Danskheden som et særligt udmærkelsestegn for beboerne af Jylland, øerne og Bornholm fik uomtvisteligt mæle med Grundtvig. Menneske først og kristen så, som salmedigteren formulerede sin tilpassede oplysningshumanisme, der dog ikke forhindrede ham i at understrege over for Meïr Aron Goldschmidt at denne, uanset sprog og engagement i Danmark var og blev en gæst i landet. Dansk blev han som jøde aldrig. Dog først efter Grundtvigs død stiftede danskerne i 1881 bekendtskab med mildningen i sangen af kravet om den rette tro som det danske mindstemål.
Oprindeligt så at sige ghettoiserer Grundtvig jøden Goldschmidt, der dog var født i noget så ærkedansk som Vordingborg. Det hjalp ham ikke, var man ikke dansk i et ubestemmeligt antal led tilbage, var det så som så med retten til riget. Goldschmidt, der formentlig var den dansker, der skrev dansk bedre end nogen anden, inklusive Grundtvig, blev forståeligt nok såret. Men tillige bekræftet i sit fædrelands indskrænkede verdenssyn og selvoplevelse og ville næppe være forbløffet, om han i vore dage blev vidne til den politiske debat om vore indvandrede medborgere tilmed af tredje og fjerde generation.
Politikere i en bred vifte hen over den såkaldte midte betjener sig af samme stereotyper, om hvad der ikke af æt og af id er så indlysende dansk, at selv flaget blegner. Diskussionen har i årtier været koncentreret om indvandringens problemer, der mest dramatisk og skræmmende giver sig udslag i utilpassede unge mænd og drenges livsfarlige væbnede adfærd i bander og grupperinger. Hvert skud er et skud for meget og fjerner så sikkert som fredagsbønnen øjnene fra de tilpassede af samme etniske befolkningslag. Medierne fortæller mere sjældent om de unge piger, der stryger frem i statistikkerne over højtuddannede, der varetager ansvarsfulde positioner i samfundet. De politikere, der især lever af at opgejle bekymring, drømmer ikke om at medregne gevinsterne, men ser kun indvandringens konsekvenser som ghettoens forbandelser.
Professor Garbi Schmidt, som før har præsteret betydelige undersøgelser af de modnere ghettomiljøer og sat debatten på plads i kendsgerninger og tal, udmærker sig med en gennemgang af ghettoens historie i Danmark: Den første ghetto.
I Altona, siden Glückstadt og Fredericia, hvor jøderne fik fristed, måske især Fredericia som fristad af mere end navn. Ghettoen sad i dem, kan man sige, men disse tidlige generationer af danske jøder slap ud i tide og blev borgerlige danskere, om end ikke så få landsmænd helst var dem foruden. Der var jo det med Jesus, at de støjede, så underlige ud, og deres mørkøjede kvinder virkede ofte foruroligende. Afstanden blev mindre.
Jøderne hører i dag hjemme under begrebet danske værdier, hvad der godt kan få de mere humoristisk anlagte til at more sig.
Den vej går det imidlertid, det må man trøste sig med, når tonen hos en Martin Henriksen, en Støjberg eller Pia Kjærsgaard bliver harsk. En skønne dag vil også efterkommere af vore muslimske landsmænd blive betragtet som et værdifuldt bidrag til den samlede danskhed.
Pensum for politikere
Anderledeshed i det lille oprindelige bondesamfund som det danske har ikke desto mindre været betragtet med mistro – markereret ved indfødsretslovene efter lovende oplysnings- og reformår under Struensee. Stammen kan som sådan ængstes ved opblanding af det fremmedartede i dens pure uægte oprindelighed. Men som regel skyldes den mere robuste modstand bekymring for økonomien: at de fremmede stjæler arbejde og andre fordele og i næste række kvinder.
Garbi Schmidt bevæger sig adræt rundt i perioderne og finder paralleller og ligheder, forskelle og lærdom i historiens kilder.
