Da jeg var redaktør på Dansklærerforeningens Forlag for længe siden, lærte jeg, at det, der groft sagt betalte min og de andres løn, var Jesper Wung-Sungs ungdomsroman En-to-tre-NU! og Læsefidusen (et tøjdyr, som gjorde børnene i nulte og første så trygge, at de lærte at læse). Solnedgange er smukke, det er synet af et læsende barn også. De unge læsere kommer bare ikke af sig selv.
På alle skoler knokler skolebibliotekarer og dansklærere for at få børn til at læse. The Hunger Games findes gudskelov, Jeg er Zlatan i en læseletudgave samt hundredvis af andre fodboldbiografier. Og nu får bibliotekarerne og lærerne endnu en ungdomsroman af Jesper Wung-Sung, der både har emneord som fodbold, kærlighed og efterskole, og som de kan stikke ungerne. Det år sjæle slår smut er dens søde titel, omslaget er fodboldbanegrønt, en lille fodbold ses på bogryggen, og det meste af en fodboldbane er optegnet på bagsiden. Grafiker Alette Bertelsen har gjort alt, for at man kan blive set læsende bogen på skolens fællesarealer uden at se helt håbløs ud. Og apropos det, så handler Det år sjæle slår smut mest af alt om at stå ved sig selv, og det handler den om uden hul patos.
Jesper Wung-Sung: ’Det år sjæle slår smut’. Gyldendal, 272 sider, 180 kroner
Vejledrengen Jonathan er fodboldhåb med et brækket fodboldben og dermed masser af tid til at tænke over sit liv på en efterskole, hvor han tilfældigvis kommer til at vælge faget ’kunst’. Han er en okay hovedkarakter, fordi han gennemgår en vigtig udvikling og er supersympatisk, men den karakter, jeg investerer mine følelser i, er Asta. Hun introduceres tidligt i romanen, da Jonathan og resten af eleverne ankommer til efterskolen. De har deres forældre med, så stemningen kan nemt blive akavet. Jonathan ser til siden, »hvor en mor var i gang med at tage fotos af en rødblond pige, der stod med hænderne i lommerne på en grøn kedeldragt og så ud, som om hun hellere ville grave sig ned i jorden«.
Hvis det havde været en hollywoodfilm, havde Asta været den nørdede pige med briller, som bliver kæreste med den smukke dreng, fordi hun i en scene pludselig tager brillerne af, og så viser det sig, at hun faktisk også er smuk. Hun har ganske enkelt fortjent den smukke dreng, fordi smukke mennesker fortjener hinanden. Sådan er det ikke med Asta. Hun bliver ved med at være den nørdede outsider, men hun får den smukke dreng, Jonathan, alligevel. Fordi hun er skidesjov, rebelsk og kan tænke selv. Hun pleaser ikke nogen, hun er tværtimod flabet (eller hun beskytter sig selv med en solid mur af hårde ord). Havde hun været en fodboldspiller, ville det i Jonathans verden være den temperamentsfulde, irske Roy Keane, og havde hun været en musiker, ville det i Astas egen verden være ærlige og vise Katinka.
Astas ydre er omsorgsfuldt beskrevet hele romanen igennem, ikke igennem et mandligt blik, men ofte med Astas egne ord og kløgt vedrørende socialitet og status. »Tillykke, så har du prøvet at kysse sådan en som mig,« siger hun til Jonathan efter deres første kys.
Forelsket i en trold
Der er en snedig forbindelse til Jesper Wung-Sungs Kvinde set fra ryggen i ungdomsromanen, som netop handler om, hvem der ser hvem, og hvad de ser. Vi ved, hvordan Vilhelm Hammershøi så Ida Hammershøi. Det billede klinger med i scenen, lige inden Jonathan slår op med sin perfekte kæreste, Dicte, fordi han finder ud af, at han har kedet sig sammen med hende. Ikke fordi der er noget galt med Dicte, men fordi det mere er omgivelserne (voksenlivet!), der har valgt, at de skal være kærester end kæresterne selv. I scenen sidder Dicte på sit værelse og laver fysikrapport med »håret samlet i en knold på baghovedet«.
Et par scener længere fremme er Jonathan ved at forelske sig i Asta. De har kysset, og hun er sikker på, at han kun har kysset hende på grund af et væddemål. Hun er vred og ked af det og går sin vej – i en antiscene til Ida og Dicte: »Bagfra lignede hun en vred trold på vej gennem verden.« Det er den pige, Jonathan bliver forelsket i. En vred trold på vej gennem verden.
Når Asta får lov at folde sig ud, lyder hun som Salingers 17-årige Holden fra The Catcher in the Rye eller Monika Fagerholms Diva. Romaner, der er oppe at køre på sproget hele vejen igennem, og som man kan drømme om, skoleeleverne vil læse senere i deres liv.
Jesper Wung-Sung er ikke sprogomvæltende som Salinger og Fagerholm, mindre kan også gøre det. Men han har samme sans for den livsnødvendige modstand mod det konforme voksenliv og den kreativitet, der er forbundet med at være teenager. Her er efterskolen et perfekt sted. Hvor ellers går man i gang med »at bygge en pyramide ud af små, ens papæsker, der var emballagen om nogle toasts fra brugsen«?
Det er den slags tossede ideer, »efterskolens sære typer« og faget ’kunst’, der får Jonathan til at finde ud af, hvem han er. Og så hans nye forbillede, Asta, der kun vender ryggen til, når hun er vred.
Jesper Wung-Sung: ’Det år sjæle slår smut’. Gyldendal, 272 sider, 180 kroner
