Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Licorice Pizza’ er det mest sprudlende, sprællevende nostalgitrip længe set

En stor dreng møder en ung kvinde og skruer charmen på, og så ruller der ellers en lavine af vidunderlige scener, replikker, bipersoner og øjeblikke i Paul Thomas Andersons festfyrværkeri af en film, ’Licorice Pizza’
I al deres klodsede forsøg på at være seje at se og høre på er Gary (Cooper Hoffmann) og Alana (Alana Haim) noget af det mest charmerende.

I al deres klodsede forsøg på at være seje at se og høre på er Gary (Cooper Hoffmann) og Alana (Alana Haim) noget af det mest charmerende.

© Courtesy of Yuki Kihara, the Fine Arts Museums of San Francisco, the Ny Carlsberg Glyptotek, Copenhagen and Milford Galle

Kultur
17. marts 2022

Det er ikke, fordi jeg som sådan har gået og savnet en film om en afblomstret børneskuespiller, der i en alder af 15 starter en vandsengeforretning med sin lillebror, et par af deres venner og en 25-årig kvinde, han har mødt gennem det skolefotofirma, hans skole benytter sig af. Jeg har heller ikke haft fantasi til at længes efter flugtscener i en baglæns ned ad bakke rullende lastbil med tom tank, fordi året er 1973, og der er oliekrise. Men i Paul Thomas Andersons nye film, Licorice Pizza, forenes disse elementer med parodier på datidens Hollywood-ikoner og pubertært jalousidrama, og det er en ren fryd at se på.

Paul Thomas Anderson er en imponerende alsidig instruktør, hvis film konsekvent befinder sig et godt stykke over det middelmådige. Han kan lave dystre episke dramaer som There Will Be Blood (2008) og stringente psykologiske periodedramaer, hvor alting virker ladet med dyb betydning, som Phantom Thread fra 2017, der handler om en stivstikker af en kjoleskrædder.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her