På et tidspunkt, som Garbi Schmidt viser, går der som regel hul på papiret om maggiterningen, blandingen bliver reel og sætter smag på nationalsuppen. Hvem vil mon i dag undvære dybstegt oksekød med nudler eller pasta og det franske køkken fra de tidligere indvandringsbølger. Eller skvulp. Pastramien er fulgt efter og kebab og fyldt peber og auberginer i fad. De modvillig kan ikke vinde i længden. Men indvandrerne, og alle der ønsker fred og samvirke, skal først så grueligt meget igennem, og meget kan endnu gå galt.
I talmæssig forstand retter som antydet Garbi Schmidt i sin velskrevne tekst op på adskillige misforståelser, som selv velorienterede ligger under for. Kriminaliteten og skuddrabene er slemme, men må og skal sammenstilles statistisk med befolkningen som helhed. Det er ikke så slemt, som paratfordommene hævder. At der i øvrigt er problemer nok, siger sig selv, og her sætter Garbi Schmidt ind i flere sammenhænge. De moderne bysamfund, med den tæthed vi både dyrker og prøver at undgå, medfører i sig selv gnidninger.
Men når landets ledende politikere – også statsministeren – benytter festlige lejligheder til at udskamme i stedet for at inddrage de unge mænd (bøller) med deres stadigt mere anderledes (og interessante) trodsige gadesprog, der er deres og ingen andres, bliver det hverken bedre eller mere fredeligt.
Det er lidt af en floskel: Men der er bøger, visse – mange – politikere burde være tvunget til at læse. Her er én.
Garbi Schmidt: Den første ghetto. Aarhus Universitetsforlag. 100 sider. 100 kroner
Ja, på et tidspunkt bliver muslimer sandsynligvis opfattet som medborgere i Danmark. Men der er et par forudsætninger, som Metz ikke omtaler i sin anmeldelse og i inddragelsen af jødernes historie i Danmark.
Jøderne har altid undgået at skulle bosætte sig i ghettoer. Det er flere grunde til:
Den første jødiske meninghed fik i 1683 af Chr. V lov til at afholde gudstjeneste for deres trosfæller i Kbh: 'Dog med de Vilkaar, at det skeer for dennem self inden tilukte kammere, oc forunden nogen Prædiken, saa at ingen forargelse deraf foraarsagis.'
De må godt dyrke deres religion bare det sker, så det ikke kan genere danskerne.
Allerede i 1673 havde jøder fået tilladelse til at bosætte sig i Danmark dog kun hvis de tilsluttede sig 25 lutherske læresætninger. Hvis ikke, skulle de forlade landet inden 3 dage ellers ville de miste liv og gods.
I det 17. og 18 århundrede var tanken alligevel fremme om at ghettoisere jøderne alene af den grund, at de ikke havde dansk statsborgerskab. Så i 1785 opstod der et jødisk reformparti der påvirket af den jødiske oplysningsfilosof Moses Mendelssohn kømpede for ligestillling gennem assimilation, dvs tilpasning til det omgivende samfund gennem tilegnelse af dettes kultur og sprog.
Det skete så. Borgerskabet blev opnået i 1814. Til gengæld måtte de jødiske meninger give afkald på det hidtidige religiøse selvstyre og underkaste sig skarp kontrol fra det enevælsige statsmagt. Derfor stod tiden op til idag i assimilationens tegn. Næsten alle jøder omkring år 1900 tilhørte det højrere borgerskab og indtog fremtrædende stillinger indenfor industri, liberale erhverv, presse (sic), videnslkab og kultur.
Hvis man kan lære noget af jødernes assimilation i Danmark er det vel netop at de grundlæggende accepterede assimilation som betingelse for medborgerskab. Desuden var jøderne altid få, som regel uddannede og lærte hurtigt at tilegne sig dansk kultur og sprog. Desuden bar jøderne på en tragisk historisk ballast om at tilpasning i længden var det klogeste hvis ikke man ville risikere endnu en pogrom.