Odysseus var min første rigtige helt. Sådan en, der ikke bruger vold, men opfinder de vildeste tricks til at komme ud af umulige situationer. Sådan en, der kan bekæmpe en enøjet kyklop og modstå sirenernes lokkesang med dristige ideer, der både redder ham selv og hans kammerater. Sådan en, der gør alt for at komme hjem til sin hustru, også selv om han bruger 20 år på at nå tilbage til sin lige så begavede Penelope. Sådan mødte jeg i hvert fald denne græske mytehelt ved at læse om hans bedrifter i bøger og opleve hans sejre på film.
Men ak. Nu har jeg set Det Kongelige Teaters opsætning af Odysseen. En blændende og blodig fortolkning af Homers episke digt fra cirka 675 f.Kr. Men en opsætning blottet for helteforherligelse. Her har jeg så mødt den anden side af Odysseus: Soldaten Odysseus. Massemorderen Odysseus. Løgneren og egoisten Odysseus. Den uempatiske, der kun tænker på sig selv. Den utaknemmelige, der forstøder sin egen mor. Og faktisk også manden, der egentlig aldrig når hjem til sin hustru. Fordi han for længst har glemt kærligheden.
