Stine Askovs ’Nøjsomheden’ anbefales til alle med et hjerte

Stine Askovs nye roman Nøjsomheden, der har fået titel efter et virkeligt og af regeringen indtil december 2021 ghettostemplet boligkvarter i Helsingør, har både en helt og et budskab. Helten hedder Mona, og budskabet er med Monas moster Tuts ord: »Man skal ikke tage værdigheden fra folk.« Så Tut er romanens helt nummer to. Tut er Nøjsomhedens godmother med kun ét blødt punkt, sønnen Frederik, der er pusherkonge og den hårde type. Tut har sin ranke holdning, »selv når hun ligger ned«.

Tut ligger ned, fordi hun er på hospice, men rank altså og stadig i stand til at hjælpe Mona, som hun altid har gjort. »Tut hjælper os,« siger Monas mor, og det gør Tut. Der er ikke det problem, hun ikke kan fikse.

Men kan man skrive realistisk og troværdigt om helte i vores tid? Jeg mener, man kan tale om helte i virkeligheden, men ligefrem skrive romaner om dem? Kan man tro på det? Og for eksempel lade sin Nøjsomhedshelt forelske sig i et af de rige Helsingør-folks børn, Nikolaj, og lade hende få ham og akkurat udfylde romance-skabelonen med dens krav om en lykkelig slutning?

Stine Askov kan, fordi hun gør det. Og måske også, fordi hun med Nøjsomheden henter tilladelse i den nyere og progressive afdeling af romance, der ud over at skabe tryghed og forudsigelighed også er et sted, man kan hente styrke til at skabe forandringer i sit virkelige liv. Dét ved Mona. Hun ved også, hvad hun drømmer om, true love, og ærlig talt, hvem gør ikke det: »Hun drømte om en dyb samhørighed, der fremvistes i hverdagens gerninger, der var mere end bare hverdagens gerninger netop på grund af denne samhørighed.«

Ligeglad med hierarkier

Mona er en forbilledlig læser. Hun tager fra alle hylder, og hun står ved sin oplevelse af, at Harry Potter-bøgerne stadig er det bedste, hun har læst. Hun ved udmærket, at genrehierarkierne findes. At nogle bøger regnes for kunst og andre for eskapisme og husmorporno. Hun ved, at der, ligesom der er forskel på folk, også er forskel på bøger, det vil sige forskel på deres værdi rent socialt og kulturelt. Mona er bare ligeglad med de hierarkier, hun er som læser altædende, hun læser de bøger, hun har adgang til på byttehylden i Nøjsomheden og senere i Lindas Boghandel, hvor hun lykkeligvis får arbejde: Fiskerne, Fifty Shades of Grey, Terningemanden og Lykke-Per. Når Mona har læst en bog fra byttehylden, skriver hun en anmeldelse af den på en post-it til den næste læser: »lidt lang i spyttet, ærlig talt, men en vigtig fortælling om en tid, hvor en kvindes største synd var at klippe sit hår.« Om Fiskerne, selvfølgelig.

Mona bemestrer den korte anmeldelse, der samler karakteristik, vurdering og læseoplevelse i én smældende formulering. Oveni har hun humor. En smoothieopskriftsbog får denne anmeldelse: »Helt overflødig bog for alle med tænder.« På den gule lap på Terningemanden har Mona skrevet: »Visse læsere vil helt sikkert forsøge sig med et terningeslag for at afgøre, om menuen skal stå på pizza eller kebab, ikke denne læser, der tog en leverpostej med rødbede.« Lykke-Per (som Mona længe går udenom, fordi den er »alenlang og sat ned fra et rygerhjem«) får denne anmeldelse: »Faktisk genial. Allerede i titlen er han ironisk. Anbefales til alle levende.«

Det er Monas post-it om Lykke-Per, som Tut viser til boghandleren Linda, og så har Mona arbejde. Konceptet kan hun tage med i boghandlen.

Som heltefigurer er hverken Mona eller Tut lavet af pap, de er tværtimod sammensatte. Der er flest scener, hvor man hepper på dem, men relationen imellem dem er også kompliceret og smertefuld. Det handler ikke om Monas far, der aldrig har været der, eller om Monas mor, der er psykisk syg og har fyldt lejligheden med royale udklip, men om Frederik, der er uberegnelig og voldelig.

Mona kender også voldens sprog, det er hun nødt til, men hende og Frederik har ved siden af volden også deres egne hemmelige signaler, to skosnuder, der rører hinanden under bordet og den slags. De deler også en forkærlighed for sjældne ord. (Frederiks hund hedder Slambert.) I ordene finder de også sammen.

Måske er der endnu et budskab at læse ud af Nøjsomheden, at ord og bøger kan give et menneske noget at komme videre på. Mona er både rap i replikken og kaster sig ud i Virginia Woolfs Bølgerne, fordi Nikolaj gør det. Det handler også om sprog. Til Tuts bisættelse læser Mona Sophus Claussens Djævlerier højt ved hendes kiste i kapellet. Tut skulle ikke have nogen præst. »Hun sagde, det var ligesom krofatter i Lille Claus og store Claus, at hun ikke tålte at se degne.«

En anmeldelse af Nøjsomheden på en post-it kunne lyde sådan her: »Faktisk vigtig. Allerede titlen er ironisk, hvis ikke tragisk, fordi nogen i virkeligheden har kaldt et boligkvarter sådan. Mona har gudskelov lært af sin moster, at man ikke skal nøjes, selv om man kommer fra Nøjsomheden. Anbefales til alle med et hjerte.«

Stine Askov: ’Nøjsomheden’. Gyldendal, 366 sider, 250 kroner