»Det kan ikke ske!« lyder en af de mundrette replikker i teaterforestillingen Missilet. Og nej, det burde ikke kunne ske, at et missil skydes af ved en fejl. Ikke desto mindre var det netop, hvad der skete en dag i 1982, da et missil fra fregatten Peder Skram fløj af sted og landede i et sommerhusområde på Sjællands Odde. ’Hovsa-missilet’ blev det kaldt, og det er den historie, som dramatikeren Mei Oulund nu har skrevet en munter og tankevækkende ny forestilling om.
Odsherreds Teaters forestilling er en fiktiv beretning om mennesker, der kunne have været involveret i sagen om det løsgående missil. Teksten fokuserer på forsvarets håndtering af sagen. For var dette virkelig en menneskelig fejl, som et enkelt menneske kunne stilles til regnskab for? Eller var der tale om en teknisk fejl i missilaffyringssystemet?
Missilet er en interessant og engageret forestilling med solidt afsæt i det lokale Odsherred. Forestillingen har et godt blik for 1980’ernes fredsbevægelse, men også for den sykkebukkeeffekt og den autoritetsformidling, som danske myndigheder åbenbart kunne slippe afsted med dengang. Det er i hvert fald slående, hvordan de sociale medier sidenhen har ændret befolkningens mulighed for at dokumentere og diskutere en hændelse af denne type. Derfor er det også tankevækkende at overveje, hvordan sagen ville være blevet håndteret i dag – og om loyalitetskrav internt i systemet stadig ville have stillet sig i vejen for en uvildig undersøgelse af sagen.
Sådan, sømand!
Instruktøren Frede Gulbrandsen er gået til teksten med lige dele samfundsoprør og kærlighedsfokus. Missilfortællingen udspiller sig gennem historien om en oprørsk, voksen datter til en højtrangerende mand i søværnet. Datteren har et turbulent kærlighedsliv, der blandt andet involverer en sømand fra Peder Skram – og hurtigt også en journalist, der ser sit livs chance.
Skuespilleren Sofie Alhøj har en overbevisende provokerende attitude som den unge kvinde. Hun spurter rundt i sort punkeroutfit, mens hun udlever sin fredsaktivisme i manisk gear. Derfor kan hun ikke rumme den tålmodige sømand, der ellers tilbyder hende både beundring og kærlighed. Allan Helge Jensen spiller hendes sømand med en skøn og overraskende blidhed – og med en kærestesorg, som kan mærkes. Dermed giver han et dybere perspektiv til iscenesættelsens islæt af folkekomedie og grovkornet spillestil. Sådan, sømand!
Henrik Jandorf giver pigens uniformsstolte far en god, kropslig autoritet, og han har en timing, så man næsten kan se følelserne banke under uniformskasketten. Og Henrik Ipsen rammer sjovt den klassiske journalisttype på kornet som journalist fra det daværende Holbæk Amts Venstreblad. Han ændrer brat mandens ligegyldighed med pludselig tænding og indignation, når han ugideligt sjokker rundt i cardigan og blomstret slips, mens han skriver ligegyldige historier om bortløbne hunde. Lige indtil han får færten af historien bag missilaffyringen ...
Vild eksplosion
Forestillingens fortæller er Mei Oulund selv, der bevæger sig rundt på scenen som et frisk pust med cotton coat og nysgerrigt blik. Gennem nogle finurlige rim guider hun myndigt publikum gennem den usandsynlige historie, og hun styrer samtidig det store folkekor af lokale amatørsangere i forestillingen. Sangerne synger godt i veltilpassede korarrangementer af danske sange af Vibeke Bjergaard, men det kniber med sangernes skuespilevner; iscenesættelsen kunne nok med fordelt have valgt udelukkende at placere dem i scenehjørnernes korbokse. Lige nu trækker det helhedsindtrykket ned.
Men Eilev Skinnarmos enkle scenografi er strålende effektfuld. Her er missilet naturligvis det visuelle omdrejningspunkt på midten af scenen – i en imponerende, tegnefilmsagtig metalkonstruktion af Theis Witzel, der har fået missilet til at eksplodere, så det næsten må kunne mærkes helt ind til Holbæk.
Mei Oulunds velkomponerede og plotsikre manuskript er baseret på mange års research efter en slags journalistisk metode. På den måde minder teksten om blandt andre Kristian Halkens tekster i Projekt Glemmebogen for Off/Off Produktion. Fokus ligger på myndighedernes håndtering af sagen. Dermed bliver forestillingen også et aktuelt indlæg i debatterne om Danmarks seneste fregatadfærd – og om forsvarets kommunikation til befolkningen i det hele taget.
Lovende rammer
Odsherred Teater har tidligere har skabt kontroversielle forestillinger. I 2011 skabte Mei Oulund og Frede Gulbrandsens forestillingen Landet – should I stay or should I go? om den lokale affolkning af Odsherred. Og i 2014 skabte de sammen den internationalt efterspurgte forestilling Pim & Theo om omdiskuterede mord på to hollændere som del af debatten om den europæiske højredrejning.
Med Missilet er tiden nu tydeligvis kommet til at skabe teater af national relevans og med forstærket kunstnerisk sprængkraft. Når det lykkes, skyldes det også Odsherred Teaters forbedrede rammer. Teatret flyttede for nogle år siden fra det nedlagte psykiatriske hospital Annebergparken til hovedgaden i Nykøbing Sjælland. Her har det nu fået en helt ny teatersal – en black box sal med 150-250 pladser og en skrånende publikumsopbygning med godt udsyn til alle. Og med en sjældent god akustik.
Missilet viser, hvordan disse forbedrede rammer også kan løfte teatrets repertoire. Teatret har desuden netop ansat instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen som ny leder – i fast samarbejde med dramatiker-skuespillerparret Mei Oulund og Henrik Ipsen. Alt sammen til gavn for fastboende teatergængere og nysgerrige københavnere, men også for de mange sommerhusgæster i Odsherred.
Mange af dem kan sikkert stadig huske dengang, de hørte nyheden om hovsa-missilet. Måske med den tvivlende reaktion: »Det kan ikke ske!«
’Missilet’. Tekst: Mei Oulund. Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Korarrangementer og sanginstruktion: Vibeke Bjergaard. Missilbygger: Theis Witzel. Odsherred Teater i Nykøbing Sjælland. Spiller til den 16. april 2022 samt 18. august-10. september 2022.