Den selvbiografiske film ’Belfast’ balancerer fint mellem barndomsidyl og brandbomber

William Shakespeares Henry V fortæller historien om en ung konges modningsproces. Stykket fuldender skuespilforfatterens tetralogi om først prins og siden kong Henry og hans udvikling. Hvordan han tidligere var lidt af en udisciplineret vildbasse, men nu, hvor han er blevet konge og har besluttet sig for at invadere Frankrig, faktisk viser sig at være en velovervejet og begavet strateg.

På samme måde viste den 29-årige, klassisk uddannede skuespiller Kenneth Branagh sig også at være en dygtig filminstruktør, da han i 1989 præsenterede verden for sin filmversion af Shakespeares stykke. Branaghs Henry V, hvori han også selv spiller titelrollen, er et levende og blodigt portræt af krigens rædsler – og af en konge, der nok egenhændigt tager store beslutninger, men som også tillader sig tvivl og forsøger at lytte til de udmattede soldater i sin hær, der er den franske hær langt underlegen.

Før Kenneth Branaghs film havde premiere, var det den dengang 37-årige Laurence Oliviers stiliserede, kampgejstindgydende udgave af Henry V fra 1944, der stod som den store åbenbaring. Mange mente derfor også, at det var halsløs gerning og et udslag af ungdommeligt overmod hos Branagh at forsøge at lave en ny filmversion af stykket. Det kan der være noget om, og måske var der tale om en art fadermord i det fra den debuterende instruktørs side – selv om han bestemt beundrede Olivier og faktisk spillede ham i My Week with Marilyn fra 2011. Men Olivier, der døde i 1989, nogle måneder før premieren på Branaghs Henry V, kastede i mange år lange skygger over britisk teater og film, og et opgør med hans arv var på sin vis uundgåeligt.

Med Henry V viste Branagh, ligesom den unge konge i filmen, at han var en kreativ kraft, man måtte regne med. Kongen var død. Kongen længe leve.

Beskeden film

I årene, der er gået siden hans instruktørdebut, har nu 61-årige Kenneth Branagh stået bag en lang række film, adskillige af dem Shakespeare-filmatiseringer og stort anlagte action- og eventyrfilm. Nu er han biografaktuel med en anderledes beskeden film, Belfast, der er baseret på hans eget liv. Filmen foregår i 1969-70 i den nordirske hovedstad og handler om en familie, der bliver fanget i de tiltagende uroligheder og konfrontationer mellem protestanter og katolikker.

Lille Buddy (Jude Hill) og hans mor, far og storebror bor i et typisk arbejderklassekvarter, hvor alle kender alle, og børnene leger ude hele dagen, indtil de kaldes ind af deres mødre for at spise. Det er trygt og godt, og Branagh vækker dette solbeskinnede stykke barndomsidyl til live med en fin åbningssekvens, hvor kameraet til tonerne af Van Morrison – den nordirske nationalskjald, der har leveret al filmens musik – bevæger sig ned gennem en gade og et mylder af mennesker, børn og voksne, der hilser på hinanden, køber ind, snakker og leger.

Men så bliver idyllen brudt af en aggressiv horde af byens protestanter, der går til angreb på de katolikker, der bor i gaden og vil have dem smidt på porten. Politiet kæmper for at stoppe angriberne, som smider med brandbomber, og mødre og fædre forsøger at få deres børn i sikkerhed, mens biler og huse brændes af, og brosten flyver gennem luften. Buddy er stivnet midt på gaden ansigt til ansigt med en voldsomhed og brutalitet, han ikke har mødt før, men så får hans mor (Caltriona Balfe) fat i ham og hevet ham indenfor sammen med storebroren.

Flytte eller ej?

Dagen efter kommer Buddys far (Jamie Dornan) hjem fra sit arbejde som tømrer i London – som så mange andre irere kan han ikke finde arbejde derhjemme – og det står snart klart, at familien skal tage en stor beslutning: Vil de blive i Belfast, eller skal de flytte, måske til England, måske Canada eller Australien, for at undgå urolighederne? Buddys familie er protestanter, men mange af deres naboer og nærmeste venner er katolikker, og lederne af de protestantiske loyalister – som vil forblive en del af Storbritannien, mens de overvejende republikanske katolikker vil være en del af det selvstændige Irland – vil have hans far til at slutte sig til deres rækker, ellers vil det få alvorlige konsekvenser for familien.

Urolighederne i Nordirland, der begyndte i slutningen af 1960’erne, varede helt frem til 1998 og kostede utallige menneskeliv blandt både protestanter og katolikker. Alt det ved Buddy og hans forældre naturligvis ikke noget om, men efterhånden som konflikten i byen optrappes, og folk tvinges til at vælge side, må de erkende, at byen ikke er sikker at bo i. Buddys far, der ikke vil vende sig imod venner og naboer, når hurtigere til den erkendelse end moren, som heller ikke vil involveres i konflikten, men som har sit hjem og hjerte i Belfast og ikke kan forestille sig at skulle flytte.

Det gør ikke familiens beslutning nemmere, at Buddys bedsteforældre (Ciarán Hinds og Judi Dench) bor i nærheden, og at knægten har forelsket sig i en pige i sin klasse og er overbevist om, at han en dag skal giftes med hende. Drengen har på ingen måder lyst til at forlade Belfast, og det er i virkeligheden kernen i filmen: Den blander en drengs dannelsesrejse med en universel, humanistisk fortælling om et land i splid med sig selv – og den skade, som religion kan forårsage, hvis den bliver brugt politisk.

