Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Med ’Mødrenes hus’ føjer Liv Nimand Duvå et værdigt værk til den danske fødselslitteratur

Liv Nimand Duvås roman ‘Mødrenes hus‘ springer fra nøgtern gengivelse af medicinsk behandling og hallucinationer til en utopisk forestilling om varmt og solidarisk barselskollektiv i frodige omgivelser
’Mødrenes hus’ er ud over en fødselsberetning, der problematiserer travlheden og fremmedgørelsen under en almindelig dansk fødsel også en roman, der svinger sig op til at beskrive en feministisk utopi.

’Mødrenes hus’ er ud over en fødselsberetning, der problematiserer travlheden og fremmedgørelsen under en almindelig dansk fødsel også en roman, der svinger sig op til at beskrive en feministisk utopi.

Simone Lilmoes

Kultur
11. marts 2022

Fødselserfaringer fylder meget i den nyere danske litteratur. Liv Nimand Duvås roman Mødrenes hus føjer sig til værker som Olga Ravns roman Mit arbejde (2020) og Julie Sten-Knudsens digtsamling Syv lag (2021), der beskriver den formative og traumatiske erfaring, det er at føde og barsle i det nutidige underbemandede sundhedssystem. 

Ved første øjekast fremstår romanen som en ganske lige ud ad landevejen tredjepersonsfortælling om en tænksom højgravid kvinde, der går rundt med sin uvant tunge krop og venter på, at fødslen skal gå i gang. Hun hedder Rosa, og hendes tanker, følelser og observationer beskrives til at begynde med ganske nøgternt registrerende og med fokus på, hvordan det vordende forældreskab udfordrer hendes og kæresten Gilberts selvforståelse. Rosa kan for eksempel føle, at »alle og enhver lige om lidt vil kunne se, at det på trods af hendes kundskaber og de begyndende rynker om øjnene, er et barn, der taler«, når hun taler for en forsamling. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her