Et vigtigt øjeblik i nyere populærkultur var lanceringen af Drakes musikvideo ’Hotline Bling’ i 2015. I tomme rum med pastelpink, gul og babyblå belysning dansede den canadiske rapper iført moderigtigt joggingtøj halvt forkrampet, halvt forførende rundt til sit monsterhit om hjertesmerte.
Videoen blev ikonisk, blandt andet fordi den var så god at lave små videoloop, kaldet GIF’s, ud af. En artikel i The New York Times fra samme år med overskriften »Drake: Rapper, Actor, Meme« spekulerede endda i, at Drakes sekundkorte bevægelser simpelthen var koreograferet med hensigt på at skabe reaktioner online.