Stemningsfuld sort-hvid

Belfast er en god film – nomineret til en masse filmpriser. Lun, velskrevet og velspillet. Indimellem er kontrasterne mellem Buddys hyggelige hverdag og urolighederne i Belfasts gader stor, og man kan diskutere, om Kenneth Branagh kaster et for rosenrødt skær over sin barndom. Men omvendt er Belfast på sin vis fortalt som et eventyr, hvor man det ene øjeblik ser begivenhederne gennem Buddys store, undrende øjne og det næste gennem de bekymrede forældres. Det giver en god dynamik i filmen, hvor barnet selvfølgelig forsøger at forstå, hvad der foregår, men hvor dets forestillingsevne og fantasi bliver et solidt bolværk mod de ubehagelige realiteter.

Billedsiden er holdt i stemningsfuld sort-hvid, hvilket giver Branagh mulighed for at sætte tryk på farverne i nogle brillante scener, hvor Buddy og hans familie er i biografen for at se familiemusicalen Chitty Chitty Bang Bang og i teatret for at se Dickens’ Et juleeventyr. Begge dele gør forståeligt nok et stort indtryk på lille Buddy – det gør også de film og tv-serier, han ser på familiens diminutive tv-apparat – og mon ikke det er instruktørens måde at fortælle, hvordan han som dreng blev bidt af filmens og teatrets verden.

Belfast er en af Kenneth Branaghs mest afdæmpede og personlige film, og det er nok meget godt, at han ikke har givet sig selv en rolle i filmen. Det ville have været for distraherende, ikke mindst fordi han lige nu vel bedst er kendt for den ufrivilligt komiske rolle som Hercule Poirot i to elendige Agatha Christie-filmatiseringer, Mordet i Orientekspressen og Døden på Nilen, som han ovenikøbet også selv har instrueret.

Hovedroller i egne film

Kenneth Branagh blev uddannet på The Royal Academy of Dramatic Art i 1980’erne og var i sine 20’ere tilknyttet The Royal Shakespeare Company – han kender sin Shakespeare – inden han stiftede sin egen teatergruppe. Han medvirkede i både film, tv-serier og teaterstykker, og det var sådan, at han mødte Emma Thompson, som han blev gift med i slutningen af 1980’erne og gav roller i de fleste af sine egne film – indtil de blev skilt i 1995.

Fra begyndelsen spillede Branagh også gerne selv hovedroller i de film, han instruerede. Det fungerer især godt i de brillante Shakespeare-filmatiseringer – Henry V, Stor ståhej for ingenting (1993), Hamlet (1996) – og i kulørte og underholdende genrefilm som Dead Again (1991) og dramaer som den selvbiografiske Peter’s Friends (1992) og den Shakespeare-biografiske All Is True (2018). Her kan skuespilleren Branagh med den store mimik og gestik give den hele armen, og det er ganske vidunderligt.

Branagh er ikke just en minimalistisk skuespiller, i hvert fald ikke når han instruerer sig selv, og det må næsten også gå galt, hvilket det om noget gør i Poirot-filmene og i Frankenstein (1994) og Jack Ryan (2014), hvori han spiller hhv. Victor Frankenstein og russisk superskurk, så også de bageste rækker kan være med. He chews the scenery, som man siger på engelsk om den slags ubændigt skuespil, hvor alle nuancer går tabt i udvendighed og manerer.

Spøjs instruktørkarriere

Kenneth Branagh har spillet et hav af roller for andre instruktører, mange af dem gode. Personligt er jeg især glad for ham som kriminalkommissær Wallander i den engelsksprogede serie baseret på Henning Mankells populære bøger. Han giver den gnavne politimand godt liv, måske netop fordi skuespillerens naturlige udadvendthed skaber spændinger i mødet med den introverte Wallander.

Som instruktør har Branaghs karriere udviklet sig lidt sjovt – måske som et resultat af en kunstnerisk midtvejskrise. Han instruerede superheltefilmen Thor i 2011 og fulgte op med Jack Ryan og Cinderella (2015), der alle tre var udmærkede, omend noget upersonlige underholdningsfilm i Hollywood-klassen. Men det gik galt med Artemis Fowl (2020), Mordet i Orientekspressen (2017) og Døden på Nilen (2022). Nok har Branagh instrueret, men han synes ikke at have haft den store kunstneriske indflydelse på filmene, formentlig fordi de er så store og dyre, at instruktørens opgave er en form for afvikling.

Med Belfast viser den nu aldrende filmkonge en mindre spektakulær og mere personlig side af sig selv. Filmen portrætterer det sted, de mennesker og den kultur, Kenneth Branagh er rundet af. Det er måske for meget at sige, at det er en mere ydmyg historiefortæller, man møder i filmen, men det klæder ham at grave dybt i egne erfaringer og eget liv og dele generøst og indfølt ud af det uden selv at skulle optræde på lærredet.

’Belfast’ – Instruktion og manuskript: Kenneth Branagh. Fotografi: Haris Zambarloukos. Længde: 98 minutter. Biografer landet over.