Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Madame Nielsens nye roman er sjusket og jasket skrevet og virker halvhjertet i hele sit anlæg

Madame Nielsens nye roman iscenesætter forfatteren som uskyldigt offer for mytekonstruktioner og litterære begrebsdannelser

Fra at være erindringsroman skifter ’Kendsgerninger’ til at blive et indlæg i en debat om retten til at definere litteratur og i en faglig kontekst konceptualisere litterær betydning.

Eirik Brekke

Kultur
22. april 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Ud fra den fejlagtige overbevisning, at uanset hvad han skrev, skrev han bedre end alle andre, udsendte Klaus Rifbjerg parallelt med mere personlig prosa en række romaner, der på én gang skulle fungere som eksempler på og parodier på formelle og tematiske tendenser i tiden. Det begyndte sådan set allerede med Arkivet (1967), som både var en stemningssikker skildring af 1950’ernes »venteperiode« og mild karikatur af nyrealismen, og det toppede kvantitativt i Alea (2003), hvis 459 inderligt overflødige sider skulle nedgøre og overtrumfe Per Højholts Auricula (2001). At disse for mange måske lidt fjerne udgivelser i dag kan virke aktuelle, vil om et øjeblik fremgå.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her