Kunstakademiets afgangselever laver – stik imod fordommene – både klassisk og ret vidunderlig kunst

Endnu et år med høj bølgegang om Kunstakademiet i København. Og endnu et år, hvor Afgangsudstillingen, der i år udklækker 25 nye talenter, er fuld af udsøgt håndværk, kunsthistoriske referencer, en nærmest poetisk indadvendthed og meget, meget sød aktivisme, hvis man endelig vil kalde noget for dét.

Balladen i kølvandet på den herostratiske busteaktion medførte, at akademiet sidste år fik en ny rektor, kunstneren Lars Bent Petersen. Det lagde imidlertid ikke låg på en diskussion, anført af blandt andre Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA), om hvorvidt Nordens fineste kunstuddannelse havde forvandlet sig til en diskussionsklub med mere postkolonial teori end oliemaleri. En fornemmelse, der ikke blev manet i jorden af dokumentarserien Oprør på akademiet på DR2 i efteråret 2021. Kun tre nuværende elever fra skolen var med, men den efterlod uanset et indtryk af, at der i kunstens højborg hersker et temmelig ukonstruktivt miljø.

Det kan man nu ikke se på kunsten, skulle jeg hilse og sige.

Tag nu bare Anna Kristine Hvid Petersens malerier. Hendes små lærreder ligner ved første øjekast hollandske pragtstillebener fra 1600-tallet af slagsen, hvor en citronskræl er gengivet så livagtigt, at man kan smage syren. Men Hvid-Petersens motiver er mærkeligere. Hendes lærreder forestiller salatblade, der er foldet om orange liljeknopper, men hængt op i kødsnore som pølser. Eller konkylier, der ligger sårbart udstillede på draperede stofborde med truende, overspændte vanddråber strøet omkring. I en af dråberne spejles de ovenlysvinduer, der må formodes at være foran lærredet – men ikke maleren, der ellers burde stå samme sted. Et lille kip med hatten til Velázquez’ Las Meninas, som også leger med, hvem der ser, og hvem der skaber.

Anabela Veloso. ’Cirlced 2022-2023’. Afgang 2022. Kunsthal Charlottenborg.

David Stjernholm

Hvis vi endelig skal snakke om værker, der beskæftiger sig med den politiske virkelighed, så tag Samara Sallams smukke bidrag, der indleder udstillingen. I en porthvælving af lyst, nøgent træ, hænger rækker af perler af mel og salt på snor, som man må lade smyge om sine skuldre, før man kan komme ind i Charlottenborgs fornemme sale. Værket er både portal, men også mindesmærke for alverdens fordrevne, der ikke så gnidningsfrit kan bevæge sig over grænser. 

Men lidt salt og mel, som er grundingredienserne til brød, er simple ting, der kan forhindre megen lidelse, minder Sallam os om. Hvis ikke det er omsorgsfuld aktivisme og eftertænksom kunst, så ved jeg snart ikke, hvad det er. 

Tilbage til fortiden

Udstillingen er i år kurateret af den svenske kuratorgruppe Index, og det har de gjort med stor sans for at lade værkerne gå i forbindelse uden at overdøve den enkelte kunstners projekt. Til gengæld har de ladet hånt om formidlingen, som er fyldt med uforståelige kunstfloksler, som når der kan stå, at et værk, der viser en rumagtig animation, tilbyder »et potentiale for opgør med binær tænkning af sociale strukturer, kønsnormer og kulturel kapital«. Brochuren kan man med fordel lægge væk og i stedet bare kigge sig omkring.

Cassie Augusta Jørgensen. ’Danish Girl Dick’, 2022. Anabela Veloso. ’Cirkeled’, 2022-2023. Madeleine Anderson. ’Petrosexuality,. 2022. ’Your hole is our gol, 2022. Installationsview. Afgang 2022. Kunsthal Charlottenborg.

David Stjernholm

For som altid er afgangsudstillingen et godt sted at tage temperaturen på vækstlaget i dansk samtidskunst. Og i år er uventede genrer tilbage: Kunstnerne maler figurativt igen, de gør tilnærmelser til mystik og spiritualitet, og de nørder med arkiver og montrer som et tegn på, at det ikke kun er tøj, men også kunsten, der har fået øjnene op for 1990’erne igen.

