Det er sjældent, at bøger er sjove, sådan rigtigt sjove. For nylig forsøgte jeg at lave en liste, og den blev ikke så lang. Men mens jeg de seneste dage har læst Ben Lerners debutroman, Farvel til Atocha, har jeg flere gange taget mig selv i at sidde og klukke.
Bogen udkom i 2011 på det lille amerikanske forlag Coffee House Press til store roser fra de amerikanske kritikere og er senere blevet efterfulgt af de ligeledes roste 22:04 og Topekaskolen, der allerede begge foreligger i danske oversættelser. At vi nu får første bind i det, som Lerner på bagkant har udnævnt til en trilogi, er en gave.
Som i 22:04 og Topekaskolen er det Adam Gordon, der har en hel del fællestræk med virkelighedens Ben Lerner, som er hovedkarakter og fortæller – og det er ham, der er bogens helt store hovedattraktion.
I Farvel til Atocha er Gordon et sted i de tidlige 20’ere, ofte usympatisk og helt igennem upålidelig. Fanget i en meget genkendelig ungdommelig vaklen mellem storhedsvanvid og dundrende selvhad. Han er en ironiker af rang, med et sylespidst blik for sin egen og andres fejlbarlighed, der famler sig frem i forsøget på at blive digter og finde sig til rette i verden. Helt igennem ulidelig og alligevel meget letelskelig.
Da vi møder ham, er han i den første fase af, hvad han kalder sit »forskningsprojekt«. Han er netop blevet færdig på et amerikansk Ivy League-college og har fået et stipendium til at bruge et år i Madrid på at skrive digte. Hans projekt går i teorien ud på at skrive et langt dokumentarisk digt, der udforsker Den Spanske Borgerkrigs litterære arv. Problemet er, at han hverken har den store viden om krigen eller spansk litteratur og ingen intention har om at opnå den.
Ytringer som »at jeg blandede hash med tobak, var helt nødvendigt i denne fase af mit projekt«, giver et meget godt billede af den selvironi, der gennemsyrer bogen, og hvordan det går med projektet.
I stedet for at skrive på sit researchbårne langdigt går han rundt i byen, ryger joints, læser Tolstoj og Lorca, bliver venner med en gruppe velhavende, venstreorienterede kunstnere og indleder et par komplicerede kærlighedsrelationer, der optager det meste af hans tid. Men vigtigst, så læser han sin yndlingsdigter, amerikanske John Ashbery, og forsøger at finde sit eget svar på, hvad poesien kan og skal.
Poesi og politik
På sine vandringer rundt i byen møder Adam galleriejeren Arturo, en af de velhavende venstreorienterede, der inviterer ham, eller mere eller mindre presser ham, til at læse op sammen med en spansk digter. »Tomás Gomez eller Gutiérrez,« som Adam sjusser sig frem til, at han hedder, læser digte, der er fulde af et »esperanto af klicheer: bølger, hjerte, smerte, måne bryst, strand, tomhed og så videre«. Publikum er opslugt og ser for Adam ud, som om de har en stor kunstoplevelse. Men det er digte, der ikke kunne være længere væk fra det ideal, Adam Gordon finder hos Ashbery og selv tilstræber.
Hos Ashbery befinder man sig, ifølge Adam, i en ukendt og ubestemmelig zone, »som om det reelle Ashbery-digt lå skjult for en, skrevet på den anden side af en spejlflade, så det eneste, man så, var billedet af ens egen læsning«. For Adam giver det »et nærvær, der holder poesiens potentiale intakt«.
Flere gange postulerer Gordon, at digte ikke handler om noget, mens han opretholder sit ideal om at lade poesien være noget, der åbner verden. Det passer bare ikke så godt til den fortælling, han har skabt om sit researchdrevne digt, eller til den verden, der omgiver ham. For mens Adam har en ferie fra virkeligheden i Madrid, så har USA invaderet Irak, og terrorhandlingen på Atocha-stationen i Madrid indfinder sig. Ligesom i 22:04 og Topekaskolen er det politiske og virkeligheden hele tiden til stede som et konstant mellemværende for litteraturen.
Som Adam tænker efter mødet med den spanske digter: »Jeg forsøgte ihærdigt at forestille mig mine digte, eller digte i det hele taget, som maskiner, der fik ting til at ske, forandrede regeringen eller økonomien eller endda sproget, kroppen eller dens sanseapparat, men det lykkedes ikke, jeg kunne end ikke forestille mig, hvordan jeg skulle forestille mig det.« Alligevel holder han fast i poesien og kunsten som et helt nødvendigt modstykke til det faktiske, som en måde at holde verden åben, i en tilstand af potentialitet.
Kuldsejlet kærlighed
Efter Al-Qaeda-angrebet på Atocha-stationen, som sker godt halvvejs inde i romanen, bliver spørgsmålene om kunstens rolle for alvor centrale. For hvordan skal Adam positionere sig selv og sin digtning, og hvordan skal han forholde sig til de velhavende, venstreorienterede kunstnere og galleriejere, der hver dag er på gaden og demonstrere med folket, men om aftenen trækker sig tilbage til stilfulde, modernistiske landsteder og chikke lejligheder med private elevatorindgange.
Dilemmaerne udspiller sig i velskrevne og humoristiske dialoger, og selv om det ofte er tungt, teoretisk stof, så forfalder det aldrig til det studentikose eller kunstlede. Analyserne er skarpe, og selv om der ikke nås nogen definitive svar, så efterlader de et rum, som er godt at tænke over evigtgyldige spørgsmål i.
At det hele ikke kammer over og bliver ren teori i romanform, skyldes de relationer, som Adam skaber sig i Madrid. Primært til Isabel og Teresa, med hvem han indleder mere eller mindre romantiske relationer. Adam lyver og bliver løjet for, er ved at gå til i bekymringer, opfører sig så fjollet, at man får lyst til at kaste bogen gennem rummet og skrige, og er på en lang række af tåkrummende og mislykkede weekendture rundt i Spanien, men udvikler sig alligevel efterhånden, så det er svært ikke at holde af ham.
Han er en antihelt fra Kansas, hvor spaniernes kindkys og spredningen af »det erotiske til den generelle sociale omgangsform ville have haft uforudsigelige konsekvenser«, der skal lære at have intime relationer og kæmper med det. Isabel og Teresa virker til at kunne se ham, og til sidst virker han endda også til selv at kunne det.
Ekvilibrisme
Ben Lerners sprog er knivskarpt. I Farvel til Atocha ofte i lange og yderst komplekse sætninger med et væld af indskud, som må have voldt bogens danske oversætter, Tonny Vorm, en del kvaler. Overordnet er han lykkedes godt med opgaven, selv om noget af originalens rytme, sproglige specificitet og deadpan humor til tider virker en anelse hæmmet.
I sammenligning med de senere romaner er Farvel til Atocha mere umiddelbar og en hel del sjovere. Lerners karakteristiske montagegreb, hvor han lader forskellige tider kollidere på en enkelt side, så nuet gennemstrømmes af fortiden, et greb, han senere har perfektioneret, er her allerede. Men overordnet set virker romanen mindre konstrueret end de efterfølgende.
Farvel til Atocha er Ben Lerner i topform, legende, intelligent og ekvilibristisk. Endnu et eksempel på hans ret så enestående talent.
Ben Lerner: ’Farvel til Atocha’. Oversat af Tonny Vorm. Gads Forlag, 200 sider, 250 kroner
