Gennem flere år og flere bøger har Weekendavisens journalist Arne Hardis interesseret sig for de skæbner, der i mellem- og efterkrigstiden betalte en høj pris for deres politiske overbevisning. Ikke kun om dem, der velvilligt lod sig forføre af ideologier, men også dem, der havde vaklet eller kunne misforstås, da stemningen kaldte på syndebukke.
Særligt venstrefløjen har i Arne Hardis fået en hushistoriker, de ikke selv har inviteret inden for døren, men til gengæld har godt af et besøg af. Hvad enten det er de kommunister, der blev gjort til dommere i udrensningen af de unationale i Dansk Forfatterforening efter Besættelsen, eller som i den nye bog de socialdemokrater, der førte pennen, da partiets historieskrivning skulle formulere sig ud af det tætte samarbejde med besættelsesmagten.
Historien holder aldrig op med at forandre sig! I Rusland er det regeringen, der afstedkommer forandringer i historien, så de opvoksende generationer synes, at historie er det sværeste fag: det forandrer dig hele tiden.
I mere civiliserede samfund er det histotikeres, arkæologers og andet godtfolks arbejde med kilder - og nye tiders inspiration til at nyformulere spørgsmålene til kilderne, der afstedkommer ny viden.
Her har Arne Hardis ådenbart (åbenlyst?) fået belyst ømme punkter i SD's ellers solidt egenformulerede historie. Det er godt!
Hvem kommer på lignende vis med en afklædning af Venstres og de store landbrugsorganisationers meritter ikke bare i 1930'erne men også i besættelsesårene?
Det forekommer at være mindre end optimalt at overlade DEN historieskrivning til manipulatorer som Anders Fogh Rasmussen!
Når nu Arne Hardis berømmes for sit arbejde med historien på "den anden side" af den politiske midte skal vi vel have en stærkt venstreorienteret faghistoriker (eller måske bare en bladsmører?) til at levere DEN historie?
Da digteren Harald Bergstedt, som var socialdemokrat, efter Besættelsen blev smidt på lossepladsen, skrev han digtet: Åndebesøg i Cellen.
Ånden, som besøger ham i cellen i Vestre Fængsel, tilhørteThorvald Stauning, der var statsminister frem til sin død i 1942:
Jeg sad i min Celle med Kind imod Haand
da svæved fra Gitret en natlig Aand
i Morgenens første Dagning
med langt, hvidt Skæg.
Det var Stauning.
Han standsed forbavset og trak sit Vær:
– Hvad, Bergstedt, hvordan er du dog kommet her?
– Jo, sa jeg – uden at blegne
– Jeg sidder paa dine Vegne.
Socialdemokratiet udspringer af kommunisme, og så er planøkonomi ikke så langt væk, vel. Og det samme med udrensninger.
Fantastisk for mig helt ukendt digt af Bergstedt. Tak for det.
Lige en tilføjelse..
Jeg tror, det var godt for både Staunings eftermæle og Socialdemokratiet, at han døde så tidligt under Anden Verdenskrig og ikke fik gjort mere ved sine planøkonomiske tanker under tysk lederskab.
Og hans efterfølger, Vilhelm Buhl, kom jo også nogenlunde godt fra sin radiotale til befolkningen 2. sept 1942, hvor han fordømte sabotagen mod tyskerne. Talen blev siden hen kendt som "Stikkertalen".
Når man ser på historikernes behandling af Stauning og Buhl i efterkrigstiden, har den mest været præget af overbærende forståelse. Man kan selv tænke sig hvorfor.
Jeg har lige bestilt Arne Hardis ny bog. Jeg har selv skrevet bogen "Kong Midas Barber" for år tilbage, hvor jeg har været inde på de her forhold. De fortjener at blive draget frem, når det ikke kan udelukkes, at en grim tid kunne gå hen og gentage sig.