Poul Madsens bog er et indirekte selvportræt af både den pæne og den grimme chefredaktør

På Twitter præsenterer Poul Madsen sig som »Jeg var Ekstra Bladet«. Og den samme mangel på ydmyghed præger i nogen grad hans bog Bag forsiden med undertitlen »Medier, magt og Messershit«. Lige som den avis, han var chefredaktør for i 14 år, sætter han ikke sit lys under en skæppe.

Bogen afspejler den overdimensionerede, nærmest opblæste selvfølelse, som er en central del af kulturen på det, der engang var landets største avis. Herfra ses stort set alle andre medier som dikkende elitære lammehaler, ikke mindst hovedfjenden i eget hus, dagbladet Politiken.

Ekstra Bladet tør, hvor andre tier, og har mere end 100 journalister, der naturligvis er landets bedste.

Men Madsen er manden, der pointerer, at han – i modsætning til sine forgængere – med oprejst pande (efter nogen betænkningstid) dementerede fejl på forsiden, som dengang da avisen udstillede en uskyldig mand som morder.

Han gav grønt lys til at skrive om den konservative Lars Barfoeds elskerinde og skilsmisse (»skilsmisser giver flere klik end bryllupper«, som han skriver i anden sammenhæng), og han er manden, der tillod, at journalist Jan Kjærgaard brød kildebeskyttelsen af en spindoktor, og han forsvarede til det sidste Ekstra Bladets smuds-blogunivers »Nationen«.

Og så er han manden, der med stolthed fremviser journalistiske landvindinger som øgenavnene »Messershit« og »Mögungen« til politikere, bladet ikke kan lide, i et lidt puerilt forsøg på at leve op til EB-fortidens magtfulde og opfindsomme ord som »bolighajer«, »skrankepaver« og »øjebæ«.

Modsætningsfyldt mand

Poul Madsen er også en modsætningsfyldt mand. På den ene side kørte han nærmest egenhændigt en massiv kampagne for at få frigivet danske søfolk i pirathænder i Somalia, hvor journalistik, sensationalisme og kommercialisme gik op i en højere enhed. Det medførte både kæmpeerstatninger og en historisk voldsom kritik fra Pressenævnet. En sag, hvor han og hans avis »spændte ben for sig selv«, som han citerer journalist Kristian Kornø for i en slags konklusion på den betændte sag.

På den anden side gik han i spidsen for en stor kampagne for integration og mod fremmedhad (sammen med Özlem Cekic) – blandt andet for at rette op på sin egen avis’ dybt problematiske 90’er-kampagne mod »de fremmede«. Den som regel smilende og frække vestjyde har flere sider.

Poul Madsens 304 sider er ikke en selvbiografi, understreger han i forordet. Det er personlige beretninger og refleksioner om 26 af de mest markante nyheder, begivenheder og kampagner i hans tid som chefredaktør. Fra afsløringerne af Lars Løkkes rejse- og tøjbilag, over Morten Messerschmidts dokumentfalsk til Madsens tilsyneladende dybe chok over, at der også på Ekstra Bladet herskede en lummer, kvindeundertrykkende kultur.

»Mediekøbmænd«

Med en enkelt afstikker var Poul Madsen en del af chefredaktionen i 20 år. En tid, hvor han med egne ord blev mere og mere kynisk. Ekstra Bladets printoplag raslede nedad med faretruende hast, så det nåede 20.000, da han stoppede som chefredaktør for et år siden. Han blev ansat for at standse print-dødsspiralen og ikke mindst for at hæve bundlinjen ved at satse hårdt på at udvide den digitale avis (på et tidspunkt landets største) og ikke mindst: gøre det til en god forretning. Det første lykkedes ikke, det andet gik nok en anelse bedre, men ikke godt nok i den nye koncerndirektions (læs administrerende direktør Stig Ørskovs) øjne.

Kapitlet »Mediekøbmænd« er for medieinteresserede et alt for kort, lidt overfladisk, men alligevel spændende og afslørende blik ind i den øverste ledelsesstil i Danmarks største dagbladskoncern. Madsen og Ørskov så forskelligt på tingene. Ørskovs »mål var, at Ekstra Bladet skulle tjene penge, som kunne bruges til opkøb af andre medievirksomheder. Mit var at udvikle Ekstra Bladet. I de sidste år jeg var chefredaktør blev mit forhold til direktionen tiltagende anspændt. Jeg var ganske enkelt ved at blive vanvittig over direktionens detailstyring«, står der på side 181.

Poul Madsen blev ikke fyret fra chefredaktørstolen på Ekstra Bladet. Han »stoppede«. »Havde jeg selv tænk mig at gå,« spørger han retorisk og svarer: »Ja, men ikke endnu«. Han så sig selv som en »nestor, der langsomt gav stafetten videre. Men mit forhold til direktionen var blevet metaltræt«.

Strid om ord

Egentligt er det bare en strid om ord, men Madsen vil tydeligvis ikke huskes som en mand, der blev fyret. Hans afgang blev besluttet under en gåtur med JP/Politikens daværende bestyrelsesformand Lars Munch. De diskuterede Ekstra Bladets omstridte massage/sexannoncer, som Madsen gerne ville af med, og som direktion og bestyrelse var begyndt at se som en belastning, selv om de gav rigtigt gode penge. Og da Munch sagde »og så er der dig…?«, vidste Madsen, at tiden var kommet. Og gik, blev gået eller blev fyret. Men de blev sikkert enige om en fyrstelig afgangsordning. Det står der ikke noget om i bogen. Munch forærede afskaffelsen af massageannoncerne som en slags afskedsgave til Madsen. Poul Madsen beskriver gennem hele bogen sig selv som ordentlig (men i stigende grad kynisk). I stedet fik vi Henrik Qvortrup. Han er både kynisk og ikke specielt ordentlig.

Poul Madsens bog er et indirekte selvportræt af både den pæne og den grimme chefredaktør fra en tabloidpresse, der direkte kæmper for sin overlevelse. Intet tyder på, at det – trods alle festtalerne – er den gravende og undersøgende journalistik, der skal sikre fremgang og overlevelse. B.T. har igen overhalet Ekstra Bladet digitalt ved dygtigt at skrue på click-bait-knappen, hvor sensationelle og pirrende netrubrikker skal lokke læserne til. Journalistik er blevet betegnet som »den første skitse til historien«. Poul Madsens bog er ikke en gravskrift, heller ikke et forsøg på en dybere analyse af tabloidavisens nutid eller fremtid. Det er en underholdende og læseværdig skitse til en vigtig del af den store historie om tabloidpressens deroute i Danmark.

Poul Madsen: ’BAG FORSIDEN – Medier, magt og Messershit’. Politikens forlag, 304 sider, 300 kroner.