Økonomihistoriker: COVID-19 udløste en »krise uden sidestykke«, der nær var endt i en katastrofe

Der var nogle dage i marts 2020, hvor hele det globale pengesystem reelt holdt op med at virke. Hvor verden var på vej ud i en finanskrise større og farligere end i 2008. COVID-smitten fik alt og alle til at lukke ned – Kina, Europa, Indien, Sydamerika … – og så gik alt i stå. Fabrikker stoppede, folk blev hjemme, ingen gik på restaurant eller i biografen. Det var på én gang et udbuds- og et efterspørgselschok, som verden aldrig før havde set. Så pludselig var alle ved at miste deres penge: Virksomheder blev værdiløse, ingen skulle bruge olie eller kobber, ingen skulle flyve, alt faldt i værdi, så rigmænd over hele verden ringede til deres banker og råbte: »Sælg!«

»Investorer solgte alt,« som den britiske økonomihistoriker Adam Tooze skriver i sin bog Nedlukket, som nu udkommer på dansk. Alt blev solgt. Aktiemarkedet styrtdykkede, olieprisen var kortvarigt negativ, og alle valutaer faldt i forhold til dollaren, selv guld faldt i værdi, for det eneste folk ville sidde inde med var dollar – cash.

Så til sidst solgte investorerne også amerikanske statsobligationer, som ellers skulle være den ultimative sikre havn: USA’s obligationer kan man normalt altid-altid sælge, for markedet er enormt – 17 billioner dollar i starten af 2020 – og man får endda en lille rente fra verdens supermagt, så der findes altid en køber derude, lyder logikken. Og derfor bruger alle finansielle institutioner amerikanske statsobligationer som sikkerhed. Men ikke i marts 2020. Alle ville sælge, ingen ville købe, og så er en vare jo reelt værdiløs. Og hvis amerikanske statsobligationer var værdiløse, hvad så med alt andet? Vores huse, Mærsk-aktien, lagerhallerne med varer. Hele det finansielle system var ved at bryde sammen. Så greb den amerikanske centralbank ind.

Fra krise til krise

Lige nu har Ukrainekrigen næsten fået os til at glemme COVID-19. Vi vakler fra krise til krise, flygtninge, populisme, klima, krig; events, my dear boy, events. Men netop derfor bør vi af og til stoppe op, sætte os ved køkkenbordet og dvæle ved den foregående krise.

For COVID-19 var i sandhed en »krise uden sidestykke«, som det hedder på første side af Adam Tooze’ eminente nye bog, der er en samtidshistorisk gennemgang af COVID-krisen med fokus på de økonomiske konsekvenser: Den 10. april 2020 var verdens samlede BNP tyve procent lavere, end da året begyndte – det er det største fald nogensinde, større end under verdenskrigene.

I foråret 2020 var 81 procent af hele den globale arbejdsstyrke under en eller anden form for nedlukning, og den globale statsgæld steg mere end på noget tidspunkt i fredstid. Og i marts var det hele altså ved at bryde sammen. Katastrofen blev kun afværget, fordi USA’s centralbank, The Fed, besluttede at lave billioner af dollar ud af ingenting på deres computere og købe alle de obligationer, som ingen andre turde røre. I de dramatiske martsdage købte de USA’s egne statsobligationer for en million dollar i sekundet. På 48 timer købte de lige så mange obligationer som på en hel måned under finanskrisen i 2008. Og noget lignende skete i Europa, hvor ECB købte EU-staternes obligationer.

Det var »en stille revolution«, som Tooze skriver i bogen. En radikalisering af metoden fra finanskrisen i 2008, hvor centralbankerne på begge sider af Atlanten gjorde det, som en moderne centralbank egentlig var sat i verden for at undgå: At man trykker penge og låner dem til staten selv. Men under COVID-krisen smeltede finans- og pengepolitik igen sammen (selv om det ikke skete, fordi regeringerne krævede det – det var de uafhængige centralbankers eget valg). Den 23. marts var vendepunktet, ikke for smitten selvfølgelig, men for den finanskrise, vi aldrig fik.

