Jeg står i Line Finderup Jensens (f. 1991) totalinstallation Ingen udgang før gennemgang på Overgaden. Et af rummene ligner et venteværelse. Fadt gule vægge, pseudofotokunst med havudsigtsmotiv, gulvplanter. Et rum, der ikke må stresse mig med sin personlighed.
Jeg tager et headset på og griber om de to controllere, der ligger på et bord. Straks transporteres jeg ind i VR-værket Afsnit: 801. Forinden har jeg læst, at værket er en genkaldelse af den psykiatriske afdeling, Line Finderup Jensen som ung var indlagt på. Hakkende bevæger jeg mig rundt i et tørt udseende rum, meget lig det fysiske rum, jeg før stod i. Brunlige sofaer, kortspil på sofabordet, de samme generiske billeder på væggene. Jeg samler langsomt ting op fra borde, går ind i et køkken, kigger på en opslagstavle, forsøger at orientere mig. Jeg kigger ned: Mine arme er tatoverede, jeg har ikke mine egne sko på. Hvem er jeg? Jeg gætter på, at jeg nok er kunstneren selv – eller, snarere, at jeg er filtret ind i kunstnerens avatarkrop og med på en erindringsrejse.
