg og på de store TV - stationer?

For mange mennesker, der ser og interesseret følger med i Borgen, men som ellers ikke gennem medierne og historiske værker interesserer sig særlig meget for det "faktiske" liv i tilknytning til Christiansborg og på tv - stationerne, bliver Borgens fiktive fremstillinger i en vis forstand mere virkelige end det faktiske liv på Christiansborg og på tv - stationerne. Også selv om de udmærket er klar over, at Birgitte Nyborg er en fiktiv skikkelse.

Dette forhold gælder nok især mange yngre mennesker, der ret ensidigt lader sig udsætte for mediernes bombardementer af fiktive fortællinger om historien og om livet i samfundet i dag.

Således bliver fiktive fortællinger i en vis forstand til virkelighed i bevidstheden hos mange mennesker. Fiktive fortællinger blive i stigende grad den vigtigste kilde til historien - og så kan faghistorikerne ellers godt "pakke sammen", for de får majoritetens historiske fortællinger fra mediernes fiktioner imod sig.

Hvorfor er det vigtigt, hvad der sker i forbindelse med det politiske liv på Christiansborg og på tv - stationerne? Det er det, fordi det har afgørende betydning for den måde, som vores demokrati udvikler sig på.

Hvis de udviklingstendenser, der er sket i den danske politiske verden og i medieverdenen fortsætter i samme spor som nu, vil vi muligvis herhjemme om 15 - 20 år have et autokratiske regime, som dem vi i dag ser i Polen og Ungarn, og det vil blive betragtet som helt "naturligt".

Autokratierne er internationalt på fremmarch, ikke demokratierne.

Pernille Rübner-Petersen

@ Steffen Gliese - Ja - det ville være fint hvis TV-serien i sin fortælling varslede/pejede på andre grunde, men det synes jeg ikke den gør - her er den ikke kompleks/subtil nok - endnu - .. . men du kan jo mene/opfatte noget andet.. og hvad er så det - hvad er dit/TV-seriens bud på en anden grund/ andre grunde?

Bjarne Toft Sørensen

Min hypotese indtil videre:

Problemet for Birgitte Nyborg er, at hun ikke vil indrømme sin "magtliderlighed" som en grundlæggende og styrende kraft i sin personlighed. Hun forsøger at bortforklare sin opførsel med årsager, der for hende selv er mere acceptable.

Hun har svært ved at acceptere, at hun er den, hun er. I så fald ville hun også måtte indrømme over for sig selv, at hun dybest set handler som et egoistisk og usympatisk menneske.

De elementer af idealisme og engagement, som tidligere gjorde karakterer som Birgitte Nyborg og Katrine Fønsmark beundringsværdige og nogen, man kunne identificere sig med, er forsvundet.

Det må nu være svært at identificere sig med de to karakterer, med mindre man som seer beundrer deres effektive måde at forvalte magt på. Selvfølgelig kan de beundres for deres kærlighed til deres nærmeste, men også dette vanskeliggøres undervejs, fordi deres opførsel viser, at de især tænker på sig selv som det første.