Global intellektuel

Adam John Tooze forsker i kriser. Han har skrevet bøger om begge verdenskrige, The Wages of Destruction fra 2006 og The Deluge fra 2014, og i 2018 udkom bestselleren Crashed, som er en mesterlig gennemgang af finanskrisens årsager og konsekvenser. På få år er den 54-årige brite gået fra at være en ukendt akademiker til at være en global intellektuel med bedstsælgende bøger, 160.000 twitterfølgere og faste klummer i verdens førende medier. Da Ezra Klein fra The New York Times forleden lavede en serie af interview om Ukrainekrigen, udvalgte han en håndfuld af verdens største kapaciteter: Fiona Hill, Fareed Zkaria, Timothy Snyder … og Adam Tooze.

I den nye bog, Nedlukket, viser Adam Tooze hvor stor magt, det finansielle system har over vores liv – hvis den globale kapitalisme går ned, så går vi også ned. Men også at der på forunderligvis findes en slags teknokratisk global governance, et lille broderskab af højtuddannede økonomer, som i krisetider kan træde sammen for at rede det globale pengesystem. Det skete i 2008 og igen 2020. Men selv om deres metoder altså var revolutionerende, var deres mål ideologisk konservativt. Bankfolkene kæmpede for, at intet skulle forandre sig.

»Hensigten med alt det, der skete i 2020, var dybt konservativt,« som Tooze har sagt i et interview i Information. Alle de nye penge pustede priserne op på aktier og boligerne. De rige blev rigere. De svageste blev hårdest ramt. Vi holdt flyene på jorden, trykte penge ud af ingenting og brugte dem på hjælpepakker, lukkede verdensøkonomien ned, så olieprisen blev negativ – men vi gjorde det for at bevare status quo. Det er deprimerende i klimakrisens tidsalder.

Men bogen rummer også en opløftende indsigt: Tooze citerer fra en tv-tale, som John Maynard Keynes holdt i 1942: »Alt, vi rent faktisk kan gøre, har vi råd til.« Keynes’ ord, bliver Toozes slogan. De vender nemlig den almindelige snusfornuft på hovedet: For suveræne stater handler politik ikke om at spare penge op, så man kan bruge dem, for penge er ultimativt en social og politisk konstruktion. Se bare på The Fed i marts 2020. For et samfund som vores er den begrænsende faktor, ikke hvad vi har råd til, men hvad vi reelt kan gennemføre: Om vi har arbejdere nok til at bygge broer og opruste. Om vi har den fornødne politiske, sociale og kulturelle vilje til at lukke samfundet ned. Økonomi handler ikke først og fremmest om tal, men om tillid. Om politik.

De dunkle kroge

Adam Tooze er blændende, fordi han både forstår penge, politik og historie. Han kan på samme tid tænke dybt og hurtigt: både konsumere hundredvis af daglige nyhedsartikler om topmøder og renteudviklinger, så han er opdateret som en nyhedsjournalist. Men også læse Hegel og forstå fagdebatterne om europæisk koldkrigshistorie eller Kinas eksportpolitik. I sine analyser viser han læserne rundt i de dunkle kroge af det globale pengesystem, så man forstår, hvorfor containerhavne i Kina hænger sammen med tysk indenrigspolitik, JP Morgan og Bretton Woods-systemet.

Den danske oversættelse ved Lotte Follin af den nye bog er vellykket – det må ellers have været en monumental opgave at fordanske alle de økonomiske fagtermer og Toozes særlige britiske stil. Men det er lykkedes, man glider gennem siderne. Enkelte steder er der småfejl: Amerikanske »mortgage-backed securities« er ikke det samme som danske »realkreditlån«. Og hvad betyder det egentlig, at et marked er »tæt«? Men det er småting. Og i øvrigt: Tak til forlaget for ikke at opdele bogens noteapparat i kapitler, som altid gør det til en bibliotekarisk opgave at tjekke en simpel fodnote. I stedet starter noterne bare med fodnote 1 i indledningen og slutter med fodnote 1070 (!) i konklusionen.

Nedlukket er ikke et hovedværk i samme kaliber som Crashed, det er en samtidshistorie, en krønike over sin egen tid. Den er mere rå, og jo tættere bogen kommer på vores samtid, jo svagere bliver den: Kapitalerne om centralbanker, hjælpepakker og fælles EU-gæld, som udspillede sig i krisens begyndelse, er bedre end de senere afsnit om vacciner. Men det ændrer ikke på, at Nedlukket er en virkelig god bog. Og at Tooze er en af de største intellektuelle kapaciteter i Vesten lige nu.

Adam Tooze: ’Nedlukket’. Oversat af Lotte Follin. Informations Forlag, 412 sider, 300 kroner

Christian Bennike er journalist på Weekendavisen