’Power’ er en surrealistisk fortælling om landsbylivets sammenbrud, ensomhed og radikalisering

Den klassiske kriminalroman er, i hvert fald i sin mest traditionelle form, grundlæggende konservativ. For det meste handler genren om et brud på den eksisterende orden – typisk en forbrydelse – som politiinspektøren eller detektiven skal opklare, for på denne måde at genetablere den tidligere eksisterende orden.

Verena Güntners roman Power fra 2020, som Karen Tortzen har oversat fra tysk til formidabelt dansk, lægger i starten ud, som om her var tale om en traditionel kriminalroman. Handlingen foregår i en mindre landsby i Tyskland, hvor en af indbyggernes hund – Power – er forsvundet. Den elleveårige pige Flamme påtager sig opgaven at genfinde hunden og dermed, som det bliver sagt flere gange undervejs, sørge for, at alt igen bliver, som det var før. Orden skal genetableres, og den 11-årige går helhjertet og systematisk til værks: med vidneafhøringer, sikring af spor, notater om eftersøgningens fremskridt og daglige rapporter til hundens ejer, fru Hitschke.

Jo længere romanens handling skrider frem, desto mere forlader den imidlertid kriminalromanens klassiske spor. Frem for at den tidligere eksisterende orden genetableres, opstår der i løbet af efterforskningen i stedet tydelige sprækker i selve virkeligheden, og romanen åbner et mere og mere surrealistisk, delvist absurd univers.

I centrum for handlingen står især landsbyens børneflok, der begynder at tilslutte sig Flammens efterforskning og på et tidspunkt forsvinder i den nærliggende skov for at dyrke eksistensen som en hundeflok. Med tydelige referencer til klassikere som William Goldings Fluernes herre fra 1954 frakobler børnene sig de voksnes verden og opbygger deres eget univers med internt hierarki og social kontrol. Samtidig gør landsbyens rædselsslagne forældre hundens ejer, fru Hitschke, ansvarlig for børnenes forsvinden og udstøder hende efterfølgende fra landsbyens fællesskab.

Studie i radikalisering

I Tyskland har flere anmeldere læst romanen som et studie i radikalisering. Og ikke helt uden grund: Med afsæt i børneflokkens gruppedynamik viser historien, hvordan især forældrenes manglende empati og interne problemer skubber børnene ind i en anden verden, som organiseres efter egne præmisser. Enhver form for kommunikation med de voksne bryder sammen. Samtalen erstattes med gøen, og ligesom hunde begynder børnene at bide deres egne forældre, såfremt de vover at forsøge at hente dem ud af skoven. Nærheden til nazistiske ungdomsgrupper i de østtyske landsbyer antydes.

Samtidig er romanen langt mere end en allegori over radikaliseringen. Den åbner sig på fascinerende vis i tusindvis af retninger, og i stedet for at tilbyde en entydig forklaring på de sære hændelser bliver den ved med at trække tæppet væk under læseren. Mens den samtidig er fyldt med det, man i den videnskabelige forskning ofte omtaler som »realitetspartikler« – korte henvisninger til realiteten midt i et fiktivt univers.

Således fortæller romanen også en historie om landsbyernes affolkning, og de efterladtes traumatiske oplevelser med at blive forladt og ladt alene, mens selv tætte familiemedlemmer forsvinder ud i det blå og uden nærmere forklaring. Og den beretter om migrationserfaringer og mangfoldighed i landbrugskulturen, om arrogancen over for de såkaldte østarbejdere, som er fundamentale for bøndernes overlevelse, men ofte behandles, som om de selv var kvæg – eller hunde.

Og den fortæller, ikke mindst, om ensomhed og usikkerhed. Om den truende stilhed og den skrøbelighed, som landsbyens sociale verden består af. Om tilflytternes arrogance, om lukketheden, og om dysfunktionelle familier i bunden af samfundet. Om en verden, som konstant er truet af undergang.

Opløsning af orden

Romanen tilbyder således et stærkt blik på landsbyernes indre mekanismer. Den lader sig hverken falde for den så udbredte dæmonisering af landsbyen eller den ligeledes udbredte dyrkelse af landområderne som angiveligt positive modsvar mod storbyens travlhed. I stedet tilbyder den et nuanceret blik på »udkantens« sociale mekanismer og udviser ikke mindst et skarpt og empatisk blik på børn.

Forfatterens skarpe iagttagelser går samtidig hånd i hånd med et stærkt og usædvanligt billedsprog. Den tiltagende opløsning af den eksisterende sociale orden fortælles med nærmest scenisk skarphed – Verena Güntner kommer oprindeligt fra teaterverdenen – der visualiserer de sociale og eksistentielle afgrunde. Beskrivelsen af affaldets ophobning i fru Hitschkes have, børneflokkens interne kabaler og Flammes kommunikation med sine personlige »spøgelser« skriver sig ind i læserens hoved og bliver hængende længe efter endt læsning. Det er en visuel stærk roman, der efterlader flere spørgsmål end den giver svar. Men som netop derfor er givende, udfordrende, og på imponerende vis ikke sådan lige til at slippe ud fra igen.

Verena Güntner: ’Power’. Oversat af Karen Tortzen. Forlaget Silkefyret, 250 sider, 250 kroner