Det er ikke, fordi jeg som sådan har gået og savnet en film om en afblomstret børneskuespiller, der i en alder af 15 starter en vandsengeforretning med sin lillebror, et par af deres venner og en 25-årig kvinde, han har mødt gennem det skolefotofirma, hans skole benytter sig af. Jeg har heller ikke haft fantasi til at længes efter flugtscener i en baglæns ned ad bakke rullende lastbil med tom tank, fordi året er 1973, og der er oliekrise. Men i Paul Thomas Andersons nye film, Licorice Pizza, forenes disse elementer med parodier på datidens Hollywood-ikoner og pubertært jalousidrama, og det er en ren fryd at se på.
Paul Thomas Anderson er en imponerende alsidig instruktør, hvis film konsekvent befinder sig et godt stykke over det middelmådige. Han kan lave dystre episke dramaer som There Will Be Blood (2008) og stringente psykologiske periodedramaer, hvor alting virker ladet med dyb betydning, som Phantom Thread fra 2017, der handler om en stivstikker af en kjoleskrædder.
