Demokrati, solidaritet og bæredygtighed opsummerer udmærket den ambitiøse politiske vision, som den 70-årige franske præsidentkandidat for La France Insoumise (Det oprørske Frankrig), Jean-Luc Mélenchon, præsenterer i sin nye programbog: L’Avenir en commun (En fælles fremtid). Med godt en måned til det franske præsidentvalg er Mélenchon ifølge meningsmålinger den mest populære venstrefløjskandidat med en opbakning på omkring 13 procent af stemmerne. Til sammenligning ligger Frankrigs nuværende præsident Emmanuel Macron til omkring 30 procent, mens de tre resterende højrefløjskandidater Valérie Pécresse, Marine Le Pen og Éric Zemmour får henholdsvis 12, 17 og 15 procent.
En anden måde at sige det på er, at den franske venstrefløj er i krise. Det gælder også Mélenchon, der ved sidste præsidentvalg i 2017 vandt 19,6 procent af stemmerne. Når det er sagt, er krisen på den franske venstrefløj ikke uundgåelig. Hvis venstrefløjspartierne indgik en alliance, kunne de på nuværende tidspunkt få omkring 27 procent.
Og et sådant scenarie er ikke rent gætværk, for Anne Hidalgo – Paris’ nuværende borgmester og præsidentkandidat for Socialistpartiet – foreslog for nogen tid siden, at venstrefløjspartierne skulle alliere sig i håbet om at vinde over den stærke franske højrefløj. Dette forslag har Mélenchon imidlertid afvist.
Efter at have læst En fælles fremtid undrer det mig. Én af bogens hovedpointer er nemlig, at demokratisk lederskab ikke kan udøves snævert, men omvendt skal udføres i en bred og dyb samling af forskellige aktører. Der er derfor en form for mangel på sammenhæng mellem, hvad Mélenchon skriver i bogen, og hvordan han handler i den politiske verden – et faktum, der gør bogens innovative ideer en smule mindre forførende. Lad os trods den uheldige begyndelse kigge på nogle af programbogens politiske lektioner, hvoraf særligt de demokratiske synes innovative.
Demokratisk innovation
Fra bogens begyndelse skriver Mélenchon, at den er produkt af en demokratisk proces. Ligesom at demokratiet ledes bedst ved kollektiv styring, fødes demokratiske innovative ideer også i fællesskab, og bogen er blevet til på eksperimentel vis i et samarbejde med fagbevægelsen, sociale bevægelser og andre engagerede borgere. Hovedspørgsmålet for samarbejdet har været, hvordan Frankrig kan blive et land, hvor folk lever anstændigt i sunde og bæredygtige miljøer, og det korte svar lyder, at målsætningen kræver en radikal forandring af demokratiets fundamentale institutioner.
Konkret foreslår Mélenchon at nedsætte en konstituerende forsamling, der skal skrive en ny forfatning. Det betyder enden på Charles de Gaulles femte republik og starten på den sjette. Et forslag, der faktisk virker muligt, når vi tænker på, hvad der sker i dagens Chile. Foruden den nye forfatning skal den sjette republik indrettes således, at borgere har langt større indflydelse end i dag. Der er tale om en institutionel nytænkning, hvor deltagelse skal supplere det repræsentative demokrati. I det hele taget skriver Mélenchon, at han ønsker at bygge på frem for at trække fra: »Vi er for – vi kommer med positive forslag,« og det er også det indtryk, man får som læser.
Nok er det tydeligt, at der er problemer i det nuværende franske demokrati – eller oligarki, som Mélenchon nogle steder i bogen omtaler det. Lav valgdeltagelse, nyliberalisme og den elitære styring er nogle af de kritikpunkter, Mélenchon fremhæver, men størstedelen af pladsen i bogen bruges til forslag, der nytænker Frankrig.
Mélenchon ønsker at indføre borgerinitierede afstemninger (RIC), der ved en tilstrækkelig størrelse underskriftsindsamling kan få mandat til at ændre eller tilbagekalde love. Dette har været et krav gennem flere år blandt mange grupperinger af De Gule Veste. Mélenchon foreslår også en decentraliseringsstrategi, hvor kommuner og regioner skal have mere indflydelse, så borgernære beslutninger træffes, frem for at teknokraterne på lang afstand gør alt arbejdet. Valgalderen skal desuden sænkes til 16 år, så unge tidligt engageres til at blive aktive borgere i det franske demokrati.
Den grønne regel
Foruden bogens nytænkning af det franske demokrati er et andet centralt budskab at gøre Frankrig til et økosocialistisk foregangsland. Mélenchon vælger ikke mellem rød og grøn. Ifølge ham består »den grønne regel« af begge dele, da reglen er, at mennesker skal leve i harmoni med hinanden og med naturen. En forudsætning for at reglen overholdes er, at staten bistår med de nødvendige forudsætninger for en sådan harmoni. En lidt sjov detalje er, at Mélenchon skriver, at den grønne regel skal skrives ind i den nye forfatning til den sjette republik, som han netop har givet det franske folk opgaven at forfatte.
