Det er ikke småting, Paul Verhoeven smider i hovedet på publikum i sin seneste film, Benedetta: Brutale magtkampe, skamløs populisme, religiøst sværmeri, en sværdsvingende Jesus, hed sex mellem to nonner, grum tortur og blodsprøjtende selvflagellation. Men det er jo sådan set også, hvad man forventer sig af den hollandske filminstruktør, der aldrig har været karrig med sine virkemidler, og som altså sætter streg under sine budskaber med rigelige mængder sex og vold.
For Verhoeven fremmer overdrivelsen forståelsen, og selv om hans film indimellem godt kan ligne kulørt spekulation, er han samtidig en skarp systemkritiker, der i Hollywoodfilm som Robocop, Total Recall, Starship Troopers og Showgirls kaster sit satiriske og skarpe blik på alt fra korrupte politikere og politistyrker over fascistoide fremtidsscenarier til en underholdningsverden, hvor alle lurer på at stikke hinanden i ryggen.
I Basic Instinct og Elle, der begge har feministiske undertoner, udforsker han kvinders komplekse seksualitet og lader sine hovedpersoner tage styringen med deres egne liv, med manden som forvirret og modvillig medspiller. Og nu i den fransksprogede Benedetta, der er baseret på virkelige begivenheder og en fagbog af Judith C. Brown, fører Verhoeven os tilbage i tiden, til 1600-tallets Italien, og fortæller en inciterende og herligt provokerende historie om fanatisme og kærlighed af både den kødelige og spirituelle slags.
Penge og magt
Titlens Benedetta er en nonne (Virginie Efira), der på 25. år tjener Herren og de øvrige søstre i et lille kloster i Toscana. Som pige blev hun placeret i klosteret af sin far, en rigmand, der håbede at kunne købe sig adgang til himlen via sin fromme datter – og takket være en årlig sum penge og en solid medgift, hun skulle jo giftes med Gud. Nu er hun i 30’erne og begynder at have syner om en kamplysten Jesus, der gang på gang redder hende fra de fristelser, som Djævelen udsætter hende for.
Eller er det bare indbildning og bedrag? Benedetta er en opmærksomhedssøgende og magtsulten kvinde, der godt kan se sig selv som abbedisse i klosteret i stedet for den kølige, strenge søster Felicia (Charlotte Rampling). Nogle tror på, at Benedetta rent faktisk kan tale med Gud, andre, at hun er en svindler, der bare vil gøre sig interessant. Det sidste lykkes hende også, da hun pludselig får stigmata, og hun bliver valgt til ny abbedisse.
Den lokale domprovst ved godt, at hvis der rent faktisk sker mirakler i klosteret, og søster Benedetta bliver helgenkåret, ja, så bliver han biskop og klosteret og kirken særdeles betydningsfuld og velhavende. Det skete, da munken Frans oplevede mirakler i Assisi, og det gælder nu om at satse på den rigtige hest – og drejer sig mere om penge og magt end om tro og askese.
Et hedt forhold
Klosteret tager en ung, smuk kvinde, Bartolomea (Daphné Patakia), til sig – Benedettas far indvilger i også at betale for hende, fordi hun er på flugt fra sin far og brødres overgreb. Snart får den rapkæftede gadetøs vakt Benedettas seksualitet, og de to indleder et hedt forhold, hvor de blandt andet bruger en træfigur af jomfru Maria som legetøj. Den nu menige søster Felicia og hendes datter, søster Christina (Louise Chevillotte), har dog et horn i siden på Benedetta. De anklager hende for at lyve og hidkalder nuntiusen, pavens stedfortræder (Lambert Wilson), fra et pestplaget Firenze.
Han skal undersøge, om Benedettas påstande er sande eller ej, og så må den nyslåede abbedisse finde sig i at blive stillet for et tribunal bestående af (skin)hellige mænd, der ikke tænker så meget på Gud som på deres egen position og sikkerhed, når de udøver deres embede.
Bartolomea (Daphné Patakia) og Benedetta (Virginie Efira).
Og det er en af pointerne i Benedetta: Kvinder har stort set ingen rettigheder i dette samfund. Kun inden for murene i et kloster kan det som abbedisse lade sig gøre at få en smule magt, men den kan man hurtigt miste igen, hvis man tager en forkert beslutning – eller vælger at tro/mistro den forkerte. Hvis man derimod kan tale med Jesus, udøve eller være vidne til mirakler, ja, så kan man blive helgenkåret og således blive usårlig, også som kvinde.
Bidsk kritik
Præsterne og biskopperne i Paul Verhoevens verden minder om politikere, der prøver at manøvrere i forræderisk farvand. Deres magt er absolut i en tid og blandt et folk, hvis frygt for Guds vrede får dem til at gøre alt, hvad Kirken befaler. Gaderne i Firenze er fyldt af pestdøde stakler og syge og desperate mennesker, som pisker sig selv til blods, fordi de håber, at de gennem lidelsen kan sone deres indbildte og af Kirken påduttede synder og på den måde finde frelse hos Faderen, Sønnen og Helligånden.
Det er en bidsk og besk kritik af organiseret religion, ikke mindst katolicismen, groft embedsmisbrug og populisme af værste skuffe, som man kender det fra flere af Verhoevens øvrige film. Han er ikke just en antydningernes mester – han elsker at chokere og bevæge – men som med både Robocop, Total Recall og Starship Troopers må man ikke lade sig narre af den farvestrålende, ofte også vittige overflade. Den hollandske ikonoklast får udstillet kirkens hykleri, magtfuldkommenhed og grådighed på ganske sofistikeret vis og helt uden at holde igen.
Samtidig fortæller han, og det er vel den egentlige kunst, en både rørende, vedkommende og sexet historie om to kvinders begær og forelskelse – og om et samfund, hvor der ikke er plads til den slags, ja, hvor man end ikke vil tænke tanken, så forkert synes man, at det er.
Charlotte Rampling og Lambert Wilson gør et par gode ’skurke’, Virginie Efira er blændende som Benedetta, skiftevis from og uskyldig og beregnende og snedig, og Daphné Patakia er velplaceret i rollen som unge Bartolomea, der ikke kender meget til kirken og alt dens væsen, men ved, hvordan man tilfredsstiller en kvinde.
Billedsiden er ikke mindre mageløs, og i Benedetta iscenesætter Verhoeven på malerisk vis – og med uvurderlig hjælp fra sin dygtige fotograf og scenograf – et levende 1600-talsmiljø med lige dele skønhed og smerte.
’Benedetta’. Instruktion: Paul Verhoeven. Manuskript: David Birke og Paul Verhoeven. Fotografi: Jeanne Lapoirie. Længde: 131 minutter. Biografer landet over.
