I dansk kultur- og medieliv er der ikke mange som Kristian Leth. Det her forfatterskoleuddannede renæssancemenneske, som nu på ottende år bor med sin familie i Brooklyn, New York, hvorfra han fortæller historier hjem til danskerne. Som digter og fantasyforfatter, som frontfigur i bandet The William Blakes, som solomusiker, som radiovært i programmer om alt fra Wagners Ringen over verdens bedste musikalbummer til biblen. Og som foredragsholder, debattør og utrættelig tweeter.
Kristian Leth er kendt for sine mange talenter, men han er også kendt som Jørgen Leths søn. En relation, hvis velsignelser og forbandelser junior sjældent har drøftet med offentligheden – modsat senior, der jo har skrevet om den i et af nyere danmarkshistorie mest omtalte og omstridte erindringsværker, Det uperfekte menneske (2005-2012).
Nu tager den 42-årige Kristian Leth så bladet fra munden med erindringsbogen En vej ud af tågen, som dybest set handler om, hvor få barndomsminder han har om sin far. At det sker netop nu, skyldes nok især et tre år gammelt Politiken-interview, som han omtaler i bogen, hvor den dengang 81-årige digter og filmmand sagde til avisens udsendte i Haiti, at han ikke havde været der nok for sine børn i tiden efter sin skilsmisse. Journalisten spurgte, om Jørgen Leth havde talt med dem om det, og han svarede, at det havde han. Og hans børn havde tilgivet ham.
Men det er løgn, skriver Kristian Leth. »Vi har aldrig talt om denne periode. Dette interview er det første, jeg hører om det. Jeg vidste ikke, at min far kunne huske det. Eller at han tænkte over det på den måde.«
En vej ud af tågens tema – at far ikke var der, og at minderne er uklare – er velkendt, men den løfter sig fra det almene, fordi faren her har brugt samme tågede minder og skabt forførende eventyr af dem. Afdæmpet beskriver Kristian Leth, hvordan hans forældres skilsmisse og farens depressioner og fravær nok har formet mere af hans liv, end han vil være ved. Og han skriver, at Det uperfekte menneske var fyldt med de historier, »min fars ofte destruktive liv var tryllet om til anekdoter og scener«. Det føles som en uhøflighed, en overskridelse, skriver Kristian Leth, blot at betragte dem som gode historier – som legender, som alle kan læse og genfortælle.
Således sparker Kristian Leth nyt liv i den evige debat om retten til at fortælle sin historie, som vi tog til ukendelighed dengang med Karl Ove Knausgård, men som vi også tager igen, hver gang muligheden er der (for eksempel Thomas Korsgaard og Adrian Lloyd Hughes). Leths sympatiske position er, at han ikke kan bede sin far om ikke at skrive sine historier, men at han godt kan ønske, at han havde været bedre til at være far.
Hunde kan man stole på
Den lille, hurtigt læste bog begynder med nogle prøvende kapitler, hvor Kristian Leth skriver om erindringens væsen. Beskedent går han til opgaven og vender igen og igen tilbage til sit grundlæggende forbehold: At hukommelsen er en subjektiv størrelse, og at de få minder, han har fra sin barndom, formentlig er påvirket eller ligefrem formet af eftertiden.
Alligevel skriver han i små klummeagtige essays minder frem tematiseret om ting som ansvar, maskulinitet, idoldyrkelse, brødre, børns kærlighed til deres forældre. Genbesøger billeder af fugleunger og hunde (»Hunde er gode dyr. Man kan stole på dem.«)
I sin tid skrev forlaget Gyldendal om Det uperfekte menneske, at den var »en erindringsbog af de sjældne, som samtidig tegner et portræt af dansk kulturliv gennem de sidste 40 år«. Det gør En vej ud af tågen bestemt ikke, dens ambition er meget mere ydmyg, mere søgende. Men den rummer også kulturhistoriske omveje om Michael Jackson-musikvideoer og 90’er-computerspil og en vidunderlig passus om Kejserens nye klæder, som Kristian Leth ukarakteristisk uforsonligt kalder for en smålig og snusfornuftig fortælling med en kvalm moralisering:
»Hvem er bange for at blive afsløret? Det er jeg. Hvem klæder sig i ingenting og sætter sin lid til fantasien? Det gør jeg. Hvem kan udpeges som en nøgen hykler, en selvfed charlatan med et enkelt tilråb fra et forkælet barn? Det kan jeg. Det kan ret mange af os, måske. Impulsen til at afsløre os, der ikke kan reduceres til virkelighed lige nu og her, er ikke befriende, den er afstumpet. Det er ikke kejseren, der ikke har noget tøj på. Det er drengen på torvet, der skal holde sin mund.«
Kejseren er selvfølgelig ikke kun Kristian Leth, men også Jørgen Leth. Og ligesom pointen om H.C. Andersen-eventyret peger flere af bogens andre pointer frem mod det uundgåelige: kokkens datter. For hvis kejseren i eventyret er Jørgen Leth, er drengen på torvet de aviser og meningsmennesker, der i 2005 hængte Jørgen Leth ud.
