De jærnklædte Kæmper opløfted deres Spær,
Saa vog de den Herre ved Fuldmaanens Skjær …
O, Danmark, paa Rænker Du aldrig Dig forstod,
Det har Du tidt betalt med Dit reneste Blod.
De jernklædte kæmper var i Carsten Hauchs romantiske tolkning rænkesmedene, der her begik drabet på hertug Knud Lavard, en af de få danske helgener, der – temmelig naivt, kan man mene – ene mand under julefamiliefestlighederne mødtes med sin fætter, kongesønnen Magnus i Haraldsted Skov. Her skulle de to efter aftale drøfte førsteretten til tronen en skønne dag efter Magnus’ far kong Niels, hvor Knud som søn af Erik Ejegod var lige så naturlig prætendent.
Magnus og hird huggede uden videre hertug Knud ned og fjernede hermed den farligste rival. Hvem der i den forbindelse var mest rænkefuld kan diskuteres. Knud Lavard var formentlig ikke i tvivl om sin egen førsteret til magten – ovenikøbet med støtte i det tyske lensbestemte magtapparat og blandt Forpommerns vendere, hvis knes eller hertug han blev. Måske Magnus blot var først på aftrækkeren.
En mafiøs indretning
Dansk middelalders øverste magtstrukturer var i den forstand, og indtil kongeværdigheden endeligt blev knæsat som et arveligt anliggende, løse i fugerne og afstedkom nu og da voldelige konflikter. Ikke i det omfang, man måske skulle tro og i forhold til andre lande, men immer væk kostede 300 års historie fra 887 mordet på Harald Blåtand til mordet på Erik Klippinge i 1286 otte konger, en kongelig svoger samt to kongebrødre livet ved attentater.
Middelalderens forfatningsforhold ved delvis sædvane var langtfra et ureguleret lovløst kaos, langtfra, men kan nærmest forstås som stormandsslægters legitime kamp om retten til at præsidere over vanskelige retstvister, til at lede landet i udvortes konflikter samt at skaffe sig selv og klanen – familien, om man vil – materielle og andre fordele. En mafiøs indretning kan man kalde et system, der ikke i moderne forstand, og som nationalromantikerne så og ser på sagen, opfattede landet som et helstøbt følsomt fædreland, snarere som en fortrinsvis agrar forretning.
Om disse 300 års konflikter, som omtalte løse struktur gav anledning til, har middelalderhistorikeren Torben Svendrup skrevet en overskuelig, nyttig og sandelig også underholdende bog: Kongelige mord i middelalderen.
Knapt så mørkt endda
Forargede folk bruger ofte det nedsættende udtryk arvet fra reformationen: den mørke middelalder. Disse kongemord kunne måske bibringe nogen den tro, at karakteristikken er rimelig, som om politiske drab kun hører fortiden til. Middelalderen var ganske vist præget af vold som middel til konfliktløsning, men ikke i den forstand, at datidens mennesker fandt det urimelige drab i orden.
Tværtimod var kongemordet forbundet med beklagelse og efterfølgende retsopgør eller opgør i marken, hvor den sejrende bagefter frit definerede ret og rimelighed. Som eksempelvis Knud Lavard, hvis navn siden drabet blev forbundet med uskyldens offer a la Jesus. Eftersom magthaveren stod Gud nær, eller tilmed var salvet og hellig per definition, var drabet en forbrydelse mod Gud.
Torben Svendrup lægger megen vægt på uklarhed i arvefølgen som grundlag for kongedrabets rationale eller legitimitet (for den, der begår det vel at mærke). Den senere mere fastlagte arvegang ydede stormagtsslægterne en garanti for ro og fred. De fleste indser det i egen fordel med klare betingelser for kongegerningen, og siden formentlig inspireret af Magna Carta (1215) i England garantien nedlagt i håndfæstninger, grundlove(!), hvor kongens beføjelser på skrift og edsvoren ved kirkens mellemkomst afgrænses. En konfliktårsag, når kongens reformiver og forsøg på magtkoncentration og centralisering, var eksempelvis Knud den Helliges ambition om at gøre sit domæne centraleuropæisk moderne, hvorpå de jyske, siden også fynske stormænd stejlede og myrdede kongen og hans livgarde i Sankt Albani Kirke i Odense.
Gåden i Finderup lade
Håndfæstningen udsprang af den slags erfaringer. Så meget desto mere besynderligt forekommer det fortsat uopklarede mord på Erik Klipping i Finderup (kirke)lade. Sådan set var Eriks magt tøjlet, og det gik for så vidt udmærket med rigets styrelse og økonomien midt i højmiddelalderens gunstige konjunkturer. Drabsmanden eller snarere drabsmændene havde måske et budskab, i og med at de ifølge kilderne tildelte deres offer 56 stik og i øvrigt skar ham op i underlivet. Kong Erik kan have været en farlig skørtejæger, der havde trådt (eller ligget) en og anden stormands kone for nær.
Svendrup giver et godt indblik i vilkårene for magt og magtdeling i et samfund, der var ved at vikle sig ud af bondestadiet og nu så byer, borgere, handel og håndværk blomstre og stille nye krav om fastere forhold.
Siden Finderup lade var det slut med kongemord i Danmark, og attentatforsøg på politiske ledere i Danmark har været få og knap nævneværdige. Senest da en vred ung typograf i 1885 med en slatten pistol prøvede at skyde konseilspræsident Estrup. Unge aktivister smed endnu senere en spand maling i hovedet på Anders Fogh Rasmussen, slemt nok, men langt fra Haraldsted Skov og Sankt Albani eller typografen med sin revolver.
Bogen byder på en række, let vaklende beskrevet illustrationer. I det hele taget kan man jamre lidt over forlagsredaktionen, der kunne have fjernet ofte overflødig redundans og slanket teksten for overflødige (gentagne) præsentationer af fagfæller. Men ellers: en spændende bog for dem, der vil vide, hvorfor den mørke middelalder trods kongedrab ikke var særskilt mørk. Derimod anderledes som fortid har det med at være.
Torben Svendrup: ’Kongelige mord i middelalderen’. Kristeligt Dagblads Forlag. 220 sider. 250 kroner.
