Det er en meget vred Batman, man møder i Matt Reeves’ nye Batman-film, The Batman. Han er ikke så meget forbryderbekæmper som maskeret, kappeklædt hævner, der patruljerer i Gotham Citys skumle, kriminalitetshærgede gader og giver forbryderne en ordentlig omgang tæsk. Men da en mystisk skurk beslutter sig for på bestialsk vis at slå byens borgmester ihjel og afsløre artige hemmeligheder om ham og resten af Gothams magtelite, ikke mindst politiet og anklagemyndigheden, ja, så må Batman alias milliardæren Bruce Wayne (Robert Pattinson) træde til.
Batmans eneste allierede hos politiet, kommissær Gordon (Jeffrey Wright), giver ham adgang til gerningsstedet, ikke mindst fordi den ukendte morder henvender sig direkte til Batman med drilske gåder (ja, det er The Riddler), som han løser sammen med sin trofaste butler, Alfred (Andy Serkis).
Det er en kompleks sag, som viser sig at gribe tilbage i Bruce Waynes smertefulde fortid – hans mor og far blev myrdet 20 år tidligere – og involverer gangsterbossen Falcone (John Turturro), dennes højre hånd, Pingvinen (en fuldstændig uigenkendelig Colin Farrell), og en ung, katteglad kvinde ved navn Selina (Zoë Kravitz), som er en ganske dygtig listetyv og om natten bevæger sig ud i en stram, sort heldragt og en hætte med katteører (ja, det er Catwoman).
Fotogen by
Til at begynde med er The Batman faktisk en ganske glimrende film. Den portrætterer en anderledes jordbunden og rå og upoleret superhelt, end vi er vant til fra utallige andre Batman-film. Batman bevæger sig rundt i Gotham på motorcykel, og han er mere end nogensinde ’blot’ en veltrænet mand i en skudsikker dragt, der prøver at skabe lov og orden i den by, han er vokset op i, og som også hans filantropiske far forsøgte at hjælpe med sine milliarder.
Der er visuelle og dramaturgiske referencer til alt fra David Finchers seriemorderfilm Seven til klassiske gangsterfilm og detektiver som Sam Spade og Philip Marlowe i Humphrey Bogarts skikkelse. Og det er velgørende, at Matt Reeves (Cloverfield, Let Me In, Abernes Planet), som også har skrevet filmens manuskript sammen med Peter Craig, ikke bare ser Batman som en superhelt, men også som en detektiv, der godt kan finde ud af at bruge de små grå.
Det første, man bider mærke i, er dog vreden. Ikke engang Ben Afflecks Batman i Zack Snyders Batman-, Superman- og Justice League-film var så sammenbidt, lakonisk og weltschmerz-ramt som Robert Pattinsons inkarnation af Batman. Når den britiske skuespiller er Bruce Wayne, ligner han en lidt ældre og sjusket udgave af den mutte emo-vampyr Edward, han spillede i Twilight-filmene. Men når Pattinson er Batman, er han et dirrende nervebundt af uforløst sorg og raseri, som han bruger i et futilt forsøg på at rydde op i den by, som er en mørk og vældig fotogen blanding af New York, Chicago og ren fantasi, og som nu er ved at falde helt fra hinanden.
Indre konflikt og smerte
Og det er et af budskaberne i The Batman: At vrede og hævn ikke nødvendigvis er de bedste måder at hjælpe et samfund på. Det kan godt være, at Batman får straffet forbryderne, men når politi og politikere er gennemkorrupte, og indbyggerne i Gotham tilsyneladende har mistet håbet og troen på de folkevalgte – hvilket The Riddler i den grad spiller på – så hjælper det ikke meget med råstyrke og muskelsnak.
The Batman er udpræget påvirket af den splittede verden – det splittede USA – som blandt andre Donald Trump har efterladt sig, og når The Riddler i videohilsner til sine følgere, for sådan nogen får han selvfølgelig, taler om, at alle politikernes løgne skal frem i lyset, kunne han lige så godt sige »drain the swamp«.
The Batman er en såre humorforladt film. Selv ikke Christopher Nolan og Christian Bales barske Batman havde så svært ved at finde bare et lille smil frem indimellem. Men sjovt nok gør det ikke spor. Matt Reeves’ film lider nemlig ikke af samme selvhøjtidelighed som så mange andre af DC og Warner Bros.’ superheltefilm, og Robert Pattinsons indre konflikt, smerte og intensitet bærer faktisk filmen flot et langt stykke ad vejen. Godt akkompagneret af en stemningsfuld billedside og alt fra Nirvana og Schuberts ’Ave Maria’ til Beethoven og Michael Giacchinos alvorstunge musik for klaver og symfoniorkester på lydsporet.
Med en spilletid på tre timer er The Batman dog alt, alt for lang. Der kunne snildt hakkes en time af filmen – ud med et par slåskampe, en biljagt, et par skurke og den sidste halve time, hvor The Riddlers snedige, men også noget omstændelige plan når et lidt hysterisk crescendo. Så ville man have en mere end hæderlig film om detektiven og forbryderbekæmperen Batman, der skal finde ud af, hvor og hvordan han bedst gør godt.
’The Batman’ – Instruktion: Matt Reeves. Manuskript: Matt Reeves og Peter Craig. Fotografi: Greig Fraser. Længde: 176 minutter. Biografer i Gotham City og resten af verden.
