Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fem kvinder spiller metal for at give stemme til deres frustrationer i gribende dokumentarfilm

’Sirens’, Rita Baghdadis film om det libanesiske band Slave to Sirens, der kan ses på CPH:DOX, er en rastløs, rå og øm skildring af musik, venskab og kærlighed sat i et Beirut præget af politisk uro
Det er nærmest en urfortælling, den amerikansk-marokkanske instruktør Rita Baghdadi har skabt med sit filmportræt af det libanesiske metalband ’Slave to Sirens’. Foto: CPH:DOX

Det er nærmest en urfortælling, den amerikansk-marokkanske instruktør Rita Baghdadi har skabt med sit filmportræt af det libanesiske metalband ’Slave to Sirens’. Foto: CPH:DOX

CPH:DOX

Kultur
29. marts 2022

At være ung og lave et band, at drømme om det store gennembrud, mens man står i et øvelokale fyldt med idolplakater, at smelte sammen i et helt særligt ’vi skal vise dem’-sammenhold, når familien ryster på hovedet af drømmen. Det er nærmest en urfortælling, den amerikansk-marokkanske instruktør Rita Baghdadi har skabt med sit portræt af metalbandet Slave to Sirens.

En stor del af dokumentarfilmen Sirens skildrer da også fem venner, der har de samme op- og nedture som de fleste andre bands. Vi ser dem indstudere riffs i øvelokalet, mens en flaske Jägermeister går på omgang. Vi fornemmer sommerfuglene i maven, når de får en mail med tilbud om at spille på en lille scene på den legendariske engelske Glastonbury Festival, og vi mærker skuffelsen, da det, der ligner udlevelsen af drømmen, ender som en koncert foran en sløv forsamling af blege engelske båtnakker.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her