Kristian Leth bebrejder ikke specifikt sin far, at han havde et forhold til en 17-årig haitiansk pige, ligesom han ikke går ind i detaljerne om den medieskandale, det blev, at Jørgen Leth om sin fantasi i bogen skrev de i dag udødelige ord: »Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.« Selv opgav sønnen at læse videre, da han kom til passagerne om sine forældres sexliv.
Fra den stormfulde tid omkring udgivelsen beskriver han køligt, hvordan han på en gåtur på Islands Brygge i København med sin dengang toårige datter faldt over en spiseseddel med et stort billede af sin far og den faktuelt forkerte overskrift: ’Jørgen Leth havde flere sexslaver’. Hans datter udbrød »Farfar!« og gik hen og krammede skiltet.
Børnene overlever jo
Det virker til, at Kristian Leth på en eller anden måde har forsonet sig med sin vrede mod faren. Hans største foragt, skriver han, er rettet mod de gamle venner og kolleger, der ikke stod bag Jørgen Leth, da stormen stod på, men som var stille og bange.
Det er en skam, at han ikke går mere ind i sine følelser om passagen dengang, og hvad han føler i dag.
Men bogen er netop ikke et korrektiv eller et opgør eller en hævn, som han skriver. Det er bare svært helt at sætte en finger på, hvad den så er – andet end en fin og tænksom hilsen til den generation af forældre, Jørgen Leth tilhører.
Kristian Leth skriver godt og præcist, og han er en mand, der ikke behøver at prale, men alligevel lister der sig her og der det, man kalder humble brag (sofistikeret pralen gemt bag ydmyghed), og unødvendige overdrivelser ind. Som da han et sted skriver, at han efter at have boet i Norge i et par år, ganske enkelt mestrede sproget i en grad, så han »slog helt over« i norsk. Eller da han lidt senere skriver om sine trængsler med at bo på landet i et ufærdigt hus uden varme og gå på gymnasiet inde i København, så han måtte »stå op klokken halv seks hver morgen, hente brænde, kløve det og tænde ild i brændeovnen«. Hvorfor kløvede du ikke en masse brænde i weekenden i stedet for at stå og gøre det hver eneste morgen før solopgang? tænker man.
Selvfølgelig er det samlet set småting i en lille, elegant bog, der ikke bare handler om Kristian Leth og Jørgen Leth – slet ikke – men snarere handler om to generationer. Og om hvad forældreskab og ansvar vil sige. Kristian Leth skriver specifikt om sin far, at »han har ikke taget ansvar for mig. Han har haft sig selv nærmest«, men jo længere man læser, jo tydeligere bliver det, at kritikken ikke er rettet mod faren, men snarere mod generationen af især mænd, der ikke tog ansvar, og for hvem børnene bare var der.
Kristian Leth: 'En vej ud af tågen'. Gladiator. 160 sider. 250 kroner
Det er påfaldende, hvor godt Kristian Leth har klaret sig. Måske skulle fædre være mere fraværende? Måske det virker?
Hm! Ikke noget nyt, at kendte kunstneres børn skriver om deres fraværende forældre, der har travlt med at realisere sig selv. Det sidste kommer der ofte en masse god kunst ud af - til glæde for os almindelige modtagere af kunst og kultur.
Måske burde kunstnere slet ikke sætte børn i verden - men havde vi så fået Halfdans Tosserier? For blot at bævne et enkelt eksempel.
Børnene de har - i bedste fald - fået en spændende og farverig opvækst, som millioner af børn misunder dem. De har haft kreative, fantasifulde forældre, der har tager børnene med til begivenheder, sjov og ballade, som de senere i livet har kunnet få nytte af.