Vi må ikke bruge mere af naturen, end den kan restituere, lyder den grønne regel, og samtidig skal alle have adgang til naturens ressourcer. De rige skal ikke kunne købe sig til at forbruge naturen, indtil den grønne regel trues. I stedet kræver Mélenchon radikalt nye forbrugsmønstre. Han skriver, at vi må lære at købe mindre, forhindre overproduktion, affald og så videre. Desuden skal der implementeres en ret til basal fødevareautonomi, der bekæmper uligheden i sundhed. Noget, Mélenchon vil sikre gennem fri adgang til primære fødevarer med særligt henblik på økologi, frugt og grønt.
Af andre tiltag kan nævnes, at Mélenchon ønsker at implementere talspersoner for naturfænomener såsom vand, luft, jord og skov. Dertil skal 25 procent af franske skove henstå urørt, og derudover er Mélenchon kraftig modstander af atomkraft som led i den grønne omstilling. Et kontroversielt synspunkt i dagens Frankrig, hvor hele højrefløjen satser stærkt på fransk atomkraft, og hvor EU-Kommissionen netop har godkendt atomkraft som en grøn energikilde.
Rød, gul, grøn: Mélenchon og De Gule Veste
Som forsker i De Gule Veste gennem flere år kan jeg ikke lade være med at drage paralleller til den sociale bevægelses politiske visioner. De tre mest udtalte overlap handler om demokratisk innovation, den grønne regel samt kritikken af det bestående politiske system. Den første forbindelse er De Gule Vestes kamp for kommunal selvbestemmelse med stærk borgerinddragelse. Konkret praktiserer nogle af De Gule Veste lokale demokratiformer i form af ugentlige politiske møder med horisontale beslutningsstrukturer.
Dernæst læser jeg Mélenchons »grønne regel« som en reformulering af De Gule Vestes oprindelige slogan Fin du monde, fin du mois: même combat (verdens ende, månedens ende: én og samme kamp), der insisterer på en sammentænkning af social retfærdighed og grøn omstilling.
Dette inkarnerer kernen af den sociale bevægelse, som nogle af De Gule Veste omsætter i praksis ved at organisere populærkantiner med økologiske retter til fleksible priser lavet af overskudsfødevarer. Lokale borgere mødes om et sundt og bæredygtigt måltid og betaler, hvad de kan.
Nogle grupperinger af De Gule Veste er samtidig også modstandere af atomkraft ligesom Mélenchon. Den tredje forbindelse er kritikken af det eksisterende repræsentative demokrati, som både Mélenchon og De Gule Veste omtaler som et oligarki frem for et demokratisk styre.
Da jeg for et par uger siden drak kaffe hos én af De Gule Veste nord for Paris, talte vi om gruppens strategi op til præsidentvalget. Louise – den gule vest, som jeg besøgte – talte om, at strategien skulle være at stemme blankt for at udvise demokratisk engagement samtidig med at vise utilfredshed med alle kandidaterne. Denne gruppe af Gule Veste er langtfra den eneste med planen om at stemme blankt.
Mélenchon har altså generelt set ikke formået at mobilisere De Gule Veste. Mange af dem ser ham som værende en repræsentant for det politiske system. Trods bogens nytænkende ideer har Mélenchon siden sin ankomst til Frankrig fra Marokko, hvor han er født, taget del i det franske partipolitiske liv. Tilbage i 70’erne var han medlem af kommunistpartiet, og siden 2017 har han været medlem af den franske nationalforsamling. Nu går han endnu en gang efter magten som Frankrigs præsident.
Mange Gule Veste siger nej til Mélenchon, nej til en præsident og nej til en sjette republik. Det de siger ja til, er et Frankrig som en slags føderation af horisontale og autonome kommuner. Derfor er planen da også for den gruppe af Gule Veste, som jeg har fulgt tæt gennem et etåriglangt feltarbejde, at besætte rundkørsler igen på de to valgsøndage i april. Nogle møder op inden eller efter, de har sat et kryds i den blanke boks, mens andre helt undlader at besøge valgurnerne.
Mélenchon har været opstillet som præsidentkandidat i 2012 og i 2017 uden at nå til anden valgrunde. Spørgsmålet er, om tredje gang er lykkens gang. Svaret er formentlig nej, for en succes der kunne få hans politik videre til anden valgrunde ville kræve, at hans visionære ideer om samling og fællesskab i bogen omsættes til virkelighed i den franske politiske valgkamp ved en bred alliance i venstrefløjen.
Jean-Luc Mélenchon. L’avenir en commun: le programme de l’union populaire. Seuil. 162 sider. Tre euro
