Valadons solidaritet med de henslængte kvinder skildret i fin udstilling på Glyptoteket

Hendes navn var ikke Suzanne. Egentlig hed hun Marie-Clémentine. Suzanne var et tilnavn, som Henri de Toulouse-Lautrec, hendes elsker, gav hende. Han hentede navnet fra en fortælling fra Det Gamle Testamentes apokryffe skrifter om Susanne og de to ældre. Den har i århundreder været et yndet emne inden for billedkunsten. Historien handler om to ældre mænd i magtfulde positioner, dommere, som gennem pression og trusler prøver at tiltvinge sig sex med den unge, smukke og fromme Susanne, der er gift med en velhavende mand.

Mændenes plan forpurres dog, da Susanne afviser dem, og de senere bliver afsløret i at afgive falsk vidnesbyrd. Retfærdigheden sker fyldest. I billedkunsten har man imidlertid tradition for at skildre den del af historien, hvor de to ældre i skjul lurer på Susanne, mens hun bader i parken. Det var dette voyeuristiske tema, som Toulouse-Lautrecs tilnavn henviste til.

Den franske billedkunstner Suzanne Valadons (1865-1938) ukonventionelle vej ind i kunsten i 1880’ernes Paris begyndte nemlig som nøgenmodel for ældre mandlige kunstnere som Renoir og Puvis de Chavannes samt den jævnaldrende Toulouse-Lautrec. Valadon kendte fra egen krop til de stærke følelser af både begær og foragt, som den blottede kvindekrop kalder på. At hun selv tog navnet Suzanne på sig, er et vidnesbyrd om, at hun opfattede sig selv som en kvinde, der ikke var ’usømmelig’, selv om også hendes udseende antændte mændenes begær og bragte deres hjerter på afveje.

Autentiske hverdagsscener

Glyptotekets udstilling med Suzanne Valadon indledes med en montre fuld af opslåede bogsider. En af dem viser et fotografi af Valadon fra cirka 1880, hvor den 15-årige pige sidder nøgen i en stol, mens hun kigger direkte ind i kameraet. Fotografiet er placeret ved siden af en reproduktion af Toulouse-Lautrecs maleri »La Grosse Maria« fra 1884. Valadons dobbeltrolle som model og maler bliver således i forlængelse af udstillingstitlen, Model, maler, rebel, etableret som en vigtig forståelsesramme for værkerne. Tre mandlige kunstneres konkrete brug af Valadon som model i deres malerier vises desuden i den første udstillingssal.

Først derefter møder man Valadons egne værker. Den selvlærte kunstner begyndte at arbejde med maleri i 1892, men udførte inden da værker i form af grafik, pastel og tegning. Sådanne små, intime ungdomsværker er blandt de fineste arbejder i udstillingen og måske tidlige udtryk for Valadons rebelske og atypiske sider. De tæller skildringer af hendes søn, Maurice, som hun fik uden for ægteskab som 18-årig, men også grafiske værker af børn i badescener. Det er autentiske hverdagsscener, hvor intimiteten er utvungen og fri for nyfigenhed, mens billederne samtidig åbenlyst besynger den nøgne krop.

I de grafiske værker ser man de tunge, mørke kontureringer, som sidenhen bliver så karakteristiske i Valadons malerier. De markante omrids aftegner figurerne som levende og spændstige flader mod billedernes omgivende grund. Størsteparten af udstillingens værker er dog malerier, der viser, hvordan Valadon indoptog træk fra både symbolismen, syntetismen og fauvismen, men samtidig udviklede sin helt egen stil. Nøgenfigurer og stillebenmotiver er sammen med portrætter dominerende, men uanset motiv er Valadons tydelige hovedinteresse arbejdet med farven og fladen.

Radikalitet og skønhed

Hun maler henslængte kvinder i typisk erotiserede positurer med en særegen solidaritet, der hverken berøver dem deres kropslige virkelighed eller deres menneskelighed. I »Nøgenfigur på en rød« sofa fra 1920 er den centrale kvindeskikkelse upåklædt og visuelt tilgængelig, men hun hviler i sig selv og tager sig mest af alt ud som en anledning for Valadon til at skabe et heftigt farveornament i sofaens tekstil og de øvrige omgivelser uden om kvinden. Det er farvernes og mønstrenes pågåenhed, der forfører og inviterer blikket på opdagelse – den eneste voyeurisme, der befordres, er den, der tænder på farvernes leg.

I det hele taget er Valadons oeuvre kendetegnet ved, at kunstnerens biografi og køn væver sig ind i billedstoffet. Ikke blot i indlevede skildringer af børn eller kønssympatier med kvindelige modeller, men også mere konkret som i maleriet »Adam og Eva« fra 1909, der faktisk er et selvportræt med den 20 år yngre elsker, André Utter. Syndefaldet skildres uden nogen slange og med betoning af sanselighed og lyst, frem for straf og fordømmelse – og parret er vist fælles om at plukke frugten.

Det er sådanne træk, der har givet Suzanne Valadon prædikatet rebel. Hun er et sjældent eksempel på social mobilitet inden for kunstens verden. En arbejderkvinde, der er vokset op hos en enlig mor, men i sin levetid opnår stor anerkendelse som autodidakt billedkunstner. Hendes værker udstråler al den styrke og selvtillid, som det har krævet at nå den position. Glyptotekets smukt iscenesatte udstilling fokuserer skarpt på radikaliteten, skønheden og kønspolitikken i Valadons værker.

’Suzanne Valadon – Model, maler, rebel’. Ny Carlsberg Glyptotek. Indtil den 31. juli 2022.