Tidligere denne måned kunne man læse på Bergmancenterets facebookside, at den svenske ø Fårö ville ændre navn til Bergmans ø. Fårö er ifølge centeret nemlig mest kendt for at være det sted, hvor den svenske filminstruktør og manuskriptforfatter Ingmar Bergman residerede og optog mange af sine film fra 1960’erne indtil sin død i 2007, og i kølvandet på den franske instruktør Mia Hansen-Løves nye film med titlen Bergmans ø var det nu oplagt at tage konsekvensen og helt enkelt omdøbe den lille ø nord for Gotland efter ham.
Mange nåede – som jeg – nok lige at studse, da de læste opslaget – og så indse, at det var 1. april … Men det var ikke en ueffen aprilsnar, for der er ingen tvivl om, at Fårö og Bergman er uløseligt forbundne – og at en fascinerende fortælling fra Fårö, som Hansen-Løves premiereaktuelle Bergman-filmsafari, kun puster til pilgrimsrejsende cinefiles lyst til at rejse dertil og opleve stedet med egne sanser.
Jeg har det med Bergman lidt ligesom med Klaus Rifbjerg. Det eneste jeg efterhånden ved om dem er at de vist nok var meget store i deres samtid. Måske er de stadig store, jeg skal ikke kunne sige det; kun at jeg faldt i søvn til den førstes film og den andens bøger.
Lyder som en majet, majet liderær film. Det nemme ved den slags film er at der ikke behøves et klart plot. Bare nogle beåndede mennesker der uudgrundeligt stirrer ud i skærgårdens evige, svenske sommeraftener.
Tilbage til Netflix..