Den absurde historie om fremmedgørelse, ydmygelse og bureaukrati stammer fra Gogol

Der hersker en del bekymring for, at russisk kunst og kultur, selv når der ikke er tale om nogen som helst forbindelse til disse års officielle Rusland, kan gå hen og blive offer for sanktioner – af lutter nidkær antiputinisme. Men den klassiske russiske litteraturs vilkår i dagens Danmark er sjældent gunstige og i al fald uhindrede. Tsarrigets mageløse fortællekunst blomstrer som sjældent før i vore hjemlige bede, passet af et utal af sagkyndige og kompetente gartnere.

Som nu at kunne sidde med Nikolaj Gogols fortællinger! Endelig har denne notoriske særling, der unddrager sig enhver klar kategorisering, fået den værdige præsentation, han fortjener, af René Wad Andersen. Gogols digtning fra Sankt Petersborg er kun en del af den luksus, som både nogle store og en række små risikovillige forlag (i dette tilfælde Sisyfos) nu om dage betænker os med: russiske mesterforfattere i kompetente oversættelser og udgaver. Men hvilken del!

Det har selvfølgelig ikke været uden betydning, gætter jeg på, at Svetlana Aleksijevitj (f. 1948) med sit nobel- og sonningpriste forfatterskab om kvinder og krig i Sovjetunionen i de senere år er blevet et stort navn herhjemme. Hendes stof er fra ende til anden hentet ud af hendes lands krigshistorie. Aleksijevitj, der i dag bor i Berlin og græmmer sig, indtager en central position i europæisk litteratur og planter dermed Rusland midt i den. Blandt andet er det i hendes og Solzjenitsyns kølvand, at den vigtige moderne romanforfatter og kulturkritiker Sergej Lebedev (f. 1981) udkæmper sit opgør med Putins systematiske fortrængning af sovjettidens forbrydelser. Lebedevs to bøger Ved glemslens rand og Augustmennesker er begge udkommet på forlaget Palomar (2020 og 2022).

Nå, pardon, det var Gogol! Han er nogle år yngre end H.C. Andersen og nogle år ældre end Kierkegaard. Den kristne forankring, der er bærende for de to danskere, deler Gogol ikke (i al fald ikke som ung, men senere i den grad, at han besøgte Jerusalem). Derimod er samfundet (hos Gogol stort set lig med hovedstaden) i alle hans værker en myldrende, moderne realitet i sammenligning med den ret stillestående sociale drivhusstemning af ’inden for voldene’, som gennemtrænger de to danske forfatterskaber.

I 1825, da Gogol var purung, havde Sankt Petersborg oplevet et (mislykket) statskup, hvor officerer og intellektuelle prøvede at gribe magten for at modernisere det stivnede feudalsamfund og dreje det i en vestlig liberal retning. De førende i oprøret blev hængt og andre forvist til øde provinser. Tilbage blev under den nye tsar, Nikolaj den Første, et statsapparat, hvor tøjlerne strammedes for at få styr på den almindelige uro.

Rebel var Nikolaj Gogol ikke. Det var for at søge en beskæftigelse i statens tjeneste, at han rejste fra sit barndomshjem i Lillerusland (som Ukraine hed herhjemme på Gogols tid). Han tilhørte lavadelen, men var i øvrigt ikke formuende. Resultatet blev imidlertid en anden karriere end den planlagte. Mødet med metropolen medførte Gogols gennembrud som forfatter og i løbet af få år en plads i russisk litteraturhistorie som en skelsættende prosaist i en tid, hvor poesien ellers var alfa og omega. Til Gogols succes hjalp også den bevågenhed, han nød fra den regerende digterfyrste Aleksandr Pusjkin, der som tidsskriftredaktør bragte den unge forfatters bidrag med begejstring. Alt dette gør René Wad Andersen fortrinligt rede for i sit forord. Og mere til. Om den vitterligt bizarre ukrainer hedder det for eksempel, at han altid gik i venstre side af vejen og »desuden var en stor sukkergris og muligvis homoseksuel«.

Den gamle hovedstad

Hvad møder man umiddelbart i disse vilde, uforudsigelige fortællinger fra den russiske hovedstad i 1830’erne? Først og fremmest deres foretrukne scene, hovedstrøget, det kendte Nevskij Prospekt. Hvad er det for en verden, der både river én med i sin malstrøm og gang på gang uimodståeligt appellerer til ens latter? Det er ikke sådan at præcisere, for lige så bedragerisk Nevskij Prospekt er, lige så flygtige er disse overbefolkede bybilleder, der flimrer forbi.

Det føles, ligesom det ville føles første gang at være på Bakken uden far og mor, men til gengæld med en excentrisk galning af en onkel, der falder i snak med gud og hver mand, hvis talestrøm er fuld af fascinationer og fobier, og som gang på gang tager sig til hovedet over, hvad han får sig selv til at fortælle fra dette strøg, hvor gadelygterne tændes af djævelen selv, så alting kan stråle i et på en gang forklaret og bedragerisk skær. Der er noget mere end magisk, nemlig noget ildevarslende, ved dette feberagtige storbyliv, der manes frem – ligesom indledningen til Herman Bangs roman Stuk, der som bekendt optimerer skikkelige Frederiksborggade til hektiske parisiske dimensioner.

