»Jeg bærer på en vrede, og jeg må gøre noget,« lyder det i prologen til Alex Schulmans, autofiktive roman Brænd alle mine breve. Hovedpersonen Alex har aldrig tænkt sig selv som en vred eller aggressiv person. Men efter et voldsomt skænderi med konen og et ultimatum fra hendes side om, at han må tage det alvorligt, begynder han at kunne se det. Han har en slumrende vrede i sig, og den kan aflæses i hans børns ansigter.
Og så går Alex ellers til terapeut, én, der gør sig i at kortlægge familiære traumer tilbage i tiden. Idéen er at billedliggøre, »hvordan man selv er en sum af alle de mennesker, der omgiver en i slægten«. Er der en god relation, tegner man en lige streg mellem familiemedlemmer, er der en dårlig, tegner man en takket.
Har man læst Schulmans – der ved siden af forfattergerningen gør sig som journalist og podcastvært – forrige og anmelderroste autofiktive roman, Glem mig, om hans mor, der gennem hele livet led af et alkoholmisbrug, vil man genkende scenen. Mens farens side er lutter lige streger, så er morens kun takker. Og det hele udgår fra én mand, morfaren Sven Stolpe.