Der er da vist ingen tvivl om, at Kristian Leths opvækst har givet ham en ballast, så han i dag kan skrive bøger og lave musik plus alt det andet......hvor ville han være i dag, hvis han ikke var vokset op med en kreativ - uperfekt - far, som Jørgen lLeth.
Så klap hesten, og spørg dig selv om du havde en opvækst, der stod på øretæver og småborgerlig facade, der dækkede over forældres manglende evne til at være - forældre. Det sidste er temmelig almindeligt - i fortid og nutid.
Så gør det bedre selv.
Hvem har sagt det skulle være Leth?
Sarkasme til side, jeg er selv søn af en far der havde mod på at realisere sit potential. Han gik fra at være en dygtig billiardspiller og lønslave i SAS til at blive selvstændig kroejer og hans ambitioner har helt sikkert påvirket min livskvalitet både negativt og positivt. Og lidt ligesom den unge Leth, havde jeg en drøm at komme til at leve af at spille musik, skrive og i mit tilfælde også male. Hvilket vil sige at jeg IKKE gik i min fars fodspor. Jeg var faktisk så opsat på at bryde den sociale arv, at jeg nægtede mig selv at tage job i servicebranchen - det på et tidspunkt i danmarkshistorien hvor daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen var så opsat på at få alle ledige ind i netop servicebrancen, at han selv tog job i et Jobcenter for at speede tingene op. Hvilket som bekendt lykkedes ganske gevaldigt, mens min strategi om helt at bryde den sociale arv var dømt til at mislykkes. Mine kunstneriske talenter rakte langt fra til en professionel kariere, så da jeg var blevet smidt ud af Arkitektskolen blev jeg postbud - et erhver der i mine øjne rangerer i en gråzone mellem service og embedsværk, hvorfor der tal om et kompromis; men der skulle jo også brød under smørret. Det gode ved at blive postbud frem for arkitekt var til gengæld, at jeg nåede til en slagts forsoning med min far, som intet havde tilovers for akademikere - og kunsnere, som ikke kunne klare sig selv.
@Arne Lund 29. marts, 2022 - 07:46
Lad være med at skrive virkeligheden om.
Problemet for Kristian Leth er jo netop, at han IKKE er vokset op
med den kreative og uperfekte far, Jørgen Leth.
Efter skilsmissen fra Kristian Leths mor var Jørgen Leth fraværende i
børnenes liv. Jørgen Leth flyttede til Haiti sidst i 1980érne, da Kristen
var 9 år gammel - og kontakten forsvandt næsten.
Tror rigtig mange fædre kunne tænke sig at have været noget mere for sine børn, men arbejde/økonomi, lange arbejdsdage gjorde at der ikke var meget overskud tilbage i "fritiden".
Mange fædre føler at de har svigtet sine børn når de kommer op i alderen, så kan de godt indse at de brugte og valgte arbejde før børn/familie, men arbejde var/er også en verden hvor man bliver opslugt af og tager det meste af din vågne tid.
Det er sikkert svært at sætte sig ind i 48-60 timeres arbejdsuge, 6 dage om ugen i dag, men sådan var arbejdslivet tidligere og så er det klart at der ikke er meget overskud tilbage til ungerne.
Du har måske været "heldig" at opvokse i en akademiker familie uden alt for meget druk selvom de vist drikker lige så meget som "manden på gulvet" og har ikke fået øretæver fordi det var lige noget Faderen lige havde lyst til i sin brandert, ikke have nyt tøj fordi pengene var gået til druk o.s.v., så det kan da godt være at din Far ikke lige har været der for dig, men der er mange der har oplevet noget der var meget værre end det du har oplevet.
Men de har ikke et kendt efternavn og kommer i medierne :-)
I forhold til de forhold jeg oplevede i min barndom, så er det som at du har fået stjålet en slikkepind og nu brokker dig over at du ikke fik en ny og får psykiske traumer af det.
Kom dog videre i dit liv.
Det lyder som en god bog om den kunstneriske selvrealiserings skyggeside. For andre 70’er-forældrere, var det den politiske situation, der skulle ordnes, og den 3. verden, der skulle reddes. Og idealet om opdragelse var jo frihed og børnemagt, så børnene kunne jo passe sig selv.
Jeg tænker, at der bag Kristians "opgør" ligger en far-længsel, som mange nok kan kende. Jeg kan. Det er (for mig) ikke så meget en anklage, for forældre har sgu alle dage haft nok at se til. Det er mere, ja, et savn eller en længsel, som jeg tænker kan pege fremad i vores egne forsøg på at være fædre.