Og hvem er det endelig, man møder? Man møder alle, men især embedsmænd af alle rangklasser og grader, kollegiesekretærer, statsråder, titulærråder og assessorer, en spraglet myreture af overordnede og underordnede med nervesvage gemalinder og døtre i olmerdugsskødefrakker, som allerhelst skal giftes med generaler, til nød oberster.

Gogol er besat af det russiske samfunds overdådige hakkeorden af embeds- og tjenestemænd med hver deres fuldmagter og beføjelser og ret til enten at skælde ud eller blive skældt ud. Og på Nevskij Prospekt »møder De mennesker, der konverserer om en koncert eller vejret med en enestående nobelhed og værdighed!« Gogols ironiske sans for standspersoners naragtigheder er formidabel: »Rusland er så forunderligt et land, at hvis nogen siger noget om én kollegieassesor, så tror alle kollegieassesorer fra Riga til Kamtjatka straks, at det er møntet på dem.«

På Nevskij Prospekt færdes for eksempel Koljalov, der for sit vedkommende netop er kollegieassessor. Han ses i fortvivlet jagt på sin – næse. Den er nemlig gået tabt under barbering! Hvad værre er, denne næse har evnen til at udvikle sig til et selvstændigt væsen og ses en skønne dag stoltsere stolt på Nevskij Prospekt, ovenikøbet med en titel, der er dens oprindelige ejermands titel overlegen, så kollegieassessoren ligefrem bliver benovet, ja ærbødig, da han møder sin egen næse i dennes funklende nye uniform. Det nærmeste, jeg i denne sammenhæng kan associere til, er H.C. Andersens historie Skyggen (fra 1847), hvor der også sker en selvstændiggørelse, da skyggen gør sig til sin herres herre.

Grundlæggende har Gogol ry for at være banebryder for realismen i Rusland, men hans sidste år gik med at fortryde alt, hvad han havde skrevet, i en eksalteret litterær bodsgang. I min gamle Salmonsen fra 1897 lyder omtalen sådan her: »Gogol døde uden at finde Ro for sin søndrede Sjæl. Den russiske Litteraturs Udvikling gik gennem ham, men han var for svag en Aand til at bære den, han blev slidt itu.«

Flere perspektiver er knyttet til Gogols navn. I hans fortællinger er »det lille menneske« i centrum, originalen, the underdog. Det var blandt andet dette Gogols valg af hovedpersoner, der optog Dostojevskij. Når Gogol i sit hovedværk, romanen Døde sjæle (fra 1842), udstiller hele fem godsejere på rad og række, sker det ikke for deres skyld, men på grund af den fortræd, de for vinding er parat til at gøre deres undergivne bønder, altså »de små«.

Det groteske plot i Næsen har samme komponenter og forløb i en anden berømt Sankt Petersborgfortælling, Kappen. Her drejer det sig om en forhutlet og pjaltet lille skriver, der helst vil passe sit arbejde, men bliver lokket ud af sin beskyttede dagligdag af mobbende kolleger. Han tror, han kan vinde deres agtelse ved at lade et pragtstykke af en ny kappe sy – som imidlertid frarøves ham ved et overfald dagen efter, at den er færdig. Den arme skriver dør under sin opslidende jagt på den stjålne kappe, men som spøgelse leder han rastløst videre.

Denne absurde historie om fremmedgørelse, ydmygelse og bureaukrati har ikke alene Dostojevskij forstået indtil benet, som det fremgår af hans kældermenneske, men også senere Franz Kafka.

Med Vladimir Nabokovs lille bog Nikolaj Gogol, der kom på dansk i 2007, har Gogol igen bevist, hvor udfordrende og fyldt med muligheder hans univers til stadighed er. Nabokov læser Gogols ’budskab’ rent æstetisk – det er i det formelle, i hans stil og fortællemåde, hunden og meningen ligger begravet.

Endelig kan det som en fodnote konstateres, at noget nedslag af det gogolske finder man ikke i dansk litteraturhistorie, men en fodnote lader der sig skrive. Da Karen Blixen havde brug for et pseudonym til sine Syv fantastiske fortællinger, overvejede hun en overgang ud af sin begejstring for Gogol at anvende et navn fra hans roman Døde sjæle, men ombestemte sig. Hun endte som bekendt med Isak Dinesen. Heri har nogen senere set en tilnærmelse til kristendommen. Det vinder forhåbentlig ikke gehør. Dels var der aldrig så meget som skyggen af en advokat for kristendommen i Karen Blixen, det lod hun Martin A. Hansen om. Dels er Isak ikke et kristent navn, men hebræisk. Hvad endelig Dinesen angår, har det rødder i Dionysos. Så heller ikke dér er der noget at komme efter.

Nikolaj Gogol. Petersborg-fortællinger. Oversat af René Wad Andersen. Forlaget Sisyfos. 196 sider. 250 kroner