Niels Christensens fotografier på hessianplancher virker netop retro. Han har lavet et arkiv over de livstegn, der trods alt slipper ind og ud af Udlændingecenter Ellebæk: postbiler, cateringvogne og skraldetrucks er fotograferet fra et skjul i en hæk. Som dokumentation af, hvor svært det er at dokumentere noget som helst af de udvisningsdømtes liv. 

Clara Busch. ’Skrøbelig lænke 2022’. Afgang 2022. Kunsthal Charlottenborg.

David Stjernholm

Martin Brandt Hansen arbejder fra en lidt anden vinkel med iscenesættelsens magt: Han har sat sine egne skulpturer, der er blandinger mellem grønlandske tupilakker og Action Men, bag tykke glasmontrer side om side med Faxe Kondi-sodavand og Fætter BR-masker. Sådan kan et helligt objekt i de forkerte hænder hurtigt blive til eksotisk kitsch, viser han.

Andre tager et kritisk kig i arkivet for at udfordre vedtagne sandheder om køn og natur. Madeleine Andersson har lavet en montage af spruttende olieboringer, der selvfølgelig ligner kulsorte ejakulationer, og Cassie Augusta Jørgensen iscenesætter et kollaps mellem nutidens og 1920’ernes København med filmkabaret om kønsbekræftende operationer.

Maja Malou Lyse, der allerede har haft flere soloudstillinger og et program på DR2, tager sin afgang med et videoværk, der går lige så kritisk til historien – men som også er virkeligt sjovt.

Værket hedder Antibodies (’antistoffer’), og Lyse tager tykt pis på, hvor meget hø, der er blevet sagt om vores stakkels (kvinde)kroppe gennem tiden. »Bodies – am I right,« siger hun til dåselatter. Man kan ikke leve med dem – men heller ikke uden dem, lyder en anden joke. Lydsporet skifter selvironisk mellem titelmelodien fra tv-serien Sex & The City og de første toner af Beethovens 5. symfoni. Hun ender med at foreslå, at det mest radikale værk, man kan lave om kroppen, måske er et værk helt uden krop? En antibody – et antistof, der kan beskytte det stakkels hylster. 

Ikoner og fugleflugt

I de bageste sale vælder aprilstrålerne ned fra ovenlysvinduerne. Solen spiller gnistrende smukt sammen med Anna Munk Johansens malerier og gådefulde epoxyrelieffer med udskæringer, der bølger som ådale i et blødt landskab.

På en flade belagt med bladsølv har Munk Johansen formet et symmetrisk mønster af spejle eller måner, der tilsammen danner indtrykket af et panserskjold. Højt oppe på væggen hænger andre sølvrelieffer, hvor der i det rigtige lys lader sig ane kvindefigurer i en slags procession. På malerier er æteriske kroppe malet med makeup, så den malede hud og det fedtede stads, motivet er skabt af, går hånd i hånd. Hos Munk Johansen er der ikke langt fra stjernestøv, kosmiske hentydninger og kindrødt: Skønheden får hos hende en intim plads i verdens system. 

Anna Munk. Christian Vindelev. Søren K. Rye. Installationsview. Afgang 2022. Kunsthal Charlottenborg.

David Stjernholm

I rummet ved siden af har Esben Weile Kjær, der allerede har flere soloudstillinger i eget navn bag sig, også fundet tid til at tage afgang. Hans værk er en mosaik i farvet glas med et motiv af en danseplage, der hærgede Strasbourg i 1518. Indimellem spiller et popnummer af sangerinden MØ, og kender man Weile Kjærs praksis lidt, er der ikke lang vej fra at forbinde lyset, der strømmer gennem det farvede glas, med en diskokugles refleksioner, og dansepesten med den opløsning af selvet, man kan opleve i nutidens katedraler: natklubberne.

Det er jo nærmest mystiske eller spirituelle referencer, vi er ude i. Der er masser af forsøg på at transcendere mennesket og anråbe kosmiske kræfter blandt afgangseleverne i år. 

Således er det også universets tegn, Paula Duvås udsøgte serie på 17 fotografier forsøger at tyde. På afstand ligner serien en række fotografier af blå himle med fugle i flugt. Men går man tættere på, er det ikke fugle, men spor fra flyvemaskiner, røg og raketter i flugt, der befolker himmelrummet. Billederne føles som advarsler skrevet på et ukendt alfabet, som smukke tegn, der ved nærmere eftersyn beretter om dommedags komme.

 Drømmende og inderligt

For få år siden blev maleriet set som en genre, der havde haft sin storhedstid. På den her afgangsudstilling er selv det figurative maleri tilbage i fuldt flor. Uden ironi eller bevidst dårligt håndværk, bare drømmende og inderligt. Måske fordi vi trænger til det? Til et dybfølt, malerisk kram.

Det får man i hvert fald af Emilie Imáns værker, der lægger sig i tråd med den mystiske og længselsfulde ånd i de andre sale. De er action paintings udført på psykedeliske trip. Men i stedet for at værkerne skal afspejle Imáns egen sindsoprivelse, skjuler hun penselstrøgene og fremmaner rundede former, som alluderer til ånder, røgtydning og andre oprindelige traditioner fra hendes dansk-peruvianske ophav. Hun læner sig mod fortiden og fællesskabet.

Selv de barokke kombinationer af readymades og malerier, som Rasmus Niclas Rose Nielsen udstiller, længes efter ægthed. På store lærreder æder mødre deres børn, som Goyas Saturn æder sine sønner, og kvinder nusser i et surrealistisk tableau med at spænde halsbåndet på en mand, de måske i en sexleg har klædt ud som hund. 

Rasmus Niclas Rose Nielsen. ’Right in the feels Closing the call of the void together – series 2022’. Afgang 2022. Kunsthal Charlottenborg.

David Stjernholm

Der er meget tegneserie over maleriernes stil, og det passer godt til de små skulpturansamlinger, der står og ser lige så nervøse ud rundt omkring. En teddybjørn med hjerte på maven er blevet spiddet af en pil, der er rosenblade strøet ud over gulvet, og oppe på en piedestal er en musefælde klappet om et armbånd med teksten »love you«. Selv er fælden dog blevet fanget i en osteklokke. Følelserne syder, men den er åh så svær, den kærlighed.

Ingen græske tragedier

Snart forvandler romantikken sig til familiær kærlighed. Men ikke på den græske tragedies vis, hvor alle må dø og lide. Nej, her er ømhed og trang til at forbinde sig. Gurli-Marie Lindom har ladet lagner og børnesengetøj klumpe sig sammen og klatre op på væggene som drømmeskyer, der tager en pause fra deres sure vasketøjspligt. Clara Busch laver en slags nyfortolkninger af stamtavler på lange, hvide vimpler, hvor kultegninger formerer sig i uendelighedsmønstre, der kunne ligne cellevæv. Her er familien ikke bare den nære og menneskelige, men alt, hvad der lever og ånder.

Sådan er omsorgen til stede i næsten alle værkerne på årets afgang. De 25 nyuddannede kunstnere kaster kærlige blikke, selv når de udfordrer os på kønsforståelser og flygtningepolitik. Men også, når de genfinder ikonmaleriets guddommelige skær eller ser store følelser i knitrende hjerteballoner og vasketøj. De finder et drømmende formsprog frem fra gemmerne.

Men er det så egentlig så tilbageskuende at drømme? Venedigbiennalens hovedudstilling, der netop er åbnet, har i år titlen The Milk of Dreams, drømmemælk. Og hvis man tænker efter, var surrealismen, drømmens genre par excellence, slet ikke så indadvendt en bevægelse endda. Surrealisterne ville ikke transportere os til nogen fantasi, men lære os at se virkelighedens drifter og mekanik klarere an.

Hvis det er sådan en bevidsthedsrevolution, som en drømmende tilgang til verden kan fremskynde, så er der måske noget for magtens vogtere at ryste i bukserne over. 

Men med så fine værker som dem, man kan se på Afgangsudstillingen i år, er det ikke kunstens fremtid, man skal frygte for. 

Afgang 2022. Kunsthal Charlottenborg. Til den 22. maj.