Der står en ung pige på Odense Teater. Maria hedder hun, og hun er helt alene. Hun fryser i sine sneakers og står i vand til anklerne. Hun har ørebøffer på og nynner med på musikken, mens hun lægger en hånd på sin gravide mave, inden hun tænder for chatten på sin skærm.
I Hudløs på teatret Mungo Park i Allerød har en ung fyr barrikaderet sig i sit værelse med sin computer og sin storskærm. Han er også alene, og han balancerer besværet rundt med en masse bananer. For han er så tyk, at han næsten ikke kan bøje sig ned for at tænde for computeren.
Disse to teaterforestillinger indkapsler tidens truende ensomhed, som ikke mindst mange unge mærker – og som coronaen har mangedoblet. Odense Teaters Maria er godt nok skrevet i 2019, lige før coronaen, af den engelske dramatiker Simon Stephens. Men teksten rammer følelsen af isolation yderst effektivt. Stykkets hovedperson, Maria, er kun 18 år gammel, men gravid og alene med sin graviditet. Hun prøver virkelig at holde humøret højt, men hun kan ikke få nogen til at være hos sig under fødslen. Så bliver man næppe mere alene ...
Uforfærdet skuespil
Freja Klint Sandberg spiller fuldstændig vidunderligt som den gravide Maria. Hun stråler ukueligt af livsglæde, når hun deler sin lysende kærlighed ud til alle dem, der trænger – og hun trumfer ubesværet titlens kristne symbolik om den gravide Maria, der blev mor til Jesus.
Freja Klint Sandberg spiller i hvert fald aldeles uforfærdet. Hun smiler, hun pjatter, hun venter. Hun siger sine replikker, som om hun talte med hver af os tilskuere på tomandshånd. Og i Nicolei Fabers iscenesættelse tikker hendes rastløshed, så vi forstår, hvorfor hun bruger nætterne på at se den ene dokumentarudsendelse efter den anden – og hvorfor hun dropper sine underbetalte skodjob og i stedet tilbyder chats på nettet.
Vi ser hendes stolthed over rent faktisk at kunne forsørge sig selv og snart også sin baby, når hun står i sin pailletkjole og chatter med den ene grænseoverskridende person efter den anden på skærmen – og også får punkteret sin egen ensomhed. Også selv om hun krænkes af kundernes ønske om at tale om sex.
Denne Marias virkelige verden læner sig visuelt op ad den digitale verden, for scenografen Jonas Fly Filbert har flot ladet hele horisonten bestå af en storskærm. Samtidig har han gjort jorden flydende til et univers af vand: En sø af tårer eller et hav til at drukne sig i – eller bare en masse vand fra en klimakatastrofe. Med nogle få, tørskoede øjeblikke på paller som trædesten.
Din kunde, ikke din ven
Maria har kun sin bedstemor, og i Githa Lehrmanns sjove og kantede fortolkning bliver denne bedstemor virkelig et elskeligt menneske med kulørt livserfaring og bramfri humor. Mikkel Bay Mortensen har ikke mindst en god kejtet indestængthed over sig i rollen som Marias sølle far, og Klaus T. Søndergaard spiller uhyggeligt nærgående som en chatkunde, der prøver at presse hende til at tale intimt om sig selv – eller bare til at forestille sig, at han vasker hendes hår. »Jeg er din kunde, ikke din ven,« siger en anden kunde truende til hende, mens han gemmer sig bag en uhyggelig abemaske på skærmen.
Replikkerne om fødslen virker dog ret kunstige og filmagtige, og hen mod slutningen forvilder teksten sig både ud i pillemisbrug til plastikforurening. Dermed ender forestillingen med at ville for meget på en gang.
Astronaut eller ulv
Det kan man ikke påstå om Hudløs på Mungo Park. Der sker i hvert fald ikke særlig i meget i denne mandemonolog. Den er både er skrevet og instrueret af den palæstinensiske teaterkunstner Bashar Murkus, som skabte forestillingen i 2017 til sit teater Khashabi i Haifa. Det er i sig selv spændende at opleve et radikalt anderledes teatersyn i denne forestilling, for som teater skildres denne mands ensomhedsverden fuldstændig hyperrealistisk.
Når Sebastian Aagard-Williams’ forstørrede krop falder tungt ned på en stol, så bliver han siddende helt ubevægelig i flere minutter – ligesom han sikkert ville gøre det i virkeligheden. Og når han forsøger at få sin kæmpekrop til at rejse sig igen, tager det lige så lang tid. Forfriskende teatralsk – og faktisk også lidt kedeligt.
Forestillingen fænger dog, fordi Sebastian Aagaard-Williams er en meget kropslig performer. Han gebærder sig imponerende rundt i astronautagtig slowmotion med forsinkede fødder og stædigt fokus, og han nærmest svæver omkring i Majdala Khourys groteske overlevelsesscenografi med sylteglas fyldt med sedler, som han tidligere selv har skrevet som huskelister til sig selv.
Sebastian Aagaard-Williams bevæger sig opfindsomt rundt i sin tykke krop inde i sit aleneunivers med selvskrevne huskesedler fra ensomme dage. Indtil ulven hyler på computerskærmen i ’Hudløs’ på Mungo Park.
Han er hele tiden bange for, at der kommer nogen for at bryde ind i hans lejlighed, og Emil Bølls lyddesign omringer ham, så man mærker hans snigende angst. Da bagvæggen til sidst viser billedet af en ulv, fornemmer man kontrasten mellem hans drøm om at være en stærk mand – og virkelighedens bange dreng. Og så springer han ellers ind i sin egen fantasiverden af dans. Uhyggeligt alene.
Mange af os – uanset alder – tilbringer mange timer alene sammen med en skærm hver eneste dag. Måske derfor virkede det ekstra stærkt at opleve både Maria og Hudløs sammen med et blandet publikum af både teenagere, voksne og ældre. Både Freja Klint Sandberg og Sebastian Aagaard-Williams viser i hvert fald modet til at spille deres ensomhed ud mod publikum helt uden filter. De ser os tilskuere direkte i øjnene, mens de står i deres aleneliv på scenen – og vi kan ikke lade være med at smile tilbage.
Disse skuespillere insisterer på at findes – så stærkt, at det faktisk tager toppen af ensomhedsfølelsen. I hvert fald en aftens tid.
’Maria’. Tekst: Simon Stephens (2019). Oversættelse og instruktion: Nicolei Faber. Scenografi: Jonas Fly Filbert. Lysdesign: Simon Holmgreen. Lyddesign: Rasmus Juncker. Dramaturgi: Sosha Teperowska og Matthias Rosenkrands Bech. Odense Teater, Værkstedet. Til 29. marts 2022.
’Hudløs’. Tekst og iscenesættelse: Bashar Murkus. Oversættelse: Naja Bjørnsson. Scenografi: Majdala Khoury. Lysdesign: John Ivar Venned. Lyddesign: Emil Bøll. Koreografi: Jacob Stage. Teatret Mungo Park i Allerød. Til 5